Roskilde Festivals program er nu officielt åbnet med en tale (og lidt musik) af rockikonet Patti Smith. Ballet blev dog for alvor åbnet, da When Saints Go Machine var første officielle musiknavn på Orange Scene. Og de hellige ånder gik maskinelle på en næsten sød måde, der blev vel modtaget i menneskehavet.
Skal man være lidt kritisk, udtrykker ånderne sig mest i vokalharmonierne, der gerne bevæger sig i falset og i underlige cirkler. Men i musikkens maskinelle krop udtrykkes fortrinsvis systemtænkning og funktionelt design.
Netop systemtænkning og funktionelt design er normalt ikke det, der dominerer en Roskilde Festival. Heller ikke uden for musikprogrammet.
Blandt den lange række af aktiviteter uden for scenerne finder man blandt andet projekterne under temaet Urban Conflict, der holder til omkring Cosmopol-scenen.
Her er 160 aktivister, kunstnere og asylansøgere inviteret af festivalen til at omskabe Cosmopol-området til et byrum, der kan synliggøre byens konflikter mellem det private og det fælles, samt fremvise alternativer til kommercialiseringen af det offentlige rum.
Her kan man gå imod ensretningen, indspille sin egen musik eller blive præventivt anholdt og sat i et klimabur.
Blandt de medvirkende grupper ved Cosmopol er Anti Fascistisk Aktion, Retshjælpen RUSK, PET – Politisk Engagerede Terrorister, Kunstnerkollektivet Grå Kusse samt en række organisationer for asylansøgere.

Modkraft.dk har spurgt Urban Conflicts talsperson Pil Christensen, hvad der er baggrunden for deres fælles projekt?
– Det er på festivalens initiativ, at vi har fået mulighed for at indrette hele området omkring Cosmopol-scenen. Flere af os var tidligere med hernede, fordi vi repræsenterede Ungdomshuset. Vi har så fundet på at invitere en masse politiske grupper, som på forskellig måde udtrykker urbane konflikter, blandt andre Anti Facistisk Aktion og asylansøgerne, siger hun til Modkraft.dk.
Anti Facistisk Aktion fylder meget på pladsen?
– Det er klart. De trænger til en afkriminalisering af deres omdømme, siger Pil Christensen.
Når I sætter fokus på byrummets kommercialisering, hvad mener du så om Roskilde Festivals udvikling. Synes du ikke kommercialiseringen er taget til på det seneste?
– Jo, det er den. Det er også derfor, det er godt, vi har fået mulighed for at overtage hele pladsen. Der er faktisk ingen sponsor-aktiviteter omkring Cosmopol, bortset fra en ølbod, siger Pil Christensen.
Til venstre for musikteltet er en plads med udsmykninger og en nærmest baggårdsagtig stemning. Her er en container, der viser sig at indeholde et lille indspilningsstudie. Her holder PET til - ikke politiet, men Politisk Engagerede Terrorister, en aktivistgruppe, der arbejder for ikke-kommerciel musik og anti-copyright kultur.

Inde i containeren ved en computer sidder Johan Farkas. Vi spørger ham, hvad han og terroristerne egentlig laver, og hvad det hele går ud på?
– Vi har tidligere udgivet to cd’er med ikke-copyrightet musik, og nu er vi i færd med at indspille den næste, der hedder »Ingen fucking copyright«. En række kunstnere har doneret os nogle beats, som folk kan komme ind og synge ind over. Det bliver så udgivet på en cd, som bliver delt ud til en fest i ungdomshuset Overdrevet, forklarer Johan Farkas til Modkraft.dk.
Hvilke typer beats har kan man synge over?
– Mest dubstep og punk. Vi har blandt andet fået beats af Sort Stue og Firehouse, siger Johan Farkas.
Det væsentligste for Johan Farkas og Politisk Engagerede Terrorister er, at man i PETs container kan lære, hvordan man udgiver og laver sin egen musik uden at skulle igennem de kommercielle pladeselskaber.

Nu er vi ved at have travlt, for LCD Soundsystem skal spille, og det skal man da ikke gå glip af.
Men hvis festivaldeltagerne skulle få lyst, kan de i løbet af festivalen gå omkring Cosmopol-pladsen og blive klippet gratis af en asylansøger. Dér kan man få en snak om asylansøgernes forhold. Organisationerne Asyl-Dialog-Tanken og VisAvis har valgt denne aktionsform, da frisøruddannelsen er en af de få uddannelser, en asylansøger har lov at søge ind på.
Der er mange andre aktiviteter omkring musikscenerne end de nævnte. Det kan man læse om i festivalavisen More Than Music.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96