»Soldat, jeg elsker dig!«

I Israel er man vant til samfundskritisk kunst og politisk engagerede kunstnere. For tiden drejer en del af kulturdebatten sig fx om 23 bidrag til en hadekampagne imod landets højreekstremistiske udenrigsminister, Avigdor Lieberman.

Fuldt så engageret, men knap så barsk gås der til værks, når det temmelig nyåbnede Moderna Museet Malmö præsenterer den israelske videoinstallationskunstner Yael Bartana i form af udstillingen ’And Europe will be stunned’, der krydser fantasi og virkelighed og kombinerer tider, steder og tildragelser i jødisk og israelsk eksistens.

Bartana bor i Tel Aviv og har udstillet i både Israel, Europa, USA, Australien og Japan; hun har vundet adskillige priser og stipendier, og i 2003 havde hun et arbejdsstipendium til Rooseum i Malmø, det nuværende Moderna Museet.

’Soldat, jeg elsker dig!’

Skrig, råb og mange stemmer gør krav på min opmærksomhed, allerede da jeg træder indenfor i en mærkeligt fattig biografforhal, som påminder om noget fra forne tiders Østeuropa. Larmen kommer fra et tilstødende rum, som jeg ikke kan se. På en væg i forhallen fremgår det, at der spilles en række forskellige film herinde. Da jeg vender mig bort fra væggen, lyser et neonskilt imod mig: ’And Europe will be stunned’.

Fiktion eller dokumentar?

Nysgerrigheden driver mig ind i mørket og biograflarmen. Først er det kaos. Skrigene kommer fra en slåskamp i en ellers dårende skøn egn. En gruppe mennesker forsøger at splitte en anden gruppe og slæbe dens medlemmer bort. Vilde forsvarsspark og forbandelser. Det må være demonstranter. Med ét råber en af dem: ’Soldat, jeg elsker dig!’ Det er løjerligt, men nøjagtigt i det øjeblik bliver jeg klar over, hvad det er, jeg ser: Dette er en virkelig – eller muligvis skuespillerfremstillet – israelsk bosættelse, som er under opløsning af unge, israelske militærfolk. Den absurde replik skyldes den omstændighed, at bosætteren jo ser soldaten som sin allierede, uanset at de i situationen bogstaveligt talt trækker i hver sin retning.

Yael Bartana: Wild Seeds (2005). Pressefoto

Bartanas drillende tvetydighed

Men jeg tager fejl. Eller det gør jeg egentlig ikke? Jo, det gør jeg. Udstyret som jeg er med en pædagogisk audioguide, griber jeg til den autoriserede forklaring. Eftersom jeg er ankommet midt i filmsekvensen, er jeg gået glip af den oprømte, livfulde indledning. Dette er en leg! En gruppe israelske venstreaktivister leger Evakueringen af Gilead, en parodi på sammenstød mellem okkupanter og militær. Aktivisterne anvender eder og vendinger fra autentiske situationer, men deres forsvarsmetode består i den låste sammenfletning af kroppe, som er karakteristisk for vore dages demonstranter. På den måde viser de, hvem de i virkeligheden er. Audioguiden bidrager med den tillægsviden, at mange af de israelske bosættere, som har set Yael Bartanas minifilm, opfatter demonstranterne som solidariske. Til trods for at de har set filmen i fuld længde, har heller ikke de opfanget elementerne af latterliggørelse.

Allerede i udstillingens andet rum – ud af i alt symbolske syv, skal det vise sig – dæmrer det for mig, hvad det særlige ved denne israelskfødte og – uddannede videoinstallationskunstner er. Fyrreårige Yael Bartana er en i høj grad politisk kunstner, som dog ikke skærer sine holdninger mere ud i pap, end at hendes publikum selv kommer på arbejde. Hun ikke alene driller beskueren, som tror at have fattet pointen i form af den almindeligt forekommende opposition imod regering og establishment. Hun anvender beskuerens egen position i forhold til emnet i sin alvorlige leg med tve- eller flertydigheder.

Oliventræet er da et fredssymbol!

På vej ind i endnu et rum opdager jeg, at interiøret ikke længere er en rigtig biograf. Rummene har mere karakter af værelser i en hastigt opført bygning.

Med faste åretag ror en mand ud mod en lille øde ø, hvorpå nogen har plantet det israelske flag. I båden medbringer han et oliventræ, og ankommet til øen ruller han flaget sammen for i stedet at plante træet, hvor det stod. Audioguiden gør mig bekendt med, at øen ligger ud for Jaffas havn, hvorfra palæstinensere flygtede, da den jødiske stat blev oprettet.

Yael Bartana: A Declaration (2006). Pressefoto

Hm, lidt for nemt, tænker jeg. Lidt vel overtydeligt. Oliventræet er alment kendt som fredssymbol. Oprindelsen findes i fortællingen om Noah, der reddede alle levende væsner fra syndfloden, og som prøvende sendte en due ud for at undersøge, hvornår der atter var til at leve normalt på Jorden, og Guds vrede var ophørt. Da duen returnerer med en kvist fra et oliventræ, ved Noah, at hans handling har sonet menneskenes fortræd.

Manden i robåden er en moderne Noah, som bidrager det lidt, han i vore dages langt mere komplicerede verden er i stand til. Men vent! Som den retskafne jøde, han formentlig skal forestille i filmen, er han også på det rene med, at oliventræet er et af netop hans kulturs fremmeste, religiøse symboler, idet bibelfortællingens budskab om, at verden på ny er i ro, i jødisk sammenhæng fortolkes som Guds forsoning med sit folk. I virkeligheden udskifter filmens Noah blot det israelske flags davidsstjerne med den jødiske bibels oliventræ.

Rum i et faldefærdigt hus

Hvad er det for en provisorisk barak, der danner ramme om udstillingens film? Et bosætterhus? En kibbutz- eller en koncentrationslejrbygning? En militærnedrevet, palæstinensisk bolig, som er hurtigt og dårligt genopført? Eller de første jødiske pionerers tag over hovedet? Ja! På varierende vis er alt dette indbefattet i denne mærkelige, gode udstilling.

Men barakken er også en metafor for en statsdannelse eller bygningen af en nation. På hver side af en væg vises fx film om opførelsen af en bygning. Lydsporet er det samme, men den ene film er en zionistisk propagandafilm fra 1935 om jødiske pionerer i Palæstina. Byggematerialernes mekaniske overførsel fra mand til mand under massive anstrengelser forvandler sig næsten uvægerligt for det indre øje til billeder af det tvangsarbejde, som samme generations jøder få år senere dør af.

Den anden film er Yael Bartanas egen produktion om en flok udenlandske aktivister, som sammen med palæstinensere og israelske venstreaktivister demonstrativt genrejser et palæstinensisk hus, som er blevet smadret af israelsk militær. Afspilningen af filmene i et fælles rum gør dem gensidigt afhængige; opbygger man hensynsløst sit eget, synes Bartana at sige, kommer man før og/eller siden til at trampe en andens hus ned – hvorefter man i stadig større modstrid med sine rettigheder bygger videre på sit eget hus.

Det afsluttende rum – der er tale om en endevæg! – bringer os ud i den ubetingede fiktion. Her vises filmen om rejsningen af den første kibbutz i Polen. Det jødiske samfund har besat området omkring monumentet over Warszawas ghetto, og vi følger sideløbende pionerernes polskundervisning – for de har skam tænkt sig med tiden at blive integrerede i majoritetsbefolkningen – og den kun et døgn lange sammentømring af beskyttelsesmure og vagttårne, som de i sagens natur må foretage fra indersiden. Derved får de entusiastiske unge mennesker efterhånden muret sig selv inde! Kibbutzens geografiske placering skærper naturligvis tanken om en selvforskyldt kz-lejr.

Udfordring – ikke provokation

Mangetydige symboler og rig udfoldelsesmulighed for associationerne er kendetegnende for Bartanas film: En ørn afsøger terrænet højt under den mellemøstlige himmel, og afhængigt af hvem betragteren er, bliver den et billede på frihed eller fare; et andet sted i udstillingen deler ørnen flagdug med det israelske nationalflag, hvor den således kan tolkes ind i endnu en situation.

Intentionen er at udfordre det israelske samfund til refleksion. Ved blot og bar provokation ville Bartana sjældent opnå andet en størknet modstand uden meget tænkning. Ved at inkorporere den til alle tider eksisterende antisemitisme i fortællingen om kolonialismen undgår hun at lukke af for dialogen. Hun medgiver, at der eksisterer en konstant og reel jødeaversion sideløbende med den politiske antizionisme. Parallelt med den samtale, hun fører med sit eget etniske bagland, tvinger hun alskens andre beskuere, som måtte befinde sig langt fra hendes mellemøstlige heksekedel og i et ganske andet meningsfelt, til at diskutere på et grundlag af mere flydende, mindre sort/hvide elementer.

Kan Europa overhovedet forbavses?

Med en forestillet fremtid i Polen er den ring sluttet, som indledes med den fattige, neonbelyste forhal, der signalerer østeuropæisk fortid. Udstillingens titel er taget fra ideen om jødernes gyldne fremtid i Polen. Afsættet for Warszawa-kibbutzen er et fremstød, der skal hverve jøder til en art retfærdighedsudjævning jøder og polakker imellem. For en umiddelbar betragtning fremstår tanken om jøders genbosættelse i den gamle, østjødiske verden både rimelig og forsonlig uden at blive tilgivende.

På en sportsarena holder en ung, polsk mand en ilter og retorisk flot tale om den stigende fremmedfjendskhed i hans fædreland og om, hvordan 3 millioner jøder vil kunne ændre livet for 40 millioner polakker. Talen er en invitation til jøderne om at vende tilbage. Det er angiveligt over denne præstation, at Europa skal slås af forbavselse. Kameraet panorerer hen over sportsareal og lægter, som kun opviser en gruppe spejderklædte unge, der har udfærdiget kampagneslogans i græsset. Interessen for genforening og forsoning parterne imellem synes altså at være nærmest ikke-eksisterende.

Filmen indeholder elementer med adskillige konnotationer. Ordet ’jøder’ malet på plænen giver mindelser om nazisternes skrift på husmure, ligesom at agitationstalen og spejderne uvægerligt binder tanken til den demagogiske leder med sit afrettede ungdomsforbund. Enkelte klip spejler nazifilminstruktøren Leni Riefenstahls tilsvarende forherligende sekvenser i film om Det Tredje Rige og ikke mindst Olympia-filmen fra 1938. Desuden oplyser audioguiden beredvilligt, at åstedet er Olympia Stadion i Warszawa, som var kulissen for de store statsceremonier under kommunismen.

Yael Bartana: Mur i Wieza (2009). Pressefoto

Forholdt det sig nu således, at Yael Bartanas lille kampagnegruppe faktisk befordrede en forsoning og animerede til ophør af etniske og andre mentale grænsedragninger, kunne Europa måske stadig forbavses, men som det viser sig i kibbutz-filmen, trækker ideologien i realiseret form spor direkte tilbage til det, den gør op med. Warszawa-kibbutzen fremmaner såvel nazisme som Palæstina-konflikt. Men kun i en særligt vinklet optik. Bartana har nemlig skabt en situation, hvor beskuere af forskellig observans meget vel kan se forskellige scenarier, og denne mulighed for individuelt flytbar tolkning er både en styrke og en svaghed. Er man hildet i kibbutznikkernes begejstring, er det faktisk muligt at se forbi ironien og opleve en succes i anmarch i stedet for det mislykkede projekt, der end ikke i sin kuldsejling giver anledning til forbavselse. Dertil ligner det fortidige ’byggeprojekter’ for påfaldende. Alligevel er der noget foruroligende i udstillingens titel, for tænk nu, hvis …

Ved at lade linjerne imellem de dokumentariske og de fiktive dele af udstillingen – og der er flere af begge slags, end jeg har beskrevet her – være elegant flydende, opnår Bartana bl.a. en forstærkning af den uvished, titlen rummer. Vi kan ikke vide, om endnu et paranoidt, isoleret folkefællesskab på okkuperet grund er en eftertænksomhedsjoke eller et muligt fremtidigt faktum. Det kan jo ske, at Europa stadig kan lamslås.

’And Europe will be stunned’ vises på Moderna Museet Malmö indtil den 19. september 2010. Museet har åbent tirs., tors.-søn. kl. 11-18, ons, kl.11-21. Billetter koster 50 SEK, fri entre t.o.m. 18 år. Udstillingen tilbyder en gratis medfølgende audioguide, som varmt anbefales, fordi den ’nøgne’ udstilling ellers kræver en del forkundskaber.