Korsgade på Nørrebro blev søndag den 17. april forvandlet til kampplads i anledning af den kontroversielle jamicanskfødte muslimske prædikant Bilal Phillips besøg.
– Hvor er alle ytringsfrihedsforkæmperne, når det gælder muslimer? Spurgte Waseem Rana, formand for Muslimsk Ungdom fra scenen i Korsgadehallen i sin introduktion.
– Vi har plads til alle på Nørrebro, undtagen dem, der prædiker kvindevold, homohad og intolerence, råbte SFs ligestillingsordfører, Kamal Qureshi, fra den kasse, som udgjorde moddemonstrationens talerstol.

Læs artiklen »Bred Nørrebro-protest mod homofobisk prædikant« hos Modkraft
Følelserne sad uden på tøjet hos både tilhængere og modstandere af, at Islamisk Trossamfund havde valgt at invitere den kontroversielle prædikant Bilal Phillips til deres konference om islamofobi.
Til moddemonstrationen blev der efterlyst en klar modstand, både blandt muslimer og ikke-muslimer, imod den sexisme og homofobi, som Bilal Phillips er med til at repræsentere.
– Som muslim og som kvinde bliver jeg vred over at de kan finde på at invitere en mand som ham. Han repræsenterer ikke flertallet af de danske muslimer og han repræsenterer ikke mig, sagde Elmas Berke fra Q Freedom i sin tale til de omkring 100 fremmødte.
Læs artiklen »Homofobisk prædikant skaber vrede« hos Modkraft
Hun efterlyste danske feminister til at kæmpe de muslimske kvinders sag.
– Den første kvinderetslige bølge kom med kampen for stemmeret ved århundredeskiftet, den anden kom med rødstrømperne i 70’erne. Den tredje og forhåbentligt sidste er de muslimske kvinders kamp for lige rettigheder og jeg håber at alle feminister vil vågne af villa/volvo/vovse-døsen og kæmpe den sammen med os, fortsatte hun under massive klapsalver.

Selvom talerne gik meget på Bilal Phillips kvinde- og homosyn, blev der også plads til at støtte kampen imod islamofobi.
– Vi er her i dag for at protestere imod homofobi, men vi må ikke glemme, hvorfor konferencen overhovedet bliver holdt. Islamofobi er desværre et voksende problem i Danmark, men det bliver ikke løst ved at slå på andre minoriterer, sagde Line Barfod fra Enhedslisten, da det blev hendes tur til at tale.
Inde i Korsgadehallen var både den kvindelige og mandlige side af salen fyldt til bristepunktet af både muslimer og ikke-troende nysgerrige.
– I dag er det desværre sådan at smædekampagne mod muslimer og islam giver stemmer, så urigtige og overdrevne beskyldninger er en del af valgkampen, sagde Waseem Rana fra scenen.
Efter hans mening, bar især en bestemt journalist, Morten Skjoldager, et særligt ansvar for folkestemningen imod Bilal Phillips besøg.
Læs Mads Ananda Lodahls blog »Bilal Philips - efterspillet« hos Modkraft
Men der blev også tid til one-liners til de rullende kameraer, der ventede uden for hallen.
– Vi går ind for sharia. I går ind for dyresex, sagde Adnan Advic fra Islamisk Trossamfund til TV2 efter konferencen.

Genstanden for al opmærksomheden, Bilal Phillips selv, kom ikke ind på Sharia-lovgivningens syn på utro kvinder og homoseksuelle, som det har været tilfældet på hans kontroversielle undervisningsvideoer, i sin tale.
Han holdt sig i stedet til islamofobiske tendenser i et historisk perspektiv. De blev krydret med en noget kreativ teori om, at det var den vandtætte og muslimsk opfundne maling der gjorde, at vikingerne var i stand til at sejle til Amerika uden at synke.
– Selvom pressen kan skrive ting vi ikke bryder os om er det vigtigt, at muslimer ikke udvikler mediefobi, for vi har brug for at fortælle vores side af sagen, sagde han blandt andet i sin to timer lange tale.
Læs Trine Pertou Machs blog »Det yderste højre besøger Nørrebro« hos Modkraft
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96