Ny præsident med skummel fortid

Det lyder som historien om en succes.

Beretningen om mafiabossens søn, der valgte lovens lige vej og blev uddannet på Harvard-universitetet for til sidst at ende som præsident for et land plaget af vold og korruption.

Det er en historie Colombias kommende præsident Álvaro Uribe Vélez ynder at fortælle om sig selv. Men den er ikke sand.

Der findes en anden historie. Den handler om en ambitiøs insider fra narkomafiaen, der skånselsløst rydder sine fjender og politiske modstandere af vejen. Den handler om en toppolitiker med tætte kontakter til international kokainhandel, som samtidig er arkitekt bag et netværk af dødspatruljer, der har spredt rædsel blandt indbyggerne i det nordlige Colombia.

Det er den sande historie om Don Álvaro, der til august flytter ind i det colombianske præsidentpalads Palacio de Nariño i Bogotá.

I opløbet til præsidentvalget forsøgte Álvaro Uribe med den gemytlige paisa-dialekt og de stålindfattede briller at fremstille sig selv som en handlingens mand med hjertet på rette sted. En rigtig overlever, der gang på gang er sluppet helskindet fra guerillaens attentatforsøg.

Hans kampagnes foretrukne valgplakat viste et billede af Uribe selv iført skjorteærmer, med blikket rettet mod en usynlig horisont og hånden på hjertet. Sloganet lød: ”Fast hånd – Stort hjerte”. Det colombianske folkevid var hurtigt til at gøre grin med den selvhøjtidelige Uribe, og omdøbte hans slogan til »Fast hånd – Stort paramilitært narkohjerte«.

Søn af en narkobaron
Historien om Álvaro Uribes vej til magten starter tilbage i begyndelsen af 1980’erne. Colombia var dengang et slaraffenland for driftige erhvervsfolk, der øjnede hurtige penge på at forsyne det blomstrende kokainmarked i USA. En af de nye narkobaroner var godsejeren fra Antioquia-provinsen Alberto Uribe Sierra, der udvidede familieformuen ganske gevaldigt ved at investere i den nye business.

Gevinsterne var store, men aldrig helt uden risici. På et tidspunkt forsøgte de amerikanske myndigheder at få Alberto Uribe Sierra udleveret for at dømme ham for narkosmugleri. Alberto Uribe Sierra blev arresteret i Colombia, men takket være sine gode forbindelser til de lokale myndigheder lykkedes det for mafiabossen at komme på fri fod igen – kun for at blive myrdet kort tid efter i 1983.

Hans søn Álvaro Uribe Vélez forstod bedre at holde tungen lige i munden. I de kaotiske og blodige opgør mellem narkokartellerne, og deres støtter blandt landets toppolitikere, sørgede Álvaro Uribe altid for at være på vindernes side. Og så længe det gik godt, var han på alles side. Som chef for Colombias civile luftfartsmyndighed fra 1980 til ’82 forsynede Álvaro Uribe alle de indbyrdes stridende mafiagrupper med de nødvendige tilladelser til at oprette imponerende flåder af privatfly, der fra hemmelige landingsbaner fragtede kokain ud af Colombia.

Da Álvaro Uribes rolle som narkoflyvernes gode fe blev kendt, fik han sparket fra den civile luftfartsmyndighed. Derpå knyttede han sig tættere til Medellín-kartellets leder Pablo Escobar, der i ’80erne var den ukronede konge af Colombias næststørste by Medellín. Det var et umage partnerskab.

Rigmandssønnen Álvaro var født med en guldske i munden. Pablo Escobar var en self-made man fra slumkvarteret, der selv havde banet sig vej til tops i underverdenen. Han var startet som en simpel lejemorder, og endte som kartelchefen, der styrede en millionby med hård hånd. Ingenting rørte sig i Medellín, uden at Pablo Escobar sagde god for det.

Krig mellem kartellerne
Pablo Escobar brugte sine enorme rigdomme på at bygge billige boliger til de fattige og sætte damp på det lokale erhvervsliv. Han blev uhyre populær, og hvis nogen brokkede sig, fik de en kugle for panden. Escobars popularitet sikrede ham i 1983 en plads i den colombianske kongres, og gjorde det muligt for ham at køre sin partner Álvaro Uribe i stilling som borgmester i Medellín.

I dag benægter Álvaro Uribe enhver forbindelse til den afdøde Pablo Escobar. Men i sin tid som Medellíns borgmester var han frontfigur for en stribe prestigefyldte projekter, der alle var finansieret af Escobars narkopenge. Uribe sikrede, at bystyret ikke blandede sig i Escobars forretninger, og Escobar spyttede millioner af dollars i Medellíns metrobyggeri, i offentlig byforskønnelse og socialt boligbyggeri. Uribe indviede projekterne, og aviserne skrev pænt om byens velgører Escobar.

De voksende modsætninger mellem Medellín-kartellet og det konkurrerende kartel i Cali trak i løbet af ’80erne hele landets politiske og økonomiske elite med ind i en blodig fejde, hvor snigmord og bombeattentater hørte til dagens orden. Opgøret endte med, at Pablo Escobar blev myrdet, Medellín-kartellet lagt i ruiner og den indbringende narkohandle kom under kontrol af andre dele af eliten.

Opgøret kom også til at koste Álvaro Uribe borgmesterposten, da daværende præsident Belisario Betancur fik ham afsat, angiveligt fordi Uribe havde deltaget i et hemmeligt topmøde for mafiabosser.

Don Álvaro vender tilbage

Men Don Álvaro lod sig ikke slå ud så let, og som en korkprop kom han igen op på overfladen. Som medlem af senatet fra 1986 til ’94 støttede han ihærdigt alle lovforslag, der vandt narkomafiaens bifald. Til gengæld var han en bitter modstander af forslag, som mafiaen ikke brød sig om, som for eksempel at udlevere narkosmuglere til retssager i USA.

Álvaro Uribe sikrede sig også nye venner. En af hans nye forbindelser var en anden godsejersøn fra det nordlige Colombia, Carlos Castaño. Castaño havde i sin tid været håndlanger for Cali-kartellet i opgøret med Escobar, men de to mænd havde også fælles interesser. En af dem bestod i at dæmme op for venstreorienterede gruppers voksende indflydelse i det nordlige Colombia.

Bananplantagerne i Urabá-området ved den caribiske kyst havde længe været en bastion for stærke fagforeninger. Venstreorienterede partier stod også stærkt i Urabá, og det skete jævnligt, at guerillagrupper pressede penge af godsejerne i området. Da Álvaro Uribe i 1995 blev guvernør for Antioquia blev hele provinsen – og Urabá-kysten i særdeleshed – et laboratorium for dødspatruljeterror.

Hovedmændene bag terroren var Uribe og Castaño. De to arbejdede sammen som hånd i handske, men på hver sin side af loven. Castaño-familien havde brugt deres erfaringer fra de indbyrdes narko-opgør til at oprette dødspatruljer, der hjalp godsejerne med at terrorisere landarbejdere på deres plantager.

Dødspatruljerne var på papiret ulovlige, men arbejdede under stilfærdig beskyttelse af sikkerhedsstyrkerne, der mistænkte lokalbefolkningen for at nære sympati for guerillaen.

Castaños dødspatruljer stod ikke til regnskab for nogen. Og så længe det var dødspatruljerne, der gjorde det beskidte arbejde, kom hæren – der i forvejen havde ry for at være en af de mest brutale i Latinamerika – ikke i et dårligt lys.

Blodbad i bananplantagerne
Álvaro Uribe oprettede i sin tid som guvernør for Antioquia ikke færre end 67 militser, de såkaldte Convivir-vagtværn. Militserne var på det tidspunkt lovlige, og skulle i teorien hjælpe hæren med at skaffe efterretninger om oprørerne.

I praksis foranstaltede hæren, Convivir-militserne og Carlos Castaños dødspatruljer sammen et hidtil uset blodbad på Urabás bananarbejdere og aktivister fra venstrefløjspartierne. Flere tusinde blev ifølge menneskerettighedsgrupper massakreret, før en tilfreds Uribe kunne erklære, at uroen i Urabá var bragt til ophør.

Álvaro Uribe nøjedes ikke med kun at udrydde sine politiske modstandere og deres støtter blandt bananarbejderne. Han hævnede sig også på sin families personlige fjender. En gruppe landarbejdere på et af Uribes godser lagde sag an mod familien, fordi de i lang tid ikke havde fået udbetalt nogen løn. Uribe-familien nægtede at betale, og i 1979 tilkendte retten arbejdernes fagforening Sintragricola godset i erstatning for de mistede indtægter.

Uribe blev rasende, og slap senere sine lejemordere løs på landarbejderne. I maj i år meddelte Sintragricola, at adskillige af landarbejderne på godset er blevet myrdet eller tortureret, og at ødelæggelserne af afgrøderne fortsætter.

Convivir-militsernes metoder, der var hårrejsende selv efter colombiansk målestok, førte til, at de i slutningen af 1997 blev forbudt. Derpå smeltede Convivir-militserne stille og roligt fuldstændigt sammen med Castaños dødspatruljer, der snart udbredte Urabá-modellen til resten af Colombia gennem det landsdækkende netværk AUC - Colombias Forenede Selvforsvarsgrupper.

Terror er det foretrukne våben
De paramilitære AUC-styrker er i dag det colombianske militærs stærkeste kort på hånden i kampen mod oprørerne. AUC’s opskrift på at vinde krigen er simpel – den hedder skånselsløs terror. AUC angriber udelukkende civilbefolkningen, og har en forkærlighed for at tvinge familiemedlemmer og naboer til at overvære tortur og henrettelser af mistænkte guerilla-sympatisører.

Human Rights Watch har beskrevet en typisk AUC-massakre, hvor mindst 27 mennesker blev dræbt og tusinder drevet på flugt under et paramilitært togt langs Naya-floden:

»…først slagtede de den 18-årige Gladys Ipia ved at save hendes hoved og hænder af med en motorsav. Derefter dræbte de seks mand ved en restaurant lidt længere nede af vejen. Nogen af dem blev stukket ihjel, andre blev skudt. Så hakkede de en mand ihjel og brændte ham…«

AUC gør ingen forskel på mænd og kvinder, voksne, oldinge eller børn. Organisationen gør en dyd ud af at betegne alle sine ofre som »civilklædte guerillaer«. Selv om AUC officielt er forbudt, arbejder de paramilitære tæt sammen med regeringsstyrker over det meste af landet. Regeringshæren påtager sig ofte opgaven med at holde guerillaen eller menneskerettighedsgrupper væk fra gerningsstederne, hvor massakrerne foregår.

AUC’s fremgangsmåde er uhyre effektiv. Store dele af landet er i bogstaveligste forstand tømt for den civilbefolkning, som militæret mistænker for at stå i ledtog med oprørerne. FN skønner, at over to millioner mennesker er blevet drevet på flugt i de seneste år. AUC har aldrig lagt skjul på, at Álvaro Uribe er den mand, de ønsker at se på præsidentposten. Uribe undgår til gengæld åbent at forsvare AUC, der står på både EU’s og USA’s lister over terrorgrupper, og ynder at prale med sin rolle i international narkohandel.

Nøglen til kokainindustrien
Mønstret i den internationale kokainhandel ændrede sig i 1990’erne. Kokabusken, hvis blade giver råstoffet til kokain, blev tidligere fortrinsvist dyrket i Bolivia og Peru.

Den colombianske mafia raffinerede bladene til kokain i veludstyrede laboratorier i Colombia, og transporterede den takket være sine gode forbindelser til Panamas diktator Noriega og de amerikansk-venlige contraer i Mellemamerika helt frem til USA’s grænser. Men en hårdhændet kokabekæmpelses-kampagne i Bolivia og Peru var med til at flytte kokadyrkning i stor stil ind i selve Colombia.

Kokabusken kommer naturligt fra Andes-regionen. Det gør de særlige kemikalier, der skal til for at forvandle koka til kokain, ikke. De bliver indført i store mængder fra USA, Kina og Europa. Kokabuske er lette at dyrke, og bladene indbringer ikke nogen særlig høj pris. Men den, der kontrollerer laboratorierne og importen af kemikalierne, sidder med nøglen til kokainindustrien og indtjeninger på milliarder af dollars.

Et af de vigtigste kemikalier hedder kaliumpermanganat, og colombiansk lovgivning har sat strenge begrænsninger for handlen med dette stof. Firmaet, der er Colombias førende importør af kaliumpermanganat, hedder GMP Productos Quimicos.

Ved en stikprøvekontrol i juni 1997 blev det afsløret, at GMP på bare tre dage ulovligt havde videreformidlet 2.450 kilo kaliumpermanganat. Den mængde rækker til at fremstille 24 tons kokain, hvilket igen svarer til en værdi af ca. 24 mio. dollars i Colombia eller 700 mio. dollars, når kokainen først er leveret til USA.

Af samme årsag har det amerikanske anti-narkotikapoliti DEA længe haft GMP i kikkerten. I 1997 og ’98 beslaglagde myndighederne i USA tre skibe med i alt 50 tons kaliumpermanganat, der var på vej til GMP. Ifølge en DEA-rapport offentliggjort i 2001 er chefen for GMP en højtstående person i det politiske liv i Colombia.

En eventuel retssag mod ham vil næppe kunne undgå at sætte gang i en chokbølge i den colombianske politiske elite. Hans navn er Pedro Juan Moreno Villa, og han har gennem to årtier været Álvaro Uribe Vélez højre hånd og betroede medarbejder.

Da Uribe var guvernør i Antioquia var Pedro Juan Moreno hans regeringssekretær og ansvarlig for forbindelsen mellem Uribe og Convivir-militserne. I foråret 2002 var det Moreno, der var chef for Uribes succesfulde valgkampagne. Det er nok heller ikke noget dårligt gæt, at der venter en ny betydningsfuld post på Moreno, når først Don Álvaro er rykket ind i præsidentpaladset.

Mediemogul bliver vicepræsident
På trods af at Álvaro Uribe har gjort sit bedste for at undgå, at de mange raslende skeletter i skabet kommer frem i lyset, er hans forbindelser til narkomafiaen og de paramilitære dødspatruljer ikke ukendte i den colombianske offentlighed. Alligevel sikrede 5,8 millioner stemmer Uribe præsidentposten ved valget den 26. maj i år.

Selv om resultatet næppe kan kaldes imponerende i et land med 40 millioner indbyggere og over 24 millioner registrerede vælgere, beviser det alligevel en solid opbakning fra dele af det colombianske samfund.

Det er der flere forklaringer på. Én er, at AUC har terroriseret befolkningen i områder under paramilitær kontrol til at stemme på Uribe, hvilket flere rapporter fra internationale observatører tyder på.

En anden del af forklaringen skal søges i den kendsgerning, at Uribes kommende vicepræsident, Francisco Santos, er medlem af det familie-dynasti, der ejer hovedparten af Colombias medier. Santos-familiens indflydelse på Colombias industri og medieverden kan bedst sammenlignes med Silvio Berlusconis rolle i Italien.

Det var heller ikke kun Colombias mediemoguler, de paramilitære og deres forbundsfæller blandt de magtfulde generaler i militæret, der kastede deres lod i vægtskålen for Uribe. Det gjorde det regerende konservative parti også, sammen med de mest betydningsfulde kredse af erhvervslivet – og ikke mindst USA.

Den amerikanske ambassade i Bogotá gjorde alt for at lade colombianerne forstå, at Uribe også er Washingtons mand.

De seneste års opblusning af borgerkrigen og den alvorlige økonomiske krise i Colombia, der ellers råder over meget store naturrigdomme, har ført til en kraftig polarisering af samfundet. De venstreorienterede oprørere har fordrevet regeringsstyrkerne fra mange landområder, og har vundet større indflydelse i millionbyernes slumbælter. Samtidigt har en større del af landets middelklasse vendt sig mod det yderste højre og dets leder Uribe.

Et dødspatruljedemokrati
Men hovedårsagen til at Uribe kunne blive præsident med opbakning fra under en fjerdedel af de stemmeberettigede, er, at størstedelen af colombianerne for længst har vendt det officielle demokratiske system ryggen.

54 pct. af vælgerne stemte slet ikke til præsidentvalget, og da taburetterne i parlamentet skulle besættes en måned tidligere, var det kun en tredjedel af de stemmeberettigede, der stemte parlamentsmedlemmerne ind.

Den amerikanske sociolog James Petras har beskrevet det politiske system i Colombia som et “dødspatruljedemokrati” – en styreform, hvor formelle demokratiske institutioner tjener som et figenblad, der skal dække over en systematisk udryddelse af enhver kritisk opposition.

Colombia har verdensrekord i mord på faglige ledere. Ifølge CUT, Colombias LO, myrdede og bortførte dødspatruljer alene sidste år 176 fagforeningsfolk.

Venstrefløjspartiet Unión Patriótica har ved en international domstol rejst sag mod den colombianske stat for at stå bag mordene på over tre tusinde af partiets aktivister i løbet af de seneste 15 år.

Og de colombianske myndigheders aktive samarbejde med AUC, der siden den spæde begyndelse i Urabá er nået op på et gennemsnit af tre massakrer om ugen, har været med til at overbevise den fattigste del af Colombias befolkning om, at vejen mod lysere tider ikke går over stemmesedlen.

Ufrivillig hjælp til oprørerne
Uden for Mellemøsten er Colombia den største modtager af amerikansk militærhjælp. Det er ikke mærkeligt, for USA er ivrig for ikke at tabe kontrollen over landet, der ligger centralt i et af klodens strategiske brændpunkter – midt mellem Panamakanalen og Venezuela, der er USA’s tredjestørste olieleverandør.

De mange skeletter i skabet hos Álvaro Uribe, som givetvis er kendt ned til mindste detalje af regeringen i Washington, kan være med til at gøre Colombias nye præsident meget lydhør overfor amerikansk påvirkning.

I amerikanske medier har kommentatorer rosende kaldt Uribe for ”Colombias Sharon” med henvisning til hans erklærede skånselsløse kurs overfor terrorister og uromagere. Selv har Uribe sagt, at han har i sinde at oprette en milits på en million mand, fordoble antallet af soldater i hæren og indføre krigstilstand om nødvendigt.

Flere af de store amerikanske selskaber, der har interesser i blandt andet Colombias energisektor, mener, at det er det eneste rigtige at gøre. Især set i lyset af, at oprørerne lover at bringe økonomiens kerneområder under statskontrol, såfremt de kommer til magten.

Fremtiden vil vise, om den nye præsidents »faste hånd« vil vende regeringsstyrkernes tilbagegang på slagmarken. I første omgang bliver krigen utvivlsomt mere blodig. Det står klart, at Colombias elite har sat alt på ét bræt ved at sætte Don Álvaro på præsidentposten. De paramilitæres massakrer har ganske vist tvunget fagbevægelsen og venstrefløjen i knæ, men har paradoksalt nok samtidigt været med til at skabe de største guerillastyrker i Latinamerikas nyere historie.

Overlevende fra dødspatruljernes hærgen i plantagerne og storbyerne har sluttet sig til oprørshærene, der ifølge militærkilder råder over flere end 20.000 kamptropper og et vidtforgrenet støtte-netværk blandt civilbefolkningen. Da spiren til nutidens guerillahære for halvtreds år siden opstod som væbnede selvforsvarsgrupper blandt bønderne i det centrale Colombia, var deres krav beskedne. Bønderne forlangte blot at få fred for godsejernes revolvermænd.

I dag er guerillaernes krav om sociale reformer langt mere vidtgående. Hvis ikke det lykkes for Colombias nye præsident at knække oprøret, er det tvivlsomt, om eliten også i fremtiden uantastet kan nyde det søde liv i storbyernes velhaverkvarterer.

Af Ulrik Sebastian Kohl/Monsun

Læs mere om Álvaro Uribe Vélez på det amerikanske netmagasin Narco News

Læs Colombia Report

Mere generel information fås på det engelsk-sprogede alternative colombianske nyhedsbureau ANNCOL