Venstrefløjens politiske økonomi i krisens anden fase

Den finansielle og økonomiske krise har ikke gavnet venstrefløjen synderligt. Danmarks politiske landskab udmærker sig stadig ved bevægelser mellem en socialdemokratisk midte og en højreregering, der foregøgler fremskridt på velfærdsområdet og reelt foretager nedskæringer. Med en variant på det såkaldte ’værdiområde’, hvor S og SF nærmer sig regeringen og DF, og Enhedslisten og De radikale holder flanken.

I USA har Obama absorberet de progressive kræfter, men som komikeren Bill Maher sagde i sin ugentlige monolog (19. juni 2009): »We have a center right party, and a crazy party. Democrats have moved to the right, and the right has moved into a mental hospital«.

En af grundene til venstrefløjens mangel på synlighed er, at den fattes midler, men endnu mere, at den savner adgang til de etablerede medier, der godt nok er i krise, men som opretholder et meningsduopol.

Herhjemme holder Tøger Seidenfaden et slør af »mig mod dem« op for sig, og heller ikke Tøger kan få øje på venstrefløjen. Han er vel også fanget i en kommerciel logik, der lever af livsstil og ikke livssyn, selvom Politikens spalter er fyldt med religionsdiskussioner og påpegning af, at den danske monokultur er et postulat med DF som virtuelle pesticider.

Når det kommer til økonomiske analyser, er en ny videnskab opstået: hvem siger hvad, hvornår og hvorfor. Hvad skjuler finansfolkene? At de giver negative nyheder en positiv drejning, er ikke så svært at gennemskue, men det er da godt at få en autoritativ version af, hvad Danske Banks direktør Peter Straarup virkelig mener.

Information går lidt mere til benet, og tak for det.

Bortset fra journalistiske spinguides drages den ’økonomiske sagkundskab’ frem. Man skulle ellers tro den var miskrediteret, men danske økonomer har gået i samme skole og står last og brast med, hvad de med møje har lært. I f.eks. Financial Times finder man i det mindste et ønske om gentænkning.

Krisen i Euroland

Den første krise startede i 2007 for alvor, men først i september 2008 kom den store bank- og finanskrise, der førte til pengeudpumpning og skattefinansierede redningspakker af banker og finansinstitutioner overalt i den vestlige verden. Dollaren faldt, fordi krisen udgik fra USA.

I begyndelsen gik det relativt godt med redningen af bankerne i Euroland. Godt nok blev det klart, at bankerne havde strakt deres blækspruttearme ud over langt flere lande, end de nationalstatslige redninger kunne dække. Mangel på fælles bank- og kapitalmarkedsregler i EU blev så småt erkendt som et problem.

Men euroen var jo kommet til med Den europæiske Centralbank (ECB) som garant. Ved indførslen af euroen blev eurolandene pålagt nogle arbitrære finanspolitiske konvergenskriterier for budgetunderskud på under 3 procent af bruttonationalproduktet (BNP) og en offentlig gældsætning på under 60 procent af BNP.

Pengepolitikken ville ECB tage sig af. Mandatet var at holde inflationen under 2 procent Renten blev ens og relativt lav, thi hvad skal ECB med en høj rente, når den ikke selv har nogen gæld? (Hvis man selv skylder penge bort, må man selvfølgelig låne ud til en endnu højere rente. Men har man ingen gældsforpligtelser, går renteindtægter lige i kassen, og renten kan være meget lav. USA har kunnet holde en lav rente, fordi Kina (for nu at sige det kort) har accepteret, at det ikke skulle have særlig høje renter på US Treasury Bills, som det har puttet sine dollars i. Så USAs og ECBs lave rente har forskellig årsag).

Økonomer så euroen som den store udligner, hvorimod den er blevet den store spreder. Euroen kombinerede en fælles pengerente med, at statsgæld forblev landenes eget ansvar. Den lave pengerente muliggjorde en eksplosiv gældsættelse. Da priserne steg med et big bang ved eurointroduktionen, og de især i syd blev ved med at stige på grund af lav produktivitsudvikling, blev realrenten (den nominelle rente minus prisudviklingen) lavere mod syd end i nord.

På bedste monetaristisk vis var kapitalmarkedet ikke tænkt med ind i eurosamarbejdet. Eurofædrene havde ikke forudset, at lån kunne optages til lav realrente i syd og investeres som kapital i områder med det højeste afkast, og det var ikke nødvendigvis i Europa.

Finanskapitalen søgte til USA og UK, mens ’realinvesteringer’ gik mod øst eller måske nord. Man overlod faktisk USA rollen som verdens investor, og i Kina og Indien, der blev dens respektive. industricentrum og serviceleverandør, var profitten højest.

En dødelig cocktail for PIGS-landene (Portugal, Italien, Grækenland og Spanien).

Spanien oplevede et byggeboom, der afhang af, at folk i nord havde penge nok til at flokkes om de sydlige strande. Da krisen bredte sig fra USA til hele verden, var PIGS-landene forgældede og havde allerede høj arbejdsløshed. Turistbesøgstallet faldt i Grækenland med 40 procent, indtægterne med 10 procent i 2009.

I 2009 begyndte renten at differentiere sig mellem obligationer udstedt af forskellige eurolande. Grækenland måtte lide under et betydeligt rentespænd. Som i alle finanskriser var der en hidtil godt skjult pengepusher.

Den opfindsomme amerikanske investeringsbank, Goldman Sachs, havde ved overgangen til euro hjulpet Grækenland til at udstede gæld i dollars og yen mod euroer ved hjælp af swapaftaler. Grækenland fik et ekstra provenu på en milliard dollars på den korte bane, fordi historiske kurser blev brugt, i tilgift til lånene på 10 mia. dollars (tallene her er fra »How Goldman Sachs helped Greece to Mask Its True Debt« af Beat Balzli, 8. feb. 2010, http://www.spiegel.de/international....)

Det hjalp til at dække budgetunderskuddet, og gælden behøvede ikke indgå i det officielle regnskab over for euromyndighederne. For den indsats fik Goldman et solidt honorar. Men gælden skal indfries igen, og oven i købet ’solgte’ Goldman gælden til en græsk bank i 2005. Omkring 53 mia. af Grækenlands 300 mia. (2.200 mia. kr.) eurogæld forfalder i år.

At den græske regering ikke kunne holde budgetterne, skyldes ikke kun uduelighed, men kravene i forbindelse med at tilhøre de riges klub plus en dyr olympiade i 2004. I øvrigt blev underskuddet først for alvor byrdefuldt, efter at skattemyndighederne var blevet svækket af den konservative Karamanlis-regering i 2007.

Grækenlands problemer med en desperat ungdom, der lider under indskrænkninger på uddannelsesområdet og udsigt til arbejdsløshed, brød ud i lys lue i slutningen af 2008, et stykke tid før den græske krise.

Denne krise er ikke kun Grækenlands, men også euroens.

I begyndelsen af 2010 fik euroen en nedtur ved hjælp af spekulativ flugt til dollaren. Euroen faldt, og det rentespænd, som Grækenland skal betale på nyudstedte obligationer, blev drevet i vejret.

Igen var Goldman Sachs med helt fremme. Det internationale kreditvurderingsbureau Moody’s gjorde ondt værre ved at give både græske private banker og statsgæld ’junk’ status, og den slags er ikke kun nationale anliggender.

Tyskland udviste først en uklædelig modvilje mod at booste euroen med en buffer, der kan tilflyde svage lande. Logisk set burde euroen have sådanne foranstaltninger for at blive en rigtig valuta.

I moderne tid er enhver valuta skabt omkring offentlig gæld, der er en form for frivillig overførsel af merværdi til staten, og hvis rente spiller sammen med markedsrenten. ECB nøjes med at holde auktioner over sine penge, hvor enten renten eller mængden er fastlagt, og partnerbanker byder ind. Altså en blot og bar måde at finde et pengeudtryk for værdiskabelsen, kunne man sige inspireret af Karl Marx.

I begyndelsen af maj annoncerede de store eurolande og IMF en redningspakke på € 110 mia. til Grækenland. Den er belagt med betingelser, der til forveksling ligner de klassiske Washington Consensus forskrifter: reducer budgetunderskuddet ved at skære ned på offentligt ansatte og lønninger osv. osv.

Men ud over afskaffelsen af hysteriske kreditvurderinger har Grækenland brug for en økonomi, der kan producere og sælge, for pakken er blot en måde at nedsætte lånerenten på, ikke gældseftergivelse. Samtidig vedtog EU og IMF en Europæisk Stabiliseringsmekanisme på € 750 milliarder i alt til at hjælpe EU-lande i nød.

Grækenland har klassiske strukturproblemer. Befolkningen søger mod Athen, 4 millioner i Storathen ud af 11 millioner indbyggere i hele landet, der er mangel på udviklingsmuligheder i yderzonerne og en dyr infrastruktur i forhold til befolkningstallet.

Tobaksindustrien er for nedadgående, skibe kan søge ly under bekvemmelighedsflag og græske rigmænds penge investeres i Londons ejendomsmarked. Turisme er en essentiel sektor, men er svær at styre arbejdskraftsmæssigt og har få dynamiske effekter. Grækenland vedligeholder en del af verdens kulturskatte.

Så før man kaster sig ud i nemme udsagn om dovne og forkælede grækere (som bl.a. statskundskabsprofessor Marlene Wind i DR2 Deadline den 27.4.2010) bør andre forklaringer udtømmes.

En lærestreg er, at under kapitalismen er der ingen konvergens. Prøver man at udligne et sted, buler uensartetheden ud et andet sted. Om ikke andet kan finanssektoren finde alle svagheder i armaturen.

Nærmest komisk er det, at problemet på det sidste ikke har været inflation i den nordlige del af EU, men deflation.

Eurofædrene har opdaget, at inflationen helst heller ikke skal være for langt under 2 procent. To procent er igen en arbitrær størrelse, der har en vis bund i historiske efterkrigserfaringer med en form for balanceret udvikling med tæmmede prisstigninger, men inden for en meget mere nationalt afgrænset ’kapital’ end i dag.

Euroen svæver som alle andre tiltag af politisk-økonomisk art mellem at søge at gøre det forskellige ens ved dekret og at behandle forskelligt forskelligt. Kapitalismens kriser er den straffende gud.

Nationalstaten under pres

Et underliggende tema er nationalstatens rolle i den moderne globale økonomi. Man kan undre sig over interessen for nationalstaten som økonomisk enhed, når alt bare kan flyde rundt uden for mange begrænsninger (hvis vi nu ignorerer tekniske handelshindringer og nogle indviklede, men jævnthen lave toldsatser).

Ideen var, at enhver ville finde sin specialitet i et stort dejligt marked med fælles mønt, men det er ikke sket. Når økonomer taler om David Ricardos teori om komparative fordele, glemmer de at læse hele kapitel VII ’On Foreign Trade’ af hans 1817 hovedværk Principles of Political Economy and Taxation, hvor han kommer ind på valutakurspåvirkningen via guldflydninger, som forplumrer billedet.

Hovedstrømsøkonomer ser den differentierede finanspolitik som grunden til euroens svaghed, men det er vel mere korrekt med Karl Marx at tale om samfundets samlede kapital, der er fællesudtrykket for de kapitaler, der agerer i et vist samspænd med tendens til en ensartet profitrate, hjulpet af staten. Ikke alt arbejde er lige værdiskabende - dette sagt uden ringeagt for ’uproduktivt’ arbejde.

Hvor den gængse økonomiske lærdom lægger alle services og produkter sammen, drejer det sig altså om at indrømme, at der finder skjulte overførsler sted fra den produktive til den uproduktive del af økonomien, der f.eks. består af services, der konsumeres direkte såsom sundhedsydelser. Hvis der ikke var en mere eller mindre skjult fordelingsmekanisme for samfundets merværdi, ville den økonomiske nationalstat være ikke-eksisterende.

(Merværdien indikerer, kan man i parentes indskyde, den overskydende del af værdiproduktet, når arbejdskraftens reproduktionsomkostninger er dækket. Kapitalejerne ser kun deres omsætning, altså salgsværdien, der ud over lønninger og råmaterialer skal dække renteudgifter, jordrente, skatter og afskrivninger for til sidst at finde nettoprofitten. – Ikke al skat kommer af merværdien. Velfærdsstaten er først mulig, når indkomstskat kan generaliseres, hvorved staten kan omfordele lønmodtagernes typiske udgifter på sociale hændelser over deres livstid. Og så skal lønmodtagerne oven i købet udvise taknemmelighed over for ’velfærdsstaten’, bliver vi i disse dage bragt til at forstå).

Problemet er, at kapitalen kan søge bort, mens staten bliver. En ulige udvikling finder sted - uden at jeg hermed skriver under på ulige-udviklingstankerne, som de normalt forstås. Med en fælles mønt har landene jo ikke andet end finanspolitik at gøre godt med, så selvfølgelig vil den blive forskellig. Det forstærker på den anden side kapitalflugten osv.

I Euroland blev et forsøg på en Gesamtkapital via fælles valuta presset ned over hovedet på deltagerne efter etableringen af et frit vare- og kapitalmarked, men uden at udligningsmekanismerne var på plads.

Det førte til disse manøvrer og sammenbrud, for den portugusiske, italienske (uforståelige), græske og spanske stat skal jo stadig holde styr på deres respektive økonomier. Italien er splittet, ikke bare i syd og nord; kommuner og regioner har indgået derivatkontrakter, der nu truer de lokale økonomier (jf. Rachel Sanderson, Guy Dinmore og Gillian Tett, »Finance: An exposed position«, Financial Times, d. 8. marts 2010). Irland regnes nogle gange med i PIIGS, men dets problemer er intimt forbundet med finansboblen og -krisen, thi Irland var jo blevet EU’s mini-USA, hvor dereguleringen hyggede sig.

Drømmen om den europæiske økonomiske nationalstat har mødt sin banemand i outsourcing, altså flydning af realinvesteringer ud af unionen.

Der er også en flydning mod nord og øst inden for unionen. EU har ikke formået at gøde jorden for en egentlig integration, der ville kræve mere ensartede betingelser på arbejdsmarkedet, dvs. at der skulle gøres mere for de gamle yderområder.

Outsourcingen har sekundære effekter på handelspolitikken. Italien vil gerne lægge told på kinesiske sko, Danmark c/o Ecco, der producerer i Kina, er imod. 1-0 til Italien so far.

Danmark i krise?

Danmark har klaret krisen, hører vi. Rentespændet til euroen er stort set holdt i ave, og ikke mindst boligrenten er så lav, at en del mennesker i indkomstvanskeligheder kan opretholde levestandarden ved hjælp af refinansiering med flexlån eller fast lav rente, men tit afdragsfrit over en årrække.

Landbrugets samlede gæld på 350 mia. kr. (ca. 1/6 af Grækenlands gæld!) kan få flere banker til at falde. Da jordpriserne steg, købte landmændene jord op, og samtidig skulle de investere i endnu mere kapitaludstyr for at klare sig i konkurrencen.

Siden 2008 er jord- og landbrugspriserne faldet, bankerne kan/vil ikke refinansiere forfaldne lån, og de forgældede landmænd har svært ved at indfri eller bare servicere de lån, de har optaget.

Landbruget får lov til at sætte sig på aktier, hvilket uden tvivl vil forstærke tendensen mod storgodser og endnu mere industrialiserede landbrugsvarer. Stordriften bidrager aktivt til at forringe landbrugsvarernes kvalitet og til at skævvride landet.

Regeringen forsøger desperat at redde vennerne, der viser deres utilfredshed med vilkårene ved at true med at fortsætte flugten til Østeuropa, der har billig jord og nu ligger åbent, og mon der er så megen kontrol? Dårlig høst og højere foderstofpriser truer lige nu.

Krisen har under alle omstændigheder ført til, at stadig mere industri flytter bort. Førkrisetendenserne forstærkes snarere end det modsatte.

Virksomhederne forklarer, at lønningerne og skatterne er for høje, eller at produktiviteten er for lav. Nej, fortjenesten er højere andetsteds, den nationale solidaritet forduftet. Under det hele ligger et forsøg på at presse lønningerne ned.

Finanslovforslaget for 2011, der lægger sig i kølvandet efter den såkaldte genopretningspakke, viser en regering, der har svært ved at hitte rede i tingene og prøver at bilde os ind, at lavere skatter på virksomheder vil skaffe aktivitet i landet.

Sandheden er, at de, der klarer sig, er de store internationaliserede virksomheder, og det er samtidig dem, der vil nyde bedst af en evt. nedsættelse af selskabsskatten.

Aktionsrum

Der er nok at tage fat på med hensyn til forståelse af verdens sammenhæng og kapitalismens veje og vildveje, ekstra undertrykkelse af mennesker i profittens eller systemets navn eller gensidig ondskab blandt dem på samme usle niveau, ofte for et simpelt udkomme. Sørgeligt at S og SF tit foretrækker at genere de dårligtstillede frem for magthaverne.

Danmark er udhulet som økonomisk nationalstat, hvorfor højrefløjen så meget desto mere har brug for nationalstaten på det ideologiske plan. Det har drevet landet ud i karikaturen (sic).

Venstrefløjen fryder sig over nedbruddet eller i hvert fald prestigetabet for euroen. Forståeligt nok, hvis man ser euroen som endnu et EU-attack eller har været skeptisk mht. dens duelighed.

Snævert nationalt set er det klart, at Danmark ikke har lidt under ikke at være med i Euroland, men samtidig har nydt godt af, at euroen var der.

Danmark har altså dyppet snablen to gange, hvilket man ser tydeligt lige nu, hvor danske obligationer opkøbes internationalt og presser renten i bund, fordi Danmark regnes for så solidt. Det muliggør svagt stigende boligpriser og nye lån.

Samtidig kan regeringen bruge EUs krav til alle EU-lande om nu endelig at overholde konvergenskriterierne til at skære udgifterne ned. Det går godt, der er ikke noget nyt under solen.

Jeg hører selv til euroskeptikerne, men mener, for nu at udvide perspektivet, at venstrefløjens EU-modstand har været lidet konstruktiv. I stedet burde der være meget mere samspil over grænserne.

EU er et kapitalistisk, til dels forfejlet, til dels falsk overidealistisk projekt, henfalden til neoliberalisme og fransk bureaukrati. Men for at sige det klart: Ingen national kapital kan spærres inde i sine egne grænser til evig tid, og EU er på godt og ondt en midlertidig regulering af den gensidige afhængighed.

Det er ikke tilfældigt, at EU er bygget op først om kul og stål (Frankrig og Tyskland) og så om landbruget. Derudover kan man glæde sig over, at EU ind imellem sætter visse grænser for vores fremmedfjendske danske regering.

På det praktiske plan har finans- og eurokriserne sat private og offentlige institutioners uforstand om grundlæggende mekanismer i relief og giver godt stof til kritik. På det teoretiske er økonomer og finansanalytikere blevet afklædt. Vore hjemlige vismænd udtrykker sig uendeligt om besparelser og vækstskabelse via skattelettelser!

På trods af den kritik man kan kaste på euroen som konstruktion og den snævre base for svarene på krisen, er de mest alarmistiske – skadefro eller beklagende – spådomme om euroens død for tidligt ude. Kriser er der hele tiden, og problemerne skubbes bare foran, men på en eller anden måde lykkes det tit at humpe igennem indtil næste gang.

Men der er meget kritisk materiale i at påvise den ubønhørlige profitlogik, der driver vores samfund.

Det fysiske eksistensgrundlag står i alvorlig fare for at blive ødelagt. Modsætningerne giver dog også åbninger, f.eks. til at støtte grøn udvikling og arbejde for reduktion af fossile brændstoffer, der samtidig viser det absurde i vækstlogikken. På et mere jordnært plan trænger prisfastsættelsen på jord og naturressourcer til en kritisk gennemgang.

Forsvaret for det diffust ’bestående’ bliver stadig mere forkrampet. Fundamentet til en anden politisk-økonomisk samfundsorden er ved at blive lagt, omend stenene smides ned i tilfældig orden, og erkendelsen halter.

Det er på tide at opgive socialismen som ateistens forestilling om paradis, hvis realisering på Planet A blot er et stenkast borte. Den bygges indefra.

Karen Helveg Petersen er ph.d i økonomi og konsulent i udviklingsarbejde.

Artiklen er tidligere blevet publiceret i Det ny Clarté, nummer 14, juni 2010, den er blevet revideret august 2010.