Annonce

30. april 2011 - 16:28

Christianitter vælter barrikaderne - og køber staden

Staden genopstod lørdag den 30 april ved middagstid.

Onsdag lukkede beboerne Christiania på ubestemt tid. Lørdag væltede de barrikaderne sammen med hundredevis af fristadens venner.

Se billedserien »Christiania Closed« hos Modkraft

Med balloner, flag og folkefest i solen bød christianitterne de mange demonstranter, som var gået i fælles demonstration dertil fra Christianshavns torv, velkommen tilbage til fristaden.

Derudover kunne stadens beboere overraske med beskeden om at de agter at købe Christiania

– Vi har kollektivt valgt at sige ja til at frikøbe hele Christiania, så det fortsat kan være dit og mit Christiania - kvit og frit, siger Thomas Ertmann, der er talsmand for Christianias pressegruppe, til Ritzau.

Vi køber staden

Christianitterne har brugt den tre dage lange tænkepause bag barrikaderne på at blive enige om at tage imod kommunens tilbud om at købe området.

Som det er tilfældet med alle store beslutninger på fristaden står en enig beboergruppe der står bag meldingen.

– Det er samtlige beboere på Christiania, som i fællesskab sagt ja til statens tilbud om at frikøbe fristaden. Nu går vi ind i nogle forhandlinger, hvor vi må finde ud af, hvordan vi skal købe eller leje, og om det skal via en fond eller en form for boligselskab, siger koordinator Hulda Mader fra Christianias kontaktgruppe til Jyllandsposten.

JPEG - 380 kb
Barrikaden falder. Foto: Mette Kramer Kristensen

Hun fortæller, at beboerne inden den 7. juni vil beslutte, om det enten er en boligorganisation eller en fond, der skal stå for købet.

Læs artiklen »Fristaden lukker« hos Modkraft

Men pengene vil efter al sandsynlighed komme fra en fond, der er indstiftet med det formål at sikre, at staden skal bevares i sin nuværende form. Det er et vigtig kriterium for christianitterne.

– Christiania tilhører os allesammen, vi der bor her forvalter det bare. Sådan har det altid været, og sådan skal det det også blive ved med at være, sagde pressegruppen til Modkraft onsdag.

Med købsaftalen betinger christianitterne sig blandt andet, at det er »beboere som ønsker Christiania« som i fremtiden kan bo på Christiania, så fristaden kan »bevare sin kultur og selvforvaltning«.

Anvisningsretten skal med andre ord ligge hos christianitterne, så de selv kan styre, hvem der får lov at flytte ind på staden.

– Det skal ikke være rigtigt, at folk, der er imod Christiania, skal kunne mase sig ind. Christiania vil have indflydelse, men det skal selvfølgelig være retfærdigt og gennemskueligt. Man skal finde en måde, så alle kan få lov at søge, men samtidig vurderes, om man reelt ønsker at bo på Christiania, siger fristadens advokat Knud Foldschack til Politiken.

JPEG - 217.2 kb
I dag blev stadens barrikader brudt. Foto: Mette Kramer Kristensen

Han er glad for at der omsider kommer en løsning på det årelange tovtrækkeri med staten.

– Efter syv års usikkerhed har de sagt ja til at købe og leje alle bygningerne og arealer. Det har været længe undervejs med mange drøftelser. Det betyder for Christiania og os alle sammen, at vi kan se en tryg situation fremover, fortsætter han.

Overborgmester varsler ændringer

Københavns overborgmester Frank Jensen deler glæden over christianitternes beslutning, men påpeger at der vil ske ændringer på fristaden. Både med hensyn til kriminalitet og beboernes åbenhed mod det omkringliggende københavnske samfund.

– Der er ting, der ikke skal have lov at overleve på Christiania, og det er kriminaliteten. Christianitterne skal samarbejde med politi og kommune om at komme det til livs, siger han til Berlingske Tidende.

Dette gælder i særdeleshed den omdiskuterede cykelmotorvej, som Københavns kommune ønsker at anlægge på staden. En plan som christianitterne indtil videre har afvist.

– Christiania skal være en del af København, som alle kan færdes i. De kan for eksempel ikke bare sige nej til en cykelsti gennem byen. De må tage et ansvar, fortsætter Frank Jensen

JPEG - 261.7 kb
Christianitterne tager imod slots- og ejendomsstyrelsen tilbud om at købe staden. Foto: Mette Kramer Kristensen

Læs artiklen »Dokumentation: Her er christianitternes krav til staten« hos Politiken

Der bor i alt 623 voksne med brugstilladelse på Christiania samt cirka 130 børn.
Hver person med brugstilladelse på Christiania betaler 386 kroner om måneden til staten i brugsafgift til dækning af ejendomsskat og udgifter til bygningsmæssig personsikkerhed.

Størstedelen af beboerne på Christiania har en indkomst under 150.000 kroner om året, mens den næststørste andel tjener mindre end 50.000 kroner.

Ifølge slots- og ejendomsstyrelsen er prisen for Christiania 150 millioner kroner.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce