Flere hundrede marcherede torsdag den 6. oktober gennem Afghanistans hovedstad Kabul, for at markere at det fredag, er 10-årsdagen for den amerikanske invasion af landet.
De vrede borgere krævede en øjeblikkelig tilbagetrækning af de amerikanske tropper, som i deres øjne er en besættelsesmagt. Ydermere krævede demonstranterne at NATOs tropper også trækkes ud af landet.
Omkring 300 mænd og kvinder samledes tidligt torsdag morges med banner og skilte, der beskyldte USA for at »massakrere« civile.

De rettede desuden skytset mod den afghanske præsident Hamid Karzai, som de kalder en dukke i det amerikanske dukketeater, styret fra Washington DC.
»Besættelse, Grusomheder og brutalitet« stod der på et skilt, som to kvinder forsøgte at holde så højt over deres hoveder som muligt.
– Blodet flyder over alt i dette land på grund af den amerikanske invasion af Afghanistan. Når besættelsesmagten tager af sted, bliver dette land fredeligt igen, gjaldede en mandestemme ud gennem højtalerne.
Læs artiklen »A decade on, Afghans protest US ’occupation’« hos MSNC.
Læs artiklen »Afghans Hold Anti-U.S. Rally on Eve of War Anniversary« hos CommonDreams.
Udover slagord og skilte med budskaber til besættelsesmagten, sås også billeder af dræbte afghanske civile. Særlig ét billede gik igen.
Det forestillede den amerikanske soldat Andrew Holmes, der smilende poserer med et lig af en ubevæbnet afghansk teenager, som han netop har slået ihjel.

Andrew Holmes afsoner nu syv års fængsel for mordet, som han begik i 2010.
Billederne af de civile er for det afghanske folk mere aktuelle end nogensinde, da der dette år er sket en fortsat stigning i antallet af civile drab.
Ifølge fagbladet Ingeniøren fremgår af hidtil hemmeligholdte tal fra det amerikanske militær, at 2.537 civile blev dræbt i 2009 og 2010 – og der var 5.594 sårede.
– USA siger, at de kom hertil for at hjælpe det afghanske folk og for at give os et godt liv, men deres sande formål var at besætte vores land, fortæller den 22-årige demonstrant Farzana til avisen Seattle Pi.
– Det er 10 år siden de invaderede Afghanistan, og det eneste der er kommet ud af det er spildt blod fra det afghanske folk. Vi vil have at USA forlader vores land. fortsætter hun og tilføjer, at »antallet af selvmordbomber, usikkerheden og korruptionen stiger hver dag.«
Demonstrationen varede næsten tre timer og endte fredeligt.
Læs artiklen »Afghans rally in Kabul, demand NATO troops leave« hos SeattlePi.
Se linksamlingen »Afghanistan - krig og besættelse« hos Tidsskriftcenteret.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96