Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
28. april 2010 - 15:38

De har solgt verdens lunger

Med fokus på Peru skildrer den danske dokumentarfilm De har solgt verdens lunger de konsekvenser, som olieudvindingen har for regnskoven og for lokalbefolkningen.

JPEG - 258.8 kb
Filmplakat

Dermed sætter filmen fokus på en udvikling, som mange danskere formentlig ikke kender til:

Siden 2003 har Peru således valgt at koncessionere store dele af regnskoven til udenlandske olie- og gasselskaber, og i dag udgør det koncessionerede areal næsten 70% af Perus andel af Amazonas, dvs. et areal på størrelse med Frankrig.

Udviklingen har haft store følger, og De har solgt verdens lunger giver et indblik i den konflikt, der siden juni 2009 har ført til de mest voldsomme sammenstød mellem befolkningen og sikkerhedsstyrkerne siden afslutningen på landets borgerkrig.

Med filmen tages publikum med på rejse, der følger olien – fra junglen, hvor indianerkvindens børn dør af olieforureningen, via fortvivlede landsbyboere og den bekymrede miljøekspert til storbyen Lima, hvor de store olieselskaber holder til.

Filmen er instrueret af Frederik Sølberg og Peter Leys.

Frederik Sølberg er uddannet cand.mag. i filmvidenskab, autodidakt filminstruktør og har tidligere instrueret musikvideoer, kortfilm og videokunst.

Peter Leys er uddannet cand.scient. med speciale i konflikter omkring udvindingen af naturressourcer og har gennem de sidste 10 år boet, rejst og arbejdet i Latinamerika.

JPEG - 191.4 kb
Instruktørerne Frederik Sølberg og Peter Leys, pressefoto

De har solgt verdens lunger - der netop er blevet udtaget til hovedkonkurrencerne på filmfestivalerne 7th Green Film Festival in Seoul i Sydkorea og på Reel Earth Film Festival i New Zealand – vises for første gang i København torsdag den 29. april kl. 19 og kl. 20 i biografen Byens Lys på Christiania (filmen varer 29 minutter). Billetter kan købes i døren – entré: kr. 30.

Ligeledes har en række græsrodsbevægelser sat fokus på Amazonas.

JPEG - 183.6 kb
Kampagnen "Protect Indigenous Rights - Save the Amazon!", foto: copyright Avaaz.org

Bl.a. har organisationen Avaaz.org gennemført flere kampagner, henholdsvis


- en underskriftsindsamling i sommeren 2009, hvor mere end 235.000 mennesker i forbindelse med de voldsomme sammenstød skrev under på en opfordring til Perus præsident om at suspendere de love, der giver olieselskaberne adgang til Amazonas, og til at gå i reel dialog med lokalbefolkningen;


- en telefon- og mailkampagne også i sommeren 2009, hvor man - ifølge Avaaz.org - med 14.000 telefonopkald og 30.000 mails til Brasiliens præsident bidrog til det pres, der gjorde, at en lov, som ville have betydet, at store dele af regnskoven ville overgå til landbrugsjord, blev tilbagekaldt;


- og endelig en underskriftsindsamling tidligere i år, hvormed mere end 230.000 opfordrede Chevron om at rydde op efter selskabets olieforurening i Ecuador.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce