Drømmebilleder i integreret kredsløb

Musikken spiller en stor rolle på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX. Foruden egentlige dokumentarfilm vises musikfilm i serien Visual Albums, ligesom der var en koncertrække under overskriften Audio:Visuals.

Det er ikke alle de medvirkende musikgrupper, der gør lige meget ud af det visuelle, men det er et godt initiativ fra festivalens side, at man udfordrer musikerne til at kombinere lyd og billeder.

Fra det omfattende program skal her kun nævnes enkelte highlights og enkelte flops, som der også var nogle af.

Animal Collective: ODDSAC

Animal Collective er blandt de senere års mest banebrydende musikgrupper, når det gælder om at skabe nybrud mellem kunst og pop, og mellem rocktradition og electronica. Gruppen knytter sig til et moderne psykedelisk univers, som tilsyneladende ikke accepterer fastlåste grænser og genrer, men meget kreativt inkluderer både støjflader og stærke melodier i afbalancerede helheder.

Oddsac er skabt af Animal Collective og videokunstneren Danny Perez som et samlet audielt/visuelt værk, og de har altså haft ambition om at skabe mere end en samling musikvideoer til et musikalbum.

Helt vellykket er det ikke. For så vidt har Danny Perez’ rudimentære optrin af horror og psykedelia den virkning, de skal have, men man bliver aldrig overbevist om, at musikken behøver disse billeder. Dertil kommer, at i lange stræk er den visuelle side et forløb af abstrakt flimmer, som virker mere søvndyssende end animerende, så musikken er faktisk mere medrivende uden billederne.

Musikken, der veksler mellem længere sfæriske forløb og følsom sang og pludselige støjmonolitter, formår i sig selv at skabe drømmescenarier af gru og længsel og nysgerrighed, og lydsiden gør Oddsac til den store oplevelse, den trods alt er.

Animal Collective er blandt de senere års mest banebrydende musikgrupper, når det gælder om at skabe nybrud mellem kunst og pop, og mellem rocktradition og electronica. Foto: CPH:DOX.

Josh Deacon og Tim DeWitt

Den sidste dag på CPH:DOX kunne man opleve Josh Deacon fra Animal Collective i en live koncert akkompagneret af vennen Tim DeWitt på elektronisk percussion.
Koncerten var ikke forbundet med en visuel dimension udover synet af to mennesker og deres udstyr på scenen.

Deacon spillede guitar med effekter i et integreret kredsløb med synthesizer-loops, og han sang følsomt og intenst. Musikken var en nærmest dystopisk, melankolsk længsel indhyllet i monumentale drømmescenarier. Smukt og indtagende. Man hørte mindelser om obskure bands, som for eksempel Eyeless In Gaza og This Heat, der også brød sin tids former.
Deacons solo-udtryk går i retning af tvivlrådighed, undren, nysgerrighed, sult og sorg. En indgang til mørke rum.

Deacons koncert var intim. Det intenst medlevende publikum var tætpakket omkring scenen i Statens Museum For Kunst. Der var tæt kontakt.

Animal Collective vs. Danny Perez

Det samme kan ikke siges om Animal Collective og Danny Perez’ installation Globby Bodies på samme museum. Den connecter ikke rigtig. Animal Collective og Danny Perez har omdannet tre af museets udstillingsrum til et »altomfattende univers af lyd og billeder«, hedder det i CPH:DOX’s foromtale. Værket er præsenteret som en splinterny audio- og video-installation, der opføres for første gang nogensinde, og som »åbner dørene for en tur længere ind« i kollektivets univers »end nogensinde før«.

Men ret beset lod installationen i de tre rum til at bestå af loops fra førnævnte visuelle album Oddsac, behandlet på en ny måde.

Lyd og billeder var nok stemningsskabende, men ikke så omsluttende og inddragende i et unikt univers, som der var lagt op til. For det første ville det hjælpe på resultatet, hvis den visuelle surround-projicering på fire vægge var kombineret med surround sound fra alle fire vægge, frem for simpel stereo ved den ene væg.

Derudover må lyden være lige så høj og dominerende, som lyset er skarpt og dominerende for, at man får den tilstræbte totaloplevelse. Til sidst må man nævne, at - ligesom med Oddsac - er lyd og billede ikke tilstrækkeligt integreret i Globby Bodies til at virke overbevisende. Man betragter værket udefra, selv når man står midt i det.

Beach House

Beach House spillede en udsolgt koncert i Store Vega fredag, og ifølge gruppen var det dens største indendørs koncert hidtil. Der var stopfuldt i koncertsalen, og det blev en meget intim oplevelse. Gruppens musik er meget emotionel og melankolsk, og det var et ret stille publikum, der blot stod og sugede til sig af lydens atmosfære.

Beach House er egentlig en duo fra Baltimore, Maryland, bestående af Victoria Legrand (vokal, keyboard) og Alex Scally (guitar). Men på scenen var de denne gang assisteret af en percussionist og en bassist. Beach House’s musik er meget drømmeagtig, den har rødder i både 80’er-postpunk a la Cocteau Twins og fransk filmmusik.

Kompositionerne er båret af stærke melodilinjer, og de fordrer i live-situationen, at gruppen har kontrol med lyden. Derfor var koncerten i Vega en større musikalsk oplevelse end den koncert, gruppen gav tidligere på året på Roskilde Festival.

Stadig fungerer musikken dog bedre på plade, fordi Beach House’s brug af rytmebox gør fremførelsen mere udynamisk end godt er. Men sangene vinder ved genhør, og de bedste finder man indtil videre på gruppens tredje album Teen Dream, som der også blev spillet mange sange fra denne aften.

Nico vs. Philippe Garrell

Nico-filmen La Cicatrice Interieure var af CPH:DOX præsenteret som led i serien Visual Albums, da den skulle forestille at være en visualisering af Nicos tredje album Desert Shore fra 1970. Men det er den nu ikke, selv om nogle af sangene høres på soundtracket. Instruktøren Phillippe Garrel har kultstatus i visse kredse, men denne film forklarer ikke hvorfor.

Der er tale om »klassiske« klichefyldte tableauer om »eksistensen«, uden at de formår at sige noget som helst om denne, andet, end at vi er ensomme og tomme og vandrer rundt på en øde strandbred og længes efter en kærlighed, som i virkeligheden er en uoverkommelig barriere for det levede liv.

Filmen er tung af tykke metaforer og virkelig, virkelig dårligt skuespil. Især Nicos replikbehandling og »gråd« er en pine at være vidne til.

Til gengæld er der en meget smuk, nøgen mand, der rider på en hest i mange scener, og når han står af den, går han og går og går og løber og går lidt mere.

Filmens titel La Cicatrice Interieure betyder »det indre ar«, men filmen er uden psykologisk dimension. De få medvirkende personer er symboler i en overfladisk metafor-verden, og de formidler ingen smerte, men en ulidelig forestilling om al tings meningsløshed.

At filmen er et flop skal ikke lægges CPH:DOX til last. Det er under alle omstændigheder interessant, at de har fundet dette mærkelige produkt frem af gemmerne, så et publikum kan få det at se.

Til gengæld har der været flere filmforestillinger i Visual Albums programmet, som ikke levede op til helt rimelige forventninger.

For eksempel vistes Velvet Underground filmen Exploding Plastic Inevitable uden lyd, og Residents’ annoncerede filmprogram Vileness Fats+Eskimo+Commercial Album var ikke det fremviste. I stedet for den lange Vileness Fats så man en lille video til en sekvens fra The Third Reich’n’Roll. Og Commercial Album, der består 40 sange a cirka 1 minuts varighed, var reduceret til 1 sang.

Trods disse skønhedsfejl var festivalen som helhed en overdådig præsentation af både aktuelle dokumentarfilm og historiske værker. Og den grundige præsentation af kunstnere, der arbejder med visuel musikalitet, er velkommen. Også på programmet næste år.

CPH:DOX 2010:

Animal Collective vs. Danny Perez: Oddsac (Visual Album - 80 min.) Søndag den 7/11 I Planetariet.

Animal Collective vs. Danny Perez: Globby Bodies (Adiovisuel Intallation) på Statens Museum For Kunst.

Josh Deacon & Tim DeWitt: Koncert søndag den 14/11 på Statens Museum For Kunst.

Beach House: Koncert fredag den 12/11 I Store Vega.

Nico: La Cicatrice Interieure. (Visual Album - 75 min.) Instruktør Phillippe Garrel. Tirsdag den 9/11 I Cinemateket.