CSC-underleverandøren Miracle trækker sine udlånte it-folk ud af den konfliktramte virksomhed med omgående virkning.
Ifølge Computerworld sker det på baggrund af, at vikarene fra Miracle, ifølge virksomhedens direktør, er blevet mødt med trusler om vold fra de CSC-medarbejdere, der på fjerde måned har demonstreret foran CSCs hovedskvarter i på resortvej i Valby.

Computerworld mener, at konflikten mellem Miracle og de strejkende CSC-medarbejdere skal ses som et udtryk for, at konflikten mellem Prosa og CSC for alvor strammer til.
Læs artiklen »Millionkontrakt til CSC fra Københavns Kommune« hos Modkraft
Ifølge Miracles direktør Mogens Nørgaard trækker Miracle sig ud af CSC efter at have modtaget trusler om vold fra demonstranterne
– Vi kan ikke forsvare at have vores folk gående hos CSC. De personlige trusler er blevet for store, det er en meget alvorlig sag, at en demonstration kan slippe afsted med at foretage ulovlige og voldelige ting, siger han.
Læs artiklen »Miracle trækker sine CSC-vikarer hjem« hos Computerworld
Han tilføjer, at de trusler, som hans ansatte har modtaget, især kommer fra CSC-folkets støttegruppe.
– Det drejer sig om folk fra byggefagene samt anarkister. Det er den rene lovløshed, forklarer han Computerworld.

Mogens Nørgaard er i øvrigt den samme direktør, der i sidste uge meddelte politiet at han planlagde at påkøre demonstranter, hvis de stod i vejen for hans bil. En udmelding som efterfølgende sendte ham til kammeratlig samtale hos CSC.
Ifølge Politiken skyldes den noget uortodokste plan, at politiet ikke var hurtig nok til at rydde CSCs indgang for demonstranter.
»Hvis det ikke sker, vil jeg tage sagen i egen hånd og køre derind en dag - også hvis det betyder, at jeg skal køre ind i nogle af demonstranterne - hvis jeg gør det, før Politiet dukker op, kan der jo ikke ske mig noget. Og min bil er god, svensk og solid, så der burde heller ikke ske den noget«, skrev han dengang i en meddelse til Politiet.
Læs artiklen »Direktør truer med at køre ind i demonstranter« hos Politiken
Hos it-fagforeningen PROSA, som organiserer de strejkende CSC-ansatte, er man forbløffet over Mogens Nørgaards anklager. De ikke genkende Miracles anklager fra den virkelighed de arbejder i. Det fortæller forbundets formand Niels Bertelsen til Modkraft.
– Miracles påstande matcher overhovedet ikke med de meldinger vi har fået fra politiet og de øvrige it-virksomheder der udlejer deres medarbejdere til CSC. Vi har ikke på noget tidspunkt fået meldinger om vold eller trusler.

Ifølge ham gør støttegruppen en stor indsats for at holde gemytterne i ro.
– Det er givetvis ikke så rart at passere frustrerede demonstranter, især når det handlerl de vikarer, som de selv har været tvunget til at lære op og som nu udfører deres job. Men at CSC-ansatte eller deres støtter skulle have grebet til vold eller trusler, har jeg meget svært ved at tro på, siger han.
Læs artiklen »SKAT skal kræve erstatning af CSC« hos Modkraft
CSC ønsker ikke at kommentere sagen til Modkraft.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96