Undertrykkelse og befrielse i Roskilde

ANMELDELSE: Da Roskilde Festival startede for 40 år siden, var festivalen indbegrebet af modkultur, alternative samværsformer; i praksis en nydefinering af, hvad kultur er og hvor meget, den omfatter. Med musikken som omdrejningspunkt blev den meget mere end musikken.

På Roskilde Festival fandt publikum i mange år et værdifællesskab, som ikke helt svarede til de herskende normer i den kapitalistiske omverden. Man kan naturligvis ikke afskaffe kapitalismen i en weekend på et afgrænset område, hvis det skal have varige følger. Men på Dyrskuepladsen i Roskilde er vi fælles om at dyrke det kreative, de store oplevelser, menneskets storhed, fremfor pengemaskinen.

Men efter 40 år må man konstatere, at pengemaskinen stort set har magten, også i Roskilde. At festivalen i den grad er blevet en del af det etablerede samfund kan blandt andet ses ud fra, at festivalen har fået sit eget »befriede« område med plads til alternative, antikapitalistiske tendenser. Og festivalen har for første gang oplevet en demonstration imod festivalledelsen.

Foto: Mark Knudsen

Når der er givet plads for den antikommercielle udsmykning og indretning af Cosmopol-pladsen, er det nok et resultat af Roskilde Festivals traditionsrige rummelighed, men også en implicit indrømmelse af, at selve festivalen er blevet gennemkommercialiseret med sponsor-labels allevegne, hvor man går.

Også på højttalertårnene på fløjene af scenerne har man klasket sponsormærker op. En stor transperent i Arena-teltet proklamerer f.eks. Tuborg som officiel sponsor for Roskilde Festival. I dette visuelle budskab, som er langt større end de små musikere nede på scenen, er den orange canopy som ikon for festivalen trængt ud i krogen til fordel for et nyt kolossalt ikon, den orange øletiket med form, som den grønne, de fleste kender så godt.

På samme måde presses de alternative kulturer ud i reservaterne, hvor mennesker kan hygge sig på mere normalt økonomisk niveau, ude på campingområdet, hvilket sikkert skal give økonomisk bagslag fremover.

En bebudet demonstration mod forbuddet imod at tage egne drikkevarer med ind på festivalpladsen, gjorde dog ikke meget væsen af sig. Man er jo også kommet for feste. Alt på festivalen er ellers hyperdyrt, og hovedsponsoren Tuborg har fået lov til næsten at monopolisere ølsalget.

Alternativer isoleres

Udviklingen har også betydet, at de alternative kulturer – udover Cosmopol-pladsen – efterhånden isoleres til musikscenerne, ligesom i det øvrige samfund. Til gengæld garanterer netop musikprogrammet dog stadig, at Roskilde Festival er den bedste festival, vi har på disse kanter.

Det følgende er en subjektiv gennemgang af markante koncerter torsdag, fredag og lørdag, som på sæt og vis illustrerer nævnte pointe. Der er naturligvis meget som må lades uomtalt, det skyldes blandt andet konfliktende programlægning og den begrænsede plads.

LCD Soundsystem

New Yorker-bandet LCD Soundsystem, der spillede torsdag aften, passer godt ind i Cosmopols alternative profil. Den funky, bastante musik med lån fra punk, new wave og 80’ernes electronic body musik rammer godt ned i en samfundskritisk, desillusioneret, alternativ kultur. James Murphys tekster, der handler om at leve livet fuldt ud på trods af samfundets begrænsninger, passer godt i et miljø, der handler om at erobre byrummet og samfundet med egne, nyskabende dagsordener.

En sang, som Losing My Edge, der var ekstranummer, udtrykker for eksempel enhver radikalists mareridt, men modsiges af musikkens insisterende karakter, der lige præcis holder fast i kanten.

LCD Soundsystem, der udgiver deres plader via det multinationale pladeselskab EMI, har udtalt, at deres fans må kopiere gruppens musik lige så tosset de vil, så også på det plan passer bandet godt ind.

LCD Soundsystem var dog alligevel forkert placeret ved Cosmopol. James Murphy og co. har tydeligvis et langt større publikum, end Cosmopol-teltet kan rumme. Selv om James Murphy synger »we don’t do hits« (i You Wanted A Hit fra det seneste album), så er LCD Soundsystem et klart hit hos Roskilde-folket og burde have haft en større scene at udfolde sig på.

Dizzy Mizz Lizzy og Kashmir

Dizzy Mizz Lizzy har meget stor gennemslagskraft i menneskehavet foran Orange Scene. En fuldstændig synkron masse med hænderne koreograferet af Tim Christensen og venner. Men også et tilbageskuende nostalgishow. 90’erne forever, lyder det hen over de mange hoveder, selvom gruppen sikkert vil mere end det. Fantastisk skue foran Orange scene. Så tætpakket, så meget sammen, og en Tim Christensen i glædestårer.

Omtrent det samme kan man sige om Kashmir. Nok er de ikke helt så nostalgiske i deres tilgang, men Kashmir kommer ikke udover, at de er så evigt fixeret på deres forbilleder, især Radiohead, og så bliver musikken sjældent andet end et ekko af noget, der er bedre. Men som det tydeligt ses i Roskilde, er der mange mennesker, der hygger sig ved ekkoet, og det må da også indrømmes, at mange af Kashmirs sange er ganske veldrejede. Og med massiv opbakning i radio og på tv er både Kashmir og Dizzy Mizz Lizzy gledet ind i mange menneskers lydmæssige erindring som et baggrundstæppe for deres liv. Uanset indvendinger.

C.V. Jørgensen med band. Foto: Mark Knudsen

C.V. Jørgensen

C.V. Jørgensen og band leverede et roligt og afbalanceret sæt, der bestemt ikke var domineret af gamle travere. C.V. Jørgensen er et ikon i dansk rockkultur, og han bliver også behandlet med behørig respekt. Han er ingen crowd-pleaser i repertoire-valget, selv om han flere gange fortæller, hvor smukt et publikum, vi er.

C.V. Jørgensen er sin egen, som poet og som sanger. Men i dag er det faktisk hans leadguitarist Aske Jacoby, der brillerer allermest. Jacoby er aldrig hørt så hjemmevant som i C.V.Jørgensens band. Hans solo i Det Regner I Mit Hjerte formidlede ganske følelsen af, at det regnede i vores allesammens hjerte, selv om vi stod lige midt i en høj sommer, varme og svedige. Aske Jacoby spiller i dag ofte med en Santana-agtig tone, på en gang tilbagelænet og åbnende nye rum i musikken.

Generelt var C.V.Jørgensens sæt meget tilbagelænet, men i På Gyngende Grund trådte bandet i karakter som den funky enhed, det også er. På Det Si’r Sig Selv havde publikum hovedrollen. Den kan alle synge med på, at det gjorde alle, også dem fra Bjerringbro, som præcis ved, hvor det swinger.

Nisennenmondai

Nisennenmondai (navnet betyder Year 2000 Problem) er en japansk avantgardetrio med mindelser om tysk rock, især Neu! springer straks i erindring. Alligevel var gruppens koncert en helt særlig og nybrydende oplevelse.

Gruppen benytter blandt andet den teknik, at guitaristen Masako Takada spiller et riff, som hun sampler på stedet og lader afspille i et loop. Dermed er angivet en rytmisk figur, som trioen så spiller henover. På denne måde skabes både et fast groove og et levende trio-sammenspil, med riffet som taktstok. Resultatet er en meget hypnotiserende musik, som omslutter alt og alle. Indimellem kontrasteres repetitionerne med innovative støjflader, som i deres rige variationer nærmest renser ørerne for alt det, der gik forud.

Gruppens måde at excellere i repetitive, rytmiske mønstre hamrer en pæl gennem Adornos teori om, at gentagne rytmiske mønstre blot er en slags genopførelse af industrialismen maskinelle banken, altså en genoplevelse af undertrykkelsen. Tværtimod. Gentagelserne anslår en ny fælles rytme, en ny synkroni som alternativ til det øvrige samfunds synkrone bestræbelser. Nok er dette et fællestræk for det meste af den ikke-kommercielle rytmiske musik, men hos Nisennenmondai er dette træk hørbart i renkultur. Et stilskabende band, der i øvrigt klarer sig uden store pladeselskabers indblanding.

Dirty Projectors

Dirty Projectors er en Brooklyn-sekstet, der udtrykker neurotiske stemninger i en musik med abrupte strukturer, der til en vis grad modvirker indlevelse i musikken. Gruppen er i hvert fald mere insisterende end inciterende. Men man hører hos dem et ret originalt vokalarbejde: Den neurotiske herrevokal kontrasteres med trestemmig kvindevokal, der ofte benytter rytmiske kontrapunktiske mønstre. Dirty Projectors er et originalt band i den traditionsrige new yorker new wave med visse mindelser om David Byrne fra Talking Heads, men sættet fredag virkede for klumpet og kantet til virkelig at forløse.

Patti Smith

Patti Smith Band har været på Roskilde før, hvor hun leverede en politisk og musikalsk veloplagt koncert. Denne gang koncentrerede hun sig om alle de gamle hits, Because The Night og Barefoot med videre, men koncerten var ikke spor nostalgisk, tværtom var det en en meget politisk ladet begivenhed med en både kærlig og aggressiv Patti Smith, der skreg »the corporations and the government have fucked up, we need a new revolution«.

Der var også smukke, nærmest lykkelige momenter i musikken, især i den indtagende version af Lou Reed’s Perfect Day, som hos Smith ikke besidder Reed’s ironiske distance. Men som Patti Smith konstaterede forud for Rock’n’roll Niggah: »We are fighters«, og det var også hovedindtrykket, der stod tilbage.

Foto: Helene Hansen

Beach House

Beach House er en duo fra Baltimore, Maryland, bestående af Victoria Legrand (vokal, keyboard) og Alex Scally (guitar). På scenen var de assisteret af en percussionist. Beach House er udtryksmæssigt i familie med Grizzly Bear og Fleet Foxes, og musikken er den rene poesi i toner, meget drømmeagtig.

Kompositionerne er i reglen båret af meget flotte melodier over mange oktaver, og det samlede lydbillede er ofte i stand til at løfte lytteren stemningsmæssigt ind i helt andre verdener end den fysiske, man står midt i. Det fungerer dog bedre på plade, end i et uroligt telt med mange mennesker med mange dagsordener. En af grundene er måske, at Beach House er afhængig af at spille med rytmebox, og det risikerer hele tiden at dementere det nærvær, musikken udtrykker.

Uanset dette, så er Victoria Legrands stemme helt unik. Hun er nok det nærmeste, vi kommer en androgyn stemme med feminint ophav på dagens musikscene. Legrands stemme har i klangen lidt af den samme grøde, som man finder hos Ronnie Spector (The Ronnettes). I øvrigt er Victoria Legrand fransk født og niece til filmkomponisten Michel Legrand. En fin koncert, der dog ikke helt indfriede de høje forventninger, man måtte have på basis af duoens seneste, den tredje cd, Teen Dream.

Muse

Muse er og har altid været en musikalsk bastard: punkrock med symfoniske tendenser burde ikke kunne lade sig gøre. Og okay, det punkrockede er ikke så udpræget længere. Men Muse forener stilmæssigt så disparate influenser som Radiohead, Queen, Depeche Mode, punk og Led Zeppelin og så deres egen oprørske dagsorden.

Gennem de senere år har Muse opbygget en kolossal fanskare, og det er ikke svært at forstå, for i Matt Bellamy har Muse en af rockmusikkens stærkeste sangere, stærkeste instrumentalister og ikke mindst stærkeste komponister. Muse’s skarptskårne hooklines er lette at synge med på, men sangene er uhyre varierede i deres stilgreb og deres instrumentering.

Især hvad angår sidstnævnte har Muse foretaget en teknologisk opdatering af rockmusikken. Matt Bellamys originale brug af synth-guitarer og af twin-neck guitarer er noget for sig, men det tekniske tager aldrig overhånd, det er blot benyttet som et værktøj til udvidelse af den lydmæssige palet.

Undertrykkelse og befrielse er i fokus i næsten alle Muse’s sange, men især på det seneste album Resistance. Og oprøret var fokus allerede fra koncertens første sang Uprising, hvor Bellamy synger: »So come on, rise up and take the power back, it’s time the fat cats had a heart attack«.

Revolutionen vil sejre, er det enkle budskab. Og muligvis er der tale om ren æstetik uden konsekvenser for den enkelte musiklytters liv, men det er altså det, Matt Bellamy synger, og det er det, som knap 100.000 mennesker synger med på.

Muse spiller rockmusik med en klar europæisk profil. Vi hører den lange historie i musikken, tilbage til symfonikerne, men aldrig i ren form, for eksempel er blueselementet sjældent langt væk.

Muse, der i sangen Resistance advarer imod at vække tankepolitiet, udøvede i øvrigt total crowd control denne aften: Da Matt Bellamy fik det indfald mellem to numre, på sin guitar at spille introen til den gamle folkesang House Of The Rising Sun, begyndte publikum spontant at synge med, hele første vers. Flot. Frem med det skjulte begær, syntes han at sige. Og det sang han da også i gruppen seneste hit, Undisclosed Desires.

Matt Bellamys sange lyder som en pil i øjet på Imperiet og alle dets krige. »Love is our resistance«, synger han. Foucault har ikke levet forgæves.

Men de imperiale undertrykkende strukturer rækker langt ind over festpladsen med sine spor af sponsorering, optrækkeri og rigide regler. Og det skal der gøres noget ved, hvis Muse og dets publikums drømme skal blive til virkelighed. Og hvis Roskilde Festival ikke skal ende som det modsatte af det, den engang ville være.

Foto: Mark Knudsen

Roskilde Festival: Torsdag 1. juli: LCD Soundsystem. Fredag 2. juli: Dizzy Mizz Lizzy, C.V. Jørgensen, Nisennenmondai, Dirty Projectors. Lørdag 3. juli: Patti Smith, Beach House, Kashmir, Muse.