Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
29. juni 2010 - 14:10

Den Europæiske Gældskrise (6)

Weekendens G20 møde viste først og fremmest at klodens økonomisk betydende lande ikke kan stå sammen om en fælles strategi for at bekæmpe gældskriserne og den økonomiske recession.

EU holdt fast i sin radikale nyliberale politik, med voldsomme nedskæringer i den offentlige sektor, hvorefter arbejdsløsheden må få det, som den nu kan have det. Efter de Konservatives valgsejr i England er alle de europæiske regeringer nu enige om denne politik: Grækenland, Spanien, Portugal, Italien, Frankrig, Tyskland, Irland, England (for slet ikke at nævne Danmark) slutter i sjælden grad op om at lade kreditorerne (finanskapitalen) bestemme politikken. Og man forstår dem, for dette er en gylden mulighed for at fuldende Thatchers værk. Vi får se, hvor omfattende protesterne mod denne politik bliver.

Modsat er amerikanerne interesseret i en ekspansiv finanspolitik. USA har ingen problemer med at tiltrække billig kapital og kan derfor focusere på den egentlige økonomiske krise (arbejdsløsheden); samtidig vil man selvfølgelig gerne sælge mere til udlandet, så derfor anbefaler man EU at glemme underskuddene og skifte til en vækstpolitik, ligesom det måske/måske ikke er lykkedes at få kineserne til langsom at opskrive deres valuta (hvilket gør deres varer dyrere, dvs. amerikanske varer relativt billigere).

Resultatet af forhandlingerne blev en uforbindtlig erklæring om at alle lande skal prøve at halvere deres underskud i løbet af et par år. Det kunne ingen gø af. Det vigtigste ved mødet var nok det negative, nemlig at de sidste måneders megen snak om at gribe ind overfor den finanskapital, der udløste krisen, nu synes effektivt begravet. Der bliver ingen global bankskat eller Tobin afgift, i hvert fald ikke på globalt plan.

¤ ¤ ¤ ¤ ¤

Derudover er der ikke sket noget særligt. Det meste er ved det gamle:

Regeringerne og de fleste internationale organisationer er rimeligt optimistiske: ’Bunden er nået, og væksten vil øges’; sådan er det, og sådan skal det være, for en pessimistisk finansminister er en landsforrædder.
Omvendt udtrykker de finansielle markeder, dvs. de større investorer, i stigende grad pessimisme. For en halv snes dage siden blev det rapporteret at 70% af investorerne mente at Grækenland ville gå fallit, ligesom der synes at være aftagende tillid til Euroens mulighed for at overleve. Men også her er lidt kildekritik på sin plads, for disse aktører har en interesse i at tale gældsproblemerne op, for at få mere støtte til de gældsplagede lande, dvs. til disse landes kreditorer, dvs. til dem selv.

The Economist har en udmærket oversigt over de forskellige landes gæld: http://www.economist.com/blogs/butt... . I oversigten opdeles landenes samlede gæld i sektorer, nemlig det offentlige, husholdningerne, finansielle selskaber og ikke-finansielle selskaber.

¤ ¤ ¤ ¤ ¤

Mens vi venter på om pilen vil pege op eller ned, kan vi kaste et blik tilbage på EU’s nylige økonomiske historie, for at belyse baggrunden for den suppedas vi er havnet i. Og for at finde ud af, hvorfor det er den demokratiske, og ikke den private sektor, der skal holde for med nedskæringer.

Selv om vi ser bort fra, at det er en tvivlsom strategi at ville spare sig ud af krisen (ekspansiv Keynesiansk finanspolitik er alternativet), kunne man naivt spørge, hvorfor det skal gå ud over børnehaver, skoler og hospitaler, - og ikke det private forbrug eller selskaberne? Hvorfor ikke frede det offentlige forbrug og i stedet hæve skatterne? Hvorfor ikke begrænse den private låntagning, herunder ikke mindst selskabernes? Hvorfor ikke indgreb overfor selskabskapitalismen, og især spekulationskapitalen, der – når alt kommer til alt – var skyld i krisen?

Der er store offentlige underskud, ja, men de skyldes kun i ringe grad offentligt ’overforbrug’, langt mere at den krise, som kapitalismen har kastet os ud i, automatisk giver offentligt underskud (når vi bliver fattigere, falder skatteindtægterne og de sociale udgifter øges). Hertil kommer at det offentlige har måttet feje op efter private excesser (se http://modkraft.dk/spip.php?article13433 om hvordan det store spanske offentlige underskud skyldes at staten har måttet dække fejlslagne boligspekulationer). Offentlige underskud er mestendels symptomer på krisen, ikke dens årsag.

Det er ikke mærkeligt at nyliberale fremstiller sagen som om der ikke er alternativer til nedskæringspolitikken, altså til en neddrosling af den demokratiske sektor. Men hvorfor og hvordan har denne diskurs opnået hegemonisk status? Hvorfor er det utænkeligt at en politiker eller økonom foreslår at nedskærningerne tager form af, at vi fx kun må have én bil pr. husholdning? Hvad er den historiske baggrund for at den private (privatkapitalistiske) sektor er blevet fredet i en sådan grad, at en nedprioritering af denne dømmes usaglig og dermed udenfor den politiske debat?

Vi starter med det Indre Marked, vedtaget i 1985.

Idéen var den udmærkede at øge den økonomiske frihed i EU. Man kunne have valgt at øge parlamenternes og regeringernes frihed på dette område, altså øge demokratiets magtmidler i forhold til kapitalen. I stedet institutionaliseredes som bekendt fire individuelle friheder af noget anden karakter, idet varer, serviceydelser, kapital og arbejdskraft skulle kunne bevæge sig frit indenfor EU.
Nu er det jo således at handel med varer og tjenesteydelser varetages af private im- og eksportører, der helt overvejende har selskabsform, så de første tre friheder er blot forskellige udtryk for kapitalens frihed.

Overfor kapitalens nyvundne frihed stod så arbejdskraftens tilsvarende frihed, og det lyder jo balanceret.
Men der er en forskel, nemlig at frihed for kapitalen styrker kapitalen, mens frihed for arbejdskraften svækker lønmodtagerne. Det Indre Marked forstår nemlig sidstnævnte frihed som en individuel frihed, nemlig den enkelte arbejders frihed til at konkurrere på livet løs overalt i Europa. Det svækker lønmodtagerne kollektivt. Den store idé i arbejderbevægelsen har altid været at eliminere den indbyrdes konkurrence, fordi det kun var ved at stå sammen at man havde en chance overfor arbejdsgiveren.
Det Indre marked gav lige vilkår, men for ulige aktører (produktionsfaktorer) og derfor reelt ulige vilkår.

Det Indre Marked handlede overvejende om realøkonomien.
I begyndelsen af 90erne fik vi så den Økonomisk Monetære Union, hvor kronen på værket var Euroen i slutningen af årtiet. Det hedder ØMU, men er i realiteten en MU, hvor Ø måtte tilpasse sig. Det er et monetært samarbejde, der er konstrueret på en sådan måde, at det kræver at realøkonomien må underordnes den finansielle økonomi og dermed finanspolitikken pengepolitikken.

Filosofien var at finanspolitikken skulle lægges i lænker (maksimalt underskud på 3% af BNP), for hvis en medlemsstat begyndte at bruge løs, ville dets pengevæsen og dermed dets anvendelse af Euroen blive uholdbart. Filosofien var også at den europæiske pengepolitik skulle afdemokratiseres ved at blive lagt i hænderne på en centralbank, der skulle være uafhængig: Den måtte ikke tage hensyn til folkevalgte politikeres prioriteringer om især lav arbejdsløshed, men kun til finanskapitalens interesse i en værdifast valuta (lille inflation); og den måtte ikke finansiere demokratiet (købe statsobligationer), kun kapitalen (ECB sender Euro i omløb via de private banker). Dette var monetarisme i renkultur, - modsat USA, hvor Fed er mere lydhør overfor politiske ønsker og godt må købe statsobligationer. (Ø)MUen var kort sagt en overvældende sejr for nyliberalismen.
Den umiddelbare konsekvens var at de lande, der ville med Euroen i slutningen af 90erne, måtte skære ned i de offentlige udgifter og i det hele taget føre en deflationær (væksthæmmende) politik for at leve op til Konvergenskriterierne, især loftet på på max. 3% i underskud (Italien og Grækenland snød med statistikken og undgik dermed de værste følger). Det er denne øvelse i deflation vi nu ser gentaget i stort format, med de aktuelle chockkure overalt i Europa. Gældskrisen viser at konstruktionen ikke virkede, så derfor implementeres den endnu mere fanatisk.

Med et andet styrkeforhold mellem politikerne og interesserne (klasserne) kunne (Ø)MUen være blevet en ØMU, hvor pengeøkonomien var tilpasset realøkonomiens krav i stedet for omvendt, og hvor demokratiet snarere end finanskapitalens interesser styrede pengepolitikken. I så tilfælde ville vi ikke have haft en situation, hvor vores statsminister som det ultimative (og eneste) argument for nedskæringspolitikken kan anføre at finansiering af større offentlige underskud vil indebære stadig højere renter, altså hvor finanskapitalens interesser fungerer som stopklods for andre politiske prioriteringer. Problemet er at dette argument ikke er helt afsindigt, for efter at have overladt den overordnede økonomiske magt til finanskapitalen, er vi faktisk afhængig af denne; det er derfor at en fornuftig økonomisk politik – ekspansiv finanspolitik – kræver kapitalkontrol. Som understreget i tidligere indlæg.

Sjovt nok er mange økonomer i dag enige i at kritisere ØMUen for ikke at have taget højde for realøkonomien. De siger at indførelsen af Euroen for en halv snes år siden var halsløs gerning, fordi medlemslandenes økonomier var alt for forskellige, og fordi der ikke var indbygget metoder til at harmonisere dem (især udjævnning af forskelle i produktivitet gennem massive overførsler fra det rige nord til det fattige syd). Det, de siger, er altså at realøkonomisk harmonisering skulle have haft – skal have? – prioritet i forhold til monetær harmonisering.
Man kunne tilføje at dette videre kræver, at EU får et ordentligt budget, så der kan føres effektiv finanspolitik på EU plan.

(Dette indlæg bliver det sidste i denne serie om den europæiske gældskrise, med mindre der sker noget meget dramatisk).

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce