En forståelse - forsvar for fasten

Ramadan - den hellige måned. En måned med sult, der fordrer tålmodighed. En måned med stress, der forhåbentligt kan føre til omtanke. Et koldt brusebad på min korte lunte.

Ramadanen sammen med de fem daglige bønner er nogle af de mest subjektive handlinger inden for Islam. Mennesker, der mødes over bøn og faste spiser måske på samme tidspunkt og bøjer deres hoveder for Gud på samme måde. Men hver fastende faster for sig selv, og en bøn er en samtale mellem dig og din skaber.

Ingen andre lytter med og ingen andre sulter med eller for dig.

I et samfund, hvor man (næsten) aldrig mangler brød, mælk eller kød, er det svært at huske sulten. Mæthed er desværre ikke altid efterfulgt af taknemmelighed. Derfor har fasten (trods alt) en mening - stadig. Den må og kan bruges til mange ting.

I første omgang for at huske sine pligter som troende.

I og med en faste ikke accepteres uden bøn, er én pligt opfyldt, mens løgn, forfængelighed og ”beskidte” tanker undergraver fastens formål. Fasten er også en måde at mindes sulten, tørsten og deres smerte. Den smerte den påfører mennesker. Både hér og dér.

For næstekærligheden skal ikke bare blomstre ved din fysiske næste, som fætter K og L ville mene, men den skal også dyrkes dér hvor skuldrene ikke mødes.

Så når Ramadan-middagen på Christiansborg aflyses på grund af quote on quote fuckup i formalia, er det selvfølgelig brand ærgerligt, da disse dejlige sider af Islam tit forsvinder i mængden af myter og ”mørkemænd”.

Meeeen fasten forsvinder ikke så længe mennesker i denne verden sulter.
So feed the world.

Ramadan slutter den 29-30 august med masser af fest of farver. Tjek med jeres nærmeste muslim. Money til de små og Mad til de voksne all around på Eid dagene. 14-15 dage tilbage. Jeg har kun fastet 4 ud af 15 dage indtil videre. Men med håb om mere viljestyrke. Wish me luck