Annonce

18. november 2011 - 12:33

Opgør med VKO-asylpolitik tilbage på skinnerne

Enhedslisten har under finanslovsforhandlingerne fastholdt regeringen på valgløftet om, at afviste asylansøgere, som ikke kan sendes hjem, skal have lov til at komme ud af asylcentrene inden for seks måneder.

Stik imod løftet stillede regeringen, senest ved fremlæggelsen af sit finanslovsforslag, nemlig krav om, at afviste asylansøgere skulle samarbejde om deres hjemsendelse for at få mulighed for at bo, arbejde og uddanne sig uden for asylcentrene.

Læs artiklen »Nye krav til flygtninge udvander opgør med VKO-asylpolitik« hos Modkraft.

Med den gældende forståelse af samarbejde ville det betyde, at stort set ingen af de såkaldt udsendelseshindrede afviste asylansøgere ville få den mulighed.

JPEG - 53.3 kb
Afviste asylansøgere kan nu måske se frem til kortere ophold i asylcentre som Sandholm. Foto: Mark Knudsen/Monsun

Det fik i sidste uge Enhedslisten til at lægge pres på regeringen, og det har, ifølge partiet, båret frugt ved forhandlingerne om rets- og udlændingeområdet under finansloven.

Læs artiklen ”Enhedslisten vil presse regeringen til at holde asylløfte” hos Information.

– Regeringen er nu forpligtet til at lave en aftale med Enhedslisten på det her område. Vi har også fået sat en deadline, og det er vigtigt. På Christiansborg ender den slags alt for ofte i en syltekrukke, udtaler Enhedslistens udlændingeordfører Johanne Schmidt-Nielsen til Modkraft.

Slagsmål om definition venter

Aftalen, som regeringen, Enhedslisten og Liberal Alliance indgik i denne uge, betyder, at flygtninges mulighed for at komme ud asylcentrene skal undersøges af et embedsmandsudvalg, og at den endelige aftale skal være på plads inden sommeren 2012.

– Vi har understreget, at muligheden for at komme ud af centrene også skal gælde afviste asylansøgere. Nu ligger der et slagsmål og venter om den præcise definition af samarbejde. Det er vores klare udgangspunkt, at det også skal gælde dem, der ikke vil skrive under på, at de vil rejse hjem frivilligt, og jeg forstår, at det også er De Radikales synspunkt, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Læs mere om aftalen på Justitsministeriet hjemmeside.

Regeringen har også udtrykt glæde over aftalen, som den betragter som det endelige farvel til VKO’s asylpolitik.

– Den forrige regering havde et ensidigt fokus på kontrol og skærpelser. Det har skabt en ubalance i rets- og udlændingepolitikken. Derfor jeg glad for, at vi har indgået en bred aftale, der udstikker en ny kurs. Vi ønsker et opgør med den ensidige symbolpolitik, udtalte justitsminister Morten Bødskov (S) i en pressemeddelelse tirsdag den 15 november.

Aftalen betyder desuden, at brugen af såkaldte motivationsfremmende foranstaltninger, som man hidtil har brugt til at tvinge afviste asylansøgere til at rejse ud af Danmark, også skal undersøges. Foranstaltninger, som blandt andet omfatter frihedsberøvelse i asyl-fængslet Ellebæk ved Sandholm, og som politiet selv har erkendt ikke virker.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce