Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
19. januar 2011 - 1:23

Den europæiske gældskrise: Status

Efter den græske krise i maj aktiverede EU – især Tyskland og Frankrig - kravet om, at det offentlige underskud maksimalt må være 3%. Derefter er der vedtaget massive nedskæringsprogrammer overalt i EU. Frygten var at krisen skulle brede sig og true Euroen, og dette måtte imødegås ved at øge kreditorernes tillid til at staterne kan honorere deres lån. Finanskapitalen bryder sig ikke om store offentlige underskud, for det reducerer jo staternes betalingsevne.

Det er altså finanskapitalen, der sætter betingelserne for økonomisk politik i Europa. Alt drejer sig om at genoprette dennes tillid til landenes kreditværdighed, fx var Lars Løkke’s ultimative argument for Genopretningspakken, at det bliver alt for dyrt at låne i udlandet, hvis vi ikke reducerer underskuddet. Når der så er kommet balance og kreditten atter flyder normalt, vil opsvinget komme.

Men de massive nedskæringer vil reducere efterspørgslen markant, så Europa sænkes ned i en stagnation i en uoverskuelig årrække. Og økonomisk depression betyder ikke blot øget arbejdsløshed, men også færre offentlige skatteindtægter og større offentlige udgifter til dagpenge, altså større offentlige underskud. Så politikkens hovedsigte, nemlig at genoprette kreditorernes tillid, opnås næppe. Faktisk er den rente, som de europæiske regeringer skal betale, øget i de sidste måneder.

Irland er her skoleeksemplet.
Den Keltiske Tiger var rollemodel i Europa. Selskabsskatten blev reduceret til 10%, og kapitalen fik lov at gøre næsten som den ville. Væksten var på gennemsnitligt 7% og alle klappede i hænderne. Det blev overset, dels at meget var varm luft i ejendomsbobler, dels at den reelle vækst i høj grad skyldtes at kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet.
I 2008 faldt korthuset sammen. Derfor steg de offentlige underskud, derfor skar man ned på de offentlige udgifter, og derfor uddybedes krisen. Arbejdsløsheden steg til 14% og det offentlige underskud nærmer sig astronomiske 20%. I november 2010 var landet gået fallit, hvis det ikke havde fået hjælp fra EU og IMF. Betingelsen for hjælpen? Yderligere, drastiske nedskæringer. Ligesom Grækenland er Irland nu sat under administration af EU og IMF, har altså mistet sin økonomiske selvstændighed.

Finanskapitalen er altså en vanskelig arbejdsgiver. Hvis man ikke skærer ned, mister den tilliden og flygter, og hvis man skærer ned, flygter den lidt senere.

Hvordan er det kommet dertil? Boblerne brast i 2008, og her var mønsteret det, at de lande – nemlig Irland, Island og de baltiske lande – der havde givet kapitalen størst frihed og mindst skat, oplevede de største bobler og derfor den stejleste nedtur, en sammenhæng, som vore økonomer ikke har ulejliget sig med at reflektere over. Bankerne blev så reddet af staterne, enten med cool cash eller med statsgarantier. Dermed flyttede aben, dvs. underskuddet, fra finanskapitalen til staterne. Disse blev tømt for penge, dels fordi disse ’bail-outs’ var dyre, dels fordi den krise, som finanskapitalen havde udløst, automatisk pressede de offentlige budgetter.

Disse måneder i slutningen af efteråret 2008 og foråret 2009 var samtidig den gyldne mulighed for grundlæggende strukturreformer. Finanskapitalen var svækket og havde desperat brug for penge. Derfor kunne regeringerne have gjort de forskellige bankpakker afhængige af offentlig indflydelse på bankernes udlånspolitik. Man kunne have krævet offentlige repræsentanter i bestyrelserne, med vetoret overfor spekulation i ejendomme og værdipapirer, og med magt til at kræve at udlånene gik til produktive, måske grønne, investeringer. Man kunne altså have flyttet beslutningsmagten over samfundets investeringer fra nogle tilfældige direktører og aktionærer til demokratisk ansvarlige politikere. Disse kan tage fejl, men det vil være næsten umuligt for dem at gøre det dårlige end bankdirektørerne og fondsbestyrelserne.

Der var da også i den periode en masse snak om, at den finansielle sektor skulle reguleres skrapt, så man i fremtiden undgik spekulation og bobler, bankerne skulle betale skat på deres aktiver eller mere spekulative udlån, skattely skulle lukkes osv. Forargelsen og vreden var betydelig, men stort set intet skete i EU, bl.a. takket være et effektivt lobbyarbejde fra bankerne (derimod har USA indført en vis finansiel regulering).

Nu er det måske for sent. Finanskapitalen er kommet til hægterne og har i det sidste år skovlet penge ind, samtidig med at arbejdsløsheden vokser og nedskæringerne decimerer velfærdsstaten. Det er ikke et kønt syn at se politikerne styrte omkring i manegen i deres desperate forsøg på at gøre deres lande kreditværdige. Og det er selvfølgelig også lidt besynderligt, at brandstifteren først belønnes for gerningen og derefter forvandles til en brandmand, der formaner beboerne til at optræde ansvarligt.

For nyliberale tager sagen sig naturligvis anderledes ud. For dem er overdommerens krav en kærkommen lejlighed til at virkeliggøre programmet om at neddrosle den offentlige sektor og velfærdsstaten. Et ideologisk program, der nu sælges som den eneste politik, der er økonomisk ansvarlig.

Ingen ved hvad enden bliver. De fleste regner med at Grækenland må opgive at betale sine kreditorer i løbet af et år eller to. Portugal og Spanien klarede at låne i forrige uge, men hvor længe holder disse lande? I øvrigt leverede Kina en af den nødvendige kredit, så dette land nu ejer 20% af Spaniens gæld. Det giver goodwill i EU, - og afhængighed.

Se også tidligere artikler om den europæiske gældskrise (1 til 6) i Kritik og Kaos.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce