Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
12. maj 2010 - 17:41

Den europæiske gældskrise (3)

(Tidligere indlæg om krisen den 6. maj og 9. maj)

Indledende mantra:

For tiden følger jeg gældskrisen om dagen og læser en kriminalroman om aftenen. Begge dele meget spændende, så spændende, at jeg skal huske at knibe mig i armen og sige til mig selv, at mord faktisk er forkert, og at det er lallende vanvittigt som ’vi’ har indrettet vores økonomiske system på.

Lad os antage, meget hypotetisk, at kernen i de aktuelle problemer er europæernes vellevned i almindelighed og for stor offentlig sektor (velfærdsstat) i særdeleshed. Det skal så rettes, men er det en tribut til homo sapiens at denne opgave varetages af den internationale finanskapital, som er uden ethvert demokratisk mandat, og som selvfølgelig primært varetager sin egen interesse og kun som en eventuel, meget eventuel, sideeffekt løser problemerne for de europæiske folk?

Husk at kapitalen i én ’person’ er dommer og eksekutor: Dét lands gæld er noget bras, siger dommeren, der straks derefter eksekverer dommen ved at sælge ud, dermed trykke kursen og hæve renten, som grækere, spaniere og vi andre skal fodre nævnte kapital med. Er det ikke i strid med principperne om magtens tredeling, i øvrigt?

Selv hvis finanskapitalen på forunderlig vis – men husk at der er færre ’usynlige hænder’ end strategiske alliancer i de riges verden – løste alle problemer til gavn for alle, ville det stadig være usmageligt. Selv foretrækker jeg i hvert fald den mest elendige færdselslov vedtaget demokratisk, dvs. af folket hvor vi alle tæller lige meget, end den mest perfekte, gennemtrumfet af en diktator. Her er der ikke brug for pragmatisme (hvad virker?), men principper. Disse kaldes af nogle nedladende for ’ideologi’. Er det ’ideologisk’ at være modstander af tortur, hvad enten den ’virker’ eller ej, altså uafhængigt af om de formodede terrorister taler sandt eller siger hvad som helst?

Til sagen.

Tillad mig først at henvise til mit indlæg i Information mandag om den europæiske gældskrise. Det affødte en livlig debat.

Søndag aften fik vi så de to indgreb:

Det første er EU-garantien på €500 milliarder (mia) plus IMF-garantien på €250 mia. Denne side af sagen har været meget omtalt; jeg vender tilbage til dette sikkerhedsnet i slutningen af indlægget.

Det andet er ECB’s tre nye initiativer: a) Arrangement (’swap’), der muliggør en strøm af dollars til til Europa, b) at private banker (atter) kan låne hos ECB til en rente på kun 1%, og c) at ECB begynder at købe europæiske statsobligationer. (ECB = European Central Bank).

Jeg starter med ECB indgrebene, der betyder langt mere, kvantitativt set, end EU’s og IMF’s sikkerhedsnet. Den samme prioritering fremgår af Bloomberg.com, der er et (glimrende) organ for finanskapitalen; og det er dennes prioriteringer, der tæller.

ECB som vi kendte det

Jeg nævnte i mit første indlæg i denne krise-serie, at ECB ikke må udlåne til medlemslandenes regeringer. Dette modsat Fed, der køber amerikanske statsobligationer i stor stil. (Eller rettere gjorde, og denne nedgang burde sammen med de stærkt reducerede kinesiske køb lægge et pres på dollarkursen, dermed øge den amerikanske rente og dermed vanskeliggøre finansieringen af det store amerikanske underskud, jf. forrige indlæg). Fed må også godt tage hensyn til arbejdsløsheden, hvilket taler for lavere rente, mens ECB alene skal forhindre inflation, hvilket taler for højere rente. Frit oversat: Fed kan tage hensyn til folkets interesser, mens ECB alene skal sikre at de, der har penge, ikke oplever at disses værdi udhules (jo, jeg véd godt at inflation kan ramme bredt, men det ligger i sagens natur, at tabet ved en udhuling af pengenes værdi er ligefrem proportionalt med hvor mange penge, man har). Modsat Fed, er ECB éntydigt finanskapitalens bank og udtrykkeligt uafhængig af politiske myndigheder. Demokratisk valgte politikere er tit til fals for pøbelens luner, hvilket kan give en uansvarlig politik. ECB skal isoleres fra folket, så den kan koncentrere sig om at servicere finanskapitalen.

Dette er ikke et vulgært slogan, men en realitet: Da et land altså ikke (traditionelt) kan finansiere sig selv ved at sælge sine obligationer direkte til ECB, må det sælge dem på markedet. Når dette – banker og andre private finansielle institutioner – er blevet træt af at glo på disse papirer, henvender det sig hos ECB og stiller disse statsobligationer som sikkerhed for lån. Se http://economix.blogs.nytimes.com/2... (artikel af Peter Boone og Simon Johnson, hvor sidstnævnte er intet mindre end tidligere cheføkonom hos IMF).

På den måde har ECB ikke – direkte – fået snavs på fingrene ved at udlåne til staten.
Dette er langt fra nogen formalitet, hvor bankerne blot fungerer som stik-i-rend dreng mellem ECB og fx den græske stat. Den store pointe er nemlig, at mens den kurs som staten får af bankerne, altså den rente den skal betale, afhænger af ’markedet’, og derfor kan svinge voldsomt (på det sidste nåede renten på græske papirer op på 17%), så betaler bankerne en meget beskeden rente hos ECB. Nettoresultatet er at ECB subsidierer de private banker gennem den generøse ordning, mens disse straffer staterne ved at kræve tårnhøje renter.

Det nye ECB


I sidste uge – i forbindelse med de €110 mia’s sikkerhed til Grækenland – gik ECB med til stadig at acceptere græske statsobligationer som sikkerhed, trods deres tvivlsomme kvalitet. Kort forinden havde ECB ellers erklæret, at man ikke ville tage særlige hensyn til særlige lande. Nogle danske bankøkonomer beklagede den manglende rygrad hos ECB.
Videre havde ECB tidligere vendt sig imod, at IMF skulle have en rolle ved bekæmpelsen af den europæiske gældskrise (de er jo i en vis udstrækning konkurrenter). Her ændrede man opfattelse.

Men det, der for alvor har diskrediteret ECB’s uafhængighed af politiske myndigheder, er at man i forbindelse med €750 mia sikkerhedsnettet gik med til at købe statsobligationer. Dette var et brud med alle tidligere principper (og krævede derfor politisk godkendelse fra EU), og i åbenbar modstrid med hvad Trichet (præsidenten for ECB) havde sagt i torsdags, en udtalelse, der i øvrigt fik kurserne til at rasle ned. EU vurderede – sikkert rigtigt – at det meget omtalte sikkerhedsnet nok ville have en vigtig psykologisk effekt, men en garanti tilfører jo ikke i sig selv flere penge til de gældsplagede Sydeuropæiske lande. Her var ECB’s massive opkøb i mandags absolut nødvendige og en væsentlig årsag til de euforiske kursstigninger.

Alt i alt har nyliberalismen lidt to markante nederlag:

1) ECB har energisk og gennem mange år kæmpet succesfuldt for at bevare sin politiske uafhængighed, i de senere år især mod Sarkozy’s forsøg på at blande sig i rentepolitikken. Den kamp er nu tabt.

2) ECB har lige så energisk vendt sig imod at finansiere den offentlige sektor i Europa. Også den kamp er tabt.

ECB er en skygge af sig selv og dybt kompromitteret i ’markedets’ øjne, se http://www.economist.com/business-f... . Mens de almindelige medier har været optaget af – og begejstret for – sikkerhedsnettet, har den finansielle presse (The Economist, Financial Times og Bloomberg.com) været dybt bekymret for at ECB ikke længere er uafhængig, dvs. deres. Se fx John Taylor: Central banks are losing credibility, i Financial Times. Markedet er utilfreds, markedet er vred, markedet forventer store problemer i fremtiden. Og magten ligger hos markedet, så det er lidt af en selvopfyldende profeti.

Når dette er sagt, skal vi også have hvad vi kan kalde ECB’s kompensation til finanskapitalen med, jf. ovenfor. Den får lettere adgang til dollars, men først og fremmest kan den låne hos ECB til blot 1% i rente.


IMF’s genfødsel

Til gengæld er IMF kommet stærkt tilbage.
Efter sin store periode i 80erne og 90erne, med strukturprogrammerne i den fattige verden, har IMF været næsten arbejdsløs; de fattige lande havde lært ikke at gøre sig afhængige af IMF. Nu er organisationen vendt tilbage til det Europa, som den oprindeligt var sat i verden for at reparere, efter 2. verdenskrigs ødelæggelser (det blev ikke til noget, fordi Marshall fonden gjorde dette finansielle arbejde).

Da finanskapitalen tvivler på EU’s og – nu – ECB’s rygrad, har det været meget vigtigt for den at IMF nu er i Europa og kan stille lånekrav til Sydeuropa, de fra de fattige lande så prøvede ’conditionalities’. Det var i øvrigt Tyskland, der insisterede på IMF’s medvirken; på de kanter er der ikke den store tillid til de andre Euro lande.

Da USA kontrollerer IMF, betyder IMF’s genfødsel i Europa, at amerikanerne nu få indseende med den europæiske økonomi. Dette er en markant magtforskydning, vel et uundgåeligt resultat af, at EU er et politisk ingenmandsland..


Vil indgrebene virke?

Det er der selvfølgelig ingen, der kan vide. Mandag strøg aktiekurserne i vejret, mens der kom et begrænset tilbagefald tirsdag. I skrivende stund er de europæiske kurser atter i behersket stigning. To vurderinger: http://www.nytimes.com/2010/05/12/b...
http://www.bloomberg.com/apps/news?...

Men aktiekurserne er kun én side af sagen. Euroen blev kraftigt styrket mandag, men snart var den tilbage ved udgangspunktet. Indgrebene synes altså ikke generelt at have øget tilliden til Eurozonens papirer og økonomi.

Mere bekymrende er udviklingen på pengemarkedet, dvs. dag-til-dag lånene mellem især bankerne. Som nævnt i forrige indlæg frøs dette marked ned i sidste uge, og det er ikke tøet op.

Faktisk er renten for disse lån (Libor) steget betydeligt, dvs. bankerne har ikke megen tillid til hinanden, fordi man ikke helt véd hvor rådne deres lån til Sydeuropa er. Eller rettere: man frygter at de stadig er rådne, trods indgrebene. Derfor foretrækker bankerne at låne hos ECB, også fordi renten her som nævnt er meget lav. Faktisk synes disse billige ECB lån at være afgørende for at pengemarkedet ikke er gået i sort, som i kølvandet på Lehman Brothers fallit. Om disse ting, se http://www.bloomberg.com/apps/news?...

Så er der naturligvis spørgsmålet om effektiviteten af sikkerhedsnettet på €750 mia.

Det er lidt af et poker-spil. Hvis Sydeuropa ikke får banket de offentlige udgifter tilstrækkeligt ned, således at der ikke blive penge til at betale tyske og franske banker, vil fx Spanien bede om en andel af de €750 mia. Eurolandene skal så ud på finansmarkedet og låne disse penge. Det vil presse den europæiske rente op (ligesom øget efterspørgsel efter tomater hæver tomatprisen, således medfører øget efterspørgsel efter penge en rentestigning). Det betyder for det første at frikøbet bliver en dyr fornøjelse for Tyskland og Frankrig, og for det andet at rentebetalingerne på de ’gamle’ Sydeuropæiske statsobligationer vil skyde i vejret, altså øge gældsproblemet.
Brutalt sagt betyder det, at garantien kun er noget værd, hvis den ikke effektueres! Men er det så en garanti? Det er det spørgsmål, finanskapitalen stiller sig i disse tider, og hvis svaret er negativt, ser det ikke så godt ud for tilliden til de Sydeuropæiske papirer og dermed – i sidste instans – for tilliden til Euroen.

******
Specielt om Grækenlands levevilkår, løn, pensioner etc. samt om indholdet i nedskæringerne:

- According to Eurostat, Greek workers work on average longer hours than the rest of Europeans. They work a 42-hour week, while the average working week in the 27 member states of the EU is 40.3 hours and within in the “Eurozone” it is 40 hours.

- Again, according to Eurostat, Greece also has the most underpaid private sector employees compared to the rest of the “Eurozone”. In Greece, the average gross monthly wage, including social security and taxes, is 803 euros [about £700 or US$1063], while the lowest gross salary in, for example, Ireland is 1300 euros, in France 1250 euros and in the Netherlands 1400 euros.

- The average age of retirement in Greece is 61.4 years, a little higher than the European average of 61.1 years.
Fra http://www.marxist.com/myth-of-lazy...

Børsen har også en oversigt, se http://borsen.dk/okonomi/nyhed/182191/
Her får man unægtelig standardindtrykket, altså græsk vellevned, men så vidt jeg umiddelbart kan se (læseren bør checke), er der ikke nogen egentlig modsætning mellem tallene i de to henvisninger. Der er ’blot’ udvalgt forskellige tal.

Vi snakkes ved om nogle dage.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce