Darfurnica - et pimpet folkemord

For en uge siden satte jeg sidste penselstrøg på Darfurnica efter 14 måneders arbejde. Darfurnica er en moderne version af Picassos Guernica og andet akt i mit Simple Living-eventyr. Det har været noget af en marathon, eftersom oliemaleriet er i samme størrelse som originalen, 349 x 776 cm, men historien er så vigtig, at den må fortælles, koste hvad det vil.

Tabloidhistorier vs folkemordet i Darfur

Darfurnica er et værk baseret på de vigende grænser mellem underholdning og “rigtige” nyheder i medierne.

Gennem de sidste 15 – 20 år er emner, der tidligere blev anset for at være tabloidhistorier, nu fuldt accepteret som forsidestof af selv de mest respekterede aviser: Paris Hilton skal i fængsel i 4 dage! Den første Big Brother deltager har fået kræft! Britney Spears har barberet sig skaldet!
“Nyheder” som disse når et gigantisk publikum i vesten med lynets hast, mens de stjæler plads fra andre – vigtigere – emner som f.eks. folkemordet i Darfur eller andre humanitære katastrofer.

Kunstneren Nadia Plesner

Mit eget engagement i Darfur begyndte ved lidt af et tilfælde. Efter en voldsom trafikulykke i starten af 2007 var jeg bundet til sengen i flere måneder og havde mere tid end normalt til at læse aviser. I en hollandsk avis bemærkede jeg en dag, at der var en 4 liniers update omkring Darfur, samtidig med at Paris Hiltons fængselsdrama havde fået en hel side.

Prioriteringen var jo sådan set ikke ny på det tidspunkt, men det var første gang det slog MIG, at jeg som nyhedsbruger i vesten kunne være sikker på at være up to date med Hollywooddramaer, men selv skulle researche mig frem til alvorlige politiske situationer i verden. Et helt folk er ved at blive udryddet i Sudan, men alligevel er det Paris Hilton, der får forsiden. Det er både respektløst og uacceptabelt.

Har showbusiness udryddet sund fornuft?

Simple Living, 1 akt - Darfur t-shirts

Min nye indsigt resulterede i to ting: Jeg bestilte bogen Not On Our Watch af Don Cheadle for at lære mere om situationen i Darfur, samtidig med at jeg gik igang med at skitsere et værk, der skulle påpege min forundring/forargelse.

Resultatet blev den nu berømte Simple Living-tegning af et Darfurbarn med en moderigtig tæppetisser på den ene arm og en stor designertaske på den anden. Værket blev til ud fra en teori om, at drengen ville få meget mere opmærksomhed hvis han var “pimpet” som Paris Hilton. Jeg fik tegningen trykt på t-shirts og satte dem til salg via min hjemmeside for at samle penge ind til hjælpeorganisationen "Divest for Darfur".

Da modehuset Louis Vuitton sagsøgte mig for flere millioner pga. tasken på min tegning, fik kampagnen voldsomt meget opmærksomhed over hele verden. Pludselig blev Darfur nævnt i utallige artikler, og salget af Simple Living t-shirtsene eksploderede.

Som kunstner må jeg konstatere, at vi er nået til et punkt i vores forbrugersamfund, hvor ophavsrettigheder trumfer menneskerettigheder. Og alle vores hurtige informationsmotorveje, der ellers ville kunne bruges i en god sags tjeneste, er i stedet fyldt op med underholdning og reklame.

Not on Our Watch bekræfter tendensen. Hvert år bruger de tre amerikanske nyhedsstationer ABC, CBS og NBC ca. 25.000 minutter på aftennyheder. I 2004, da folkemordet i Darfur var på sit højeste, brugte de sammenlagt 26 minutter på at dække historien. Året efter, i juni 2005, bragte NBC fem indslag om Darfur. Samme måned bragte NBC og CBS over trehundrede(!) indslag om Tom Cruises nye kæresteforhold med skuespillerinden Katie Holmes.

Desværre måtte jeg i sidste ende stoppe t-shirtsalget, da jeg ikke havde ressourcer til alene at tage kampen op mod Louis Vuittons hær af advokater. En kamp, som anslået ville kunne vare 10 år og minimum koste et millionbeløb, hvorefter kampagnen langsomt døde ud. Jeg forsøgte at få de samme medier til at følge op på Darfur med en ny Simple Living-kampagne, men flere journalister sagde direkte: Hvis vi ikke kan nævne LV eller Paris Hilton mere, er der ingen historie.

Kvinderne fra Darfur

Efter den nedslående tilbagemelding fra pressen arrangerede jeg en event i Galerie Taiss i Paris, hvor jeg sammen med en gruppe kvindelige flygtninge fra Darfur, alle iført Paris Hilton-masker, malede en kæmpe taskeskulptur, Darfuitton.

Denne happening fyldte galleriet med franske journalister, og efter vores show fik kvinderne mulighed for at fortælle deres historier til diverse medier. Det var en fantastisk oplevelse at møde og tale med dem og få deres egne versioner af de uhyrligheder, jeg indtil da kun havde læst om. En af kvinderne var gift med en af oprørslederne fra Darfur, og hun fortalte mig, hvordan de fleste hospitaler var blevet bombet i småstykker, og at de få, der stod tilbage, ikke havde tilstrækkelig kapacitet til at behandle de mange patienter.

Hospitalsudstyr til Darfur

Mødet med kvinderne fra Darfur inspirerede mig til at gå igang med at samle brugt hospitalsudstyr ind i Danmark for at sende det videre til Darfur, og i november 2009 forlod den første 40’ container Danmark.

Men selv med massiv hjælp fra både Mærsk Line, Mellemfolkeligt Samvirke samt den modtagende nødhjælpsorganisation i Darfur er det i skrivende stund ikke lykkedes at få udstyret igennem Port Sudan. Det meste af kommunikationen fra Sudans side er foregået i mørkeblå caps lock og udover at true med enten at brænde udstyret eller at konfiskere det, har de holdt containeren som gidsel i 8 måneder, hvor de samtidig har inkasseret høje summer i havneafgifter.

Det er frustrerende og tragisk, at hjælpen ikke er nået frem endnu, men vi giver ikke op, og så sent som i sidste uge har jeg fået kontakt til en FN-medarbejder i Sudan, der måske kan hjælpe os på vej.

Livet i flygtningelejre

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at befolkningen i Darfur har haft akut brug for verdens opmærksomhed, siden folkemordet startede i 2003. I dette øjeblik er der stadig omkring 4,9 millioner mennesker, som er fordrevet fra deres hjem og lever under helt umenneskelige forhold i flygtningelejre.

Da mændene risikerer at blive slået ihjel, hvis de bevæger sig udenfor lejrene, står kvinderne for den daglige indsamling af brænde, som så medfører brutale voldtægter istedet. Nogen vil muligvis mene, at det er bedre at blive voldtaget end at blive slået ihjel, men på et kontinent, hvor skylden for et sådant overgreb altid vil falde på kvinden, risikerer hun efter overgrebet af blive forstødt af sin egen familie og udstødt af klanen.

Selvom den internationale krigsforbryderdomstol har udstedt to arrestordrer på Sudans præsident, Omar al-Bashir, har det endnu ikke haft nogen konsekvenser.

Journalisten Lubna Ahmad Al-Hussein beskriver i sin bog 40 Piskeslag, hvordan præsidenten endda fejrede den første arrestordre imod ham ved at danse en offentlig sejrsdans, selvom dans principielt er forbudt i Sudan. Efterfølgende smed han 13 forskellige hjælpeorganisationer ud af landet, så de få efterladte nu kæmper en helt umulig kamp.

Den sudanesiske regerings kreativitet er imponerende, når det kommer til deres store udryddelsesplan. For eksempel indkøbte de russiske bombefly, som blev malet hvide med FN-logoer, før de fløj ind over små landsbyer og bombede alt til ukendelighed. Man kan dårligt forestille sig hvor uhyggeligt det må være at stå i sådan en landsby og se “hjælpen” komme flyvende, kun for at opdage, at det i virkeligheden er død og ødelæggelse i form af et bombefly.

Simple Living, 2. akt - Darfurnica

Lidelserne ved, at vi lader stå til overfor grusomhederne i Darfur, er efter min mening helt urimelige og overstiger langt, hvad det internationale samfund kan tillade sig at vende det blinde øje til.

Derfor har jeg malet Darfurnica. Et værk, som både i størrelse og tema forholder sig til de uhyrligheder, der foregår i Sudan.

Nadia Plesner: "Darfurnica" (2010)

Jeg har besluttet, at jeg hverken som menneske eller som kunstner vil finde mig i, at et folkemord skubbes i baggrunden til fordel for gossip. Opmærksomhed er første skridt på vejen til at få hjælpen frem til Darfur.
Så nu har jeg malet mit værk så sentationelt, jeg kunne – i håb om, at det kan medvirke til at skabe opmærksomhed om tragedien i Darfur.

Når jeg fortæller folk, at jeg stadig arbejder med Darfur i min kunst, spørger de: Er den konflikt ikke slut for længe siden? Til gengæld er de helt opdaterede med hensyn til Tiger Woods’ seneste eskapader.

Darfurnica er en blanding af alt, hvad jeg har lært om Darfur, efter jeg selv begyndte at researche, blandet sammen med de “glossy” historier, der har fået ekstremt megen medieopmærksomhed i samme periode.

Når vi bliver præsenteret for de samme billeder og personer igen og igen, ender det til sidste med, at vi tror, de er vigtige. Dette er efter min mening essensen i Paris Hiltons succes. Den samme taktik må kunne bruges om mere vigtige emner, og derfor håber jeg på, at min egen vedholdenhed omkring Darfur i sidste ende vil inspirere mine medmennesker i vesten til at være mere kritiske over for den prioritering, vi ser i pressen.

Picassos Guernica viser en scene fuld af død, vold, brutalitet, lidelse og hjælpeløshed, uden dog at portrættere den umiddelbare årsag til dette. De sort-hvide farver og intensiteten i billedet skal lede tankerne hen på avisbilleder.

Nu er tiden og mediebilledet en anden, hvilket har jeg prøvet at bringe videre i Darfurnica ved at fortælle min historie om, hvordan jeg oplever det at læse nyheder i dag: Et virvar af farver, reklamer, underholdning og tragiske fortællinger i en stor pærevælling, hvor selv de mest horrible billeder preller af, fordi de drukner i støj.

"All opinion is transient, only the work of art remains", sagde Man Ray.
Med de ord vil jeg slutte af og lade Darfurnica tale for sig selv.

For mere info: www.nadiaplesner.com
Simple Living 2 t-shirten kan bestilles via: www.nadiaplesnerfoundation.org
Overskuddet går ubeskåret til afsendelse af hospitalsudstyr til Darfur.

Essayet har tidligere været bragt i Frederiksberg Lokalavisen.