»Vi skal jo allesammen dø, så hvorfor alle de her åndssvage forsøg på at føle sig specielt superior?« spørger den engelske performanceartist, David Hoyle, iført højhælede sko, tyksmurt punklæbestift og gennemsigtigt plastikregnslag.
Bag mig hamrer en desperat knytnæve på den låste dør ind til performancesalen. Det er min ledsager til NO BURLESQUE festen, som er kommet 5 minutter for sent iført sit »semi-ClockWorkOrange-kostyme«. Jeg kigger bedende op på dørkvinden. Luk ham nu bare ind!
»Jeg bryder mig egentlig ikke om det her performance set up, altså publikum foran en scene!« siger David.
Knytnæveslagene forstummer, da min ledsager bliver lukket ind. Hans falske øjenvipper er gået løse i støvregnen udenfor.
»Hey, jeg troede, jeg var den eneste, der kun var sådan lidt semi-udklædt«, hvisker han og kigger med en blanding af skuffelse og lettelse rundt omkring på publikum. Jeg selv har iført mig noget unisex-sølvtøj a la Bowie, det var så nemt at smutte i. Men han har ret. Det trækker lidt ned, at de fleste NO BURLESQUE gæster er i deres casual kluns. Måske har de bare taget det her med NO alvorligt, og vi udklædte har misforstået det hele.

David Hoyle har også ret i, at det er lidt for kedeligt, det her med publikum foran scenen. Man føler sig sådan lidt passivt observerende.
Warehouse9 har et handicap mht. størrelse og form af rum. Festivalen er arrangeret således, at man drikker og danser i barrummet. To gange i løbet af en times tid bliver der leveret et performanceshow i teatersalen ved siden af. Der lukkes og låses, og man er lost, hvis man er sen på den eller ude og flagre sådan lidt burlesque rundt.

Pigen i det fine cabaret liveband synger Girl From Ipanema til transdivaen Ramona Machos bananmos indgnidning og efterfølgende glidning på scenen. Ramona har denne aften udvidet ordforrådet hos os alle, som måske er offbeat med det nye porn-slang.
Man er altså en ”MILF”, en ”mother-I-like-to-fuck”, hvis man er kvinde over de 30 med barn, og fuckable, eller nu som her, er transdiva med et forhold til en meget yngre mand. Hmmm..ok.. Hellere ”milf” end ”smølf”!
Showet klappes til ende, og nu skal der drikkes absinth og danses. Vi er her for at surfe med på burlesque bølgen, som stadig vælter ind over os fra det store udenlandske varme hav. Og det forstås.
Vi er nemlig stadig uendeligt trætte af de gængse kønsklicheér, poledansende siliconestruttende afblegede pornoindustrislaver, anoreksimodeller og illusionen om det perfekte liv, det perfekte job, det perfekte land, det perfekte køn, det perfekte look, den perfekte orgasme, den perfekte død.
Vi vil være »body positive«, vi vil hylde vores naturlige skøn- og skævheder, vi vil lege med gevandter, kønsdele, hud og hår og grine af det hele og hinanden.
Hey, så sker der noget, sådan halvvejs inde i natten, ind i baren, træder tre meget store kæmper i fantastiske udklædninger. En Faust, en Medusa og en tandudslået fyr med en alien stikkende ud fra maven. Der bliver kigget og beundret og suget inspiration til næste fest.
Øj, hvor rart med nogle, der tør eksperimentere. Og slip nu forestillingen om det perfekte burlesque kostume. Giv los! Freak out! Hvad er overhovedet sexet? latex eller vortex, lak eller øko-uld? Hvad med fez? Fez er da frækt! Det behøver ikke kun at være mænd i uniform og damer i korsetter, slip bare fantasien endnu mere løs, smadr rammerne, spred dem og saml dem på ny.
Vi danser først lidt modvilligt til Yoko Onos Kiss Kiss Kiss, men hey! fuck nu alle de teenage-dogmer om »rigtig og forkert musiksmag«, change’n er her sguda nu og her for at orme rundt med arme og ben.
Og lidt efter lidt spreder løssluppenheden sig som en steppebrand. Folk står på bordene og danser og kysser, og der danses helt nye danse såsom »Glue-Goat-a-Gogo«, eller »Sexy Milf Tit Trance Dance«.
NO BURLESQUE fest i WAREHOUSE9, den 30. oktober, i Kødbyen, København
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96