Den Nye Migration!

(Først en ydmyg undskyldning for ikke at have opdateret så længe - jeg har været nogle hårde tider igennem, og netop dette vil blive taget op i de kommende blogs. Dernæst en tak af hjertet til Ronan og Rasmus der har lagt liv og sjæl i at udarbejde dagens blog. - Matias)

Migrationsspørgsmålet er et af de vigtigste problemer for arbejdere i dag, men det har altid været en del af kapitalismen. I historiens løb har forskelle i løn og levestandarder mellem lande drevet millioner af arbejdere over have og grænser i jagten på et bedre liv. Krige, hungersnød og naturkatastrofer forårsager også migration, men i dette indlæg vil jeg primært behandle emnet økonomisk migration.

Migration er på én gang både global og lokal; det har dybtgående indflydelse på såvel de områder, der oplever immigration, som dem, der emigreres fra, men migration struktureres overordnet af globale tendenser i kapitalakkumulationen (dvs. folk søger mod de steder, hvor der er meget kapital).

Økonomisk migration finder generelt sted, når der sker uens udvikling mellem lande, så folk drager fra ét land til et andet i søgen efter højere lønninger. Der er dog ofte en fundamentalt voldelig proces bag dette! Implementeringen af IMF’s strukturtilpasningsprogrammer i firserne og halvfemserne oversvømmede udviklingslandenes økonomier med subsidierede landbrugsprodukter, der udkonkurrerede småbønder og tvang dem til at emigrere efter andet arbejde. Mexico er et klassisk eksempel på dette; efter NAFTA-aftalen i 1994 steg importen af subsidieret korn fra USA kraftigt, og det betød at lokale småbønder var ude af stand til at konkurrere med de lave priser på importeret korn.

Inden for EU har migration i høj grad været karakteriseret af bevægelsen af arbejdere fra tidligere Sovjetrepublikker til de rigere dele af Vesteuropa, omend der også er et betragteligt niveau af immigration fra Afrika til Sydeuropa. I Skandinavien har spørgsmålet om "østarbejdere" inspireret en tilsyneladende endeløs strøm af debat og diskussion blandt fagligt aktive og på venstrefløjen, da fagforeningerne frygter, at arbejdere fra østlandene undergraver danske arbejderes lønninger og arbejdsvilkår.

Retten til at migrere mellem EU-stater er garanteret af Schengen-aftalen, der tillader EU-borgere at bevæge sig frit imellem lande, der er medlem af EU. Denne aftale blev underskrevet i 1985 mellem Belgien, Frankrig, Vesttyskland, Holland og Luxembourg. I 1997 blev den en del af EU’s love. I dag omfatter aftalen 25 stater og over 400 millioner borgere.

Schengen giver arbejdere en betragtelig grad af frihed, men den frihed er et tveægget sværd: På den ene side tillader den EU-borgere at rejse og søge højere lønninger i udlandet, men på den anden side giver den også europæiske kapitalister adgang til billig arbejdskraft fra arbejdere, der bor i økonomier med lavere lønninger. En løn, der ville være lav for en dansk arbejder, er meget i Polen eller Tjekkiet, så arbejdere fra disse lande er klar til at acceptere lønninger vel under normen, og dette trykker nedad på danske arbejderes løn.

Dette modsætningsforhold skaber et problem; hvordan skal vi som revolutionære og antiautoritære forholde os til spørgsmålet om grænser og migration? På den ene side støtter vi arbejderklassens organiseringer og modsætter os ethvert forsøg fra herskerklassen på at angribe vores arbejdsvilkår – på den anden side kan vi ikke støtte racistiske ideologier, der splitter arbejderklassen; ej heller kan vi støtte udvidelsen af statsgrænser og politikontrol over bevægelse mellem lande.

Dette ømtålelige emne er blevet forsøgt tacklet af arbejderklassens organisationer andetsteds i mange år, og disse erfaringer kan være nyttige i vor egen kontekst. Den amerikanske arbejderbevægelse er et ekstremt eksempel på en sag, hvor arbejderklasseorganisationer forsøgte at begrænse indvandring for at bevare deres forhandlingskraft. I 1920’erne havde fagforbundet CIO held med lobbyvirksomhed for et forbud mod indvandring til USA. I samme periode nægtede den amerikanske fagføderation AFL at organisere ufaglærte, kvinder og indvandrere.

Den amerikanske fagbevægelse var altså bygget op omkring ekskluderende og indvandringskritiske ideologier. Selv om deres held med at begrænse indvandringen førte til faglige sejre i 1930’erne, så blev disse sejre vundet på bekostning af den sociale radikalisme, som systematisk blev udrenset fra fagbevægelsen op gennem kommunistforskrækkelsen i 10’erne og 20’erne og mccarthyismen i 40’erne og 50’erne. Hvis de faglige kræfter ikke havde baseret deres forhandlingskraft på kontrollen med en "amerikansk" identitet, så er det usandsynligt, at de senere så let var bukket under for socialkonservatismen.

Interessant nok viser en undersøgelse udført af sociologen Al Szymanski i 1976, at de områder i USA, hvor kløften mellem hvide og farvede arbejderes indkomst var mindst, også var de områder, hvor hvide arbejderes indkomster var de højeste i landet – dvs. at højere solidaritet mellem hvide og farvede arbejdere betød en højere løn til arbejdere af alle hudfarver.

Her i Skandinavian er mønstret med fagforeninger, der forsøger at begrænse indvandrerstrømningerne med lov og politi ved at gentage sig selv. I en artikel fra Information kunne man sidste år læse, at fagligt aktive i både Sverige og Norge fortæller, at fagforeninger ofte gør grænsepolitiets arbejde for dem ved at melde papirløse migrantarbejdere til politiet i stedet for at hjælpe dem med at organisere sig. Denne tendens betyder, at papirløse arbejdere ofte ikke har lyst til at samarbejde med fagforeninger, og det betyder igen, at det er nemmere for deres chefer at udbytte dem.

I Norge har Oslos Bygningsarbeiderforening reageret ved at love arbejdere, at de ikke vil samarbejde med politiet, og dette har gjort det muligt for dem at organisere papirløse arbejdere, der således er blevet i stand til at slås for højere lønninger. I Sverige har den anarko-syndikalistiske fagforening SAC (Sveriges Arbetares Centralorganisation) genoplivet en gammel syndikalistisk taktik kaldet "registermetoden" og har derigennem haft held med at organisere migrantarbejdere.

Registermetoden betyder, at de involverede arbejdere inden for en sektor mødes og bliver enige om en mindsteløn for dem, der arbejder i deres sektor. Hvis en arbejdsplads ikke betaler mindstelønnen, truer SAC dem med en blokade. For det meste er denne trussel nok til at garantere højere lønninger for alle arbejdere på pladsen, uden at chefen kan finde ud af, hvilke af deres medlemmer, der er med i registret.

Spørgsmålet om, hvordan fagforeninger bør reagere på migration, er først og sidst et spørgsmål om, hvilken slags fagbevægelse vi ønsker. Vil vi have en fagbevægelse, der har viet sig til at forsvare en snævert defineret gruppes interesser, eller vil vi have en bevægelse, der kæmper for alle arbejdere, uanset deres nationalitet?

Kilder for de interesserede:
Michael Schmidt & Lucien van der Walt, ’Black Flame: The Revolutionary Class Politics of Anarchism and Syndicalism’, 2009
Chris Carlsson, ’Nowtopia’, 2008
Beverly Silver, ’Forces of Labour: Workers’ Movements and Globalization since 1870’, 2003
Nina Trige Andersen, ’De passer vores børn, gør rent, bygger huse - og stiller ingen krav’, 27 februar, 2009 http://www.information.dk/183982
Mads Bruun Petersen, ’Kig til Norge kamerat!’, Trekoner Nyt nr. 3, 2009
Mikael Altemark, ’The Registry Method Explained’, http://swedishzine.wordpress.com/20...