»Hvordan er man en god hvid allieret?«

Under overskriften »Hvordan bliver man en god hvid allieret?« afholder den canadiske genderqueere kunstner Poe Liberado workshops. H_n håber dermed at være med til at bane vejen for en afvikling af den hvide dominans, der eksisterer over alt i vores samfund – også på venstrefløjen. Og dermed gøre disse miljøer tilgængelige og trygge for etniske minoritetspersoner.

Workshoppen er baseret på Poes egne erfaringer som etnisk minoritetsperson inden for såvel den anarkistiske bevægelse som i den queere subkultur.

Fra Toronto til Berlin

Poe Liberado er for tiden bosat i Berlin, men har tidligere været aktiv i Torontos anarkistiske og queere miljøer.

Forskellen på det berlinske og det canadiske queermiljø er ifølge Poe stor – særligt når det kommer til spørgsmål om at sørge for, at etniske minoritetspersoner føler sig trygge, når de træder ind i den pågældende subkultur.

Det har dels at gøre med, at Toronto er en meget multikulturel by, hvor forskellige etniske grupperinger er vant til at leve med hinanden. Som en anden væsentlig forskel på Canada og Europa nævner Poe, at der i Nordamerika er en anden tradition for et stærkt etnisk minoritetsmiljø, hvor man er vant til at tage kampen op mod den hvide dominans, hvordan den end udtrykkes:

– Der eksisterer afgjort queere etniske minoritetspersoner, også her i Berlin. Men hvis man ikke har en gruppe af ligesindede mennesker til at bakke sig op, så tager det en masse energi overhovedet at gøre sin stemme hørt.

Poe understreger i den forbindelse, at det ikke er fordi, der ikke eksistere etniske minorietsmiljøer i Europa, men at det snarere er et spørgsmål om, hvordan man vælger at bruge sin energi. Og det kan aldrig blive et spørgsmål om, hvorvidt de etniske minoriteter skal tage kampen op for deres ret til at være del af en hvid politisk bevægelse:

– Mange etniske minoritetsperonser gider simpelthen ikke finde sig i den hvide dominans, og det burde jo heller ikke være nødvendigt. Hvid dominans er derimod noget, som hvide mennesker burde håndtere og være med til at ændre på – og det ville så give plads til etniske minoriteter!

Hvid dominans – også på venstrefløjen!

Gennem sin egen aktivitet på forskellige dele af venstrefløjen har Poe måtte sande, at hvid dominans i den grad også florerer i de alternative og politiske subkulturer. Og at viljen til at gøre op med de privilegier, som man som hvid person får tildelt, kan være lige så fraværende her, som i det omkringliggende samfund.

– Indstillingen er fx inden for queermiljøet, at man pga. sit politiske engagement over sin heteronormative socialisering, og derfor også hævet over sin socialisering inden for et hvidt domineret samfund. Men ingen af os kan sætte os ud over den socialisering.

Som hvid allieret i fx den anti-racistiske kamp må man ifølge Poe Liberado overveje sine egne privilegier og være med til afvikle den hvide dominans, der eksisterer i samfundet som helhed såvel som på venstrefløjen

Og det er netop her Poe forsøger at sætte ind med sine workshops. Her gennemgås de historiske forudsætninger for den hvide dominans og der lægges op til diskussion omkring, hvordan man som hvid person kan lære at erkende og forsøge at afvikle sine egne privilegier inden for såvel den anti-racistiske som andre progressive bevægelser. Herigennem håber Poe at få folk til at se, hvordan også racistiske strukturer florerer inden for vores egne politiske rækker.

»Hvid skyld«

En ting, som Poe taler om i sine workshops er, at man som hvid allieret skal lære at kende og håndtere sine følelser omkring begrebet ’hvid skyld’.

Skyldfølelser over at nyde godt af ”hvide privilegier« er noget, som Poe ofte møder hos folk, der færdes i venstrefløjsmiljøer. Det er imidlertid ikke bare trættende for etniske minoritetspersoner at lægge øre til sådanne skyldfølelser, det er også med til – atter – at centrere den antiracistiske kamp om, de hvide personer, der altid synes at stå som det centrale politiske subjekt:

– Skyld er et slagkraftigt og manipulerende værktøj. Det er måske ikke en bevidst manipulation, men ikke desto mindre har det en række konsekvenser. For det først er det med til at isolere etniske minoritetspersoner, fordi de som enkeltpersoner bliver stillet til ansvar for hvide menneskers skyldfølelser. For det andet ender vi med at diskuterer dine – hvide – erfaringer, istedet for at diskutere de strukturer, der med til at skabe et system af hvid dominans.

Derfor råder Poe hvide personer, der ønsker at være gode allierede til at lade være med at tage kritikken af hvid dominans personligt. Når mange hvide mennesker tilsyneladende har svært ved dette, tilskriver Poe det, at hvide mennesker sjældnet har været vant til at se sig selv som racialiserede personer:

– Som etnisk minoritetsperson er man vant til at trækkes med byrden med at skulle repræsentere alle etniske minoriteter. Hvis jeg ikke giver drikkepenge, så er det fordi etniske minoritetspersoner ikke giver drikkepenge. Og det er netop et hvidt privilegie ikke at være nødt til at tænke sådan.

Som et klassisk eksempel på, hvordan hvid skyld og gode intentioner ikke er meget bevendt i politisk henseende – men derimod kan være direkte reaktionære – henviser Poe til, hvordan både kolonialisme og (neo)liberalisme har været spundet ind i begrebsapparater omkring hvid skyld, når europæiske lande fx har ville ’hjælpe’ de stakkels fattige mennesker i ’tredje verdenslande’:

– Det er overhovedet ikke med til at afvikle de strukturer, der har skabt kolonialiseringen. I stedet har vi nu bare en ny-kolonialisering og dermed er det bare med til at reproducere strukturerne igen og igen.

For at undgå dette foreslår Poe, at man istedet for at blive inden for en ramme, hvor man taler om racisme versus anti-racisme, helt må gøre op med det system, der producerer og opretholder den hvide dominans.

– Når man taler om ’racer’ så er der en tendens til at man endnu en gang placerer den hvide, europæiske ’race’ i midten og de andre ’racer’ bliver derefter placeret i forhold til denne. Det kan godt være det lyder som en ret teoretisk omgang, men jeg tror, det er nødvendigt at have disse diskussioner for at kunne gøre grundlæggende op med systemet, der producerer personer som racialiserede og dermed fortsat hvid dominans. Hvis ikke vi tager sådanne grundlæggende diskussioner, så ender vi bare med at bakke op om det liberalistiske system.

»Når du bliver kaldt racist...«

Selvom Poe således pointerer vigtigheden af en overordnet politisk indgangsvinkel som hvid allieret til fx den antiracistiske kamp, så betyder det ikke, at man som person ikke er nødt til at tænke over, hvordan man reproducere og opretholder racistiske strukturer.

Et smertenspunkt kan i den forbindelse være at fortælle hvide personer, at de opfører sig racistisk:

– Det, der som regel sker, hvis en hvid person bliver kaldt racist er følgende: Først begynder de med at fortælle dig om alle de etniske minoritetspersoner, de kender. Derefter om alle deres anti-racistiske meritter, om hvordan de laver solidaritetsarbejde med oprindelige befolkningsgrupper osv. Som et tredje punkt vil de fortælle dig om, hvordan de rent faktisk slet ikke er hvide personer, og til sidst begynder de nogen gange at græde.

– Det kan være ret hårdt som etniske minoritetsperson at høre på en hvid person, der græder over, hvor hårdt racisme er – for dem selv, griner Poe, og kommer istedet med følgende forslag til, hvordan man kan reagere:

– Lyt! Glem alle undskyldningerne. Tænk i stedet på, at du netop har såret en person, der kender til racisme på deres egen krop. De kender med andre ord racisme, når de ser det eller hører det. Og har dybest set ikke nogen forpligtigelser til at lære dig noget som helst – det er ikke deres ansvar!

Som med al racisme har også racisme på venstrefløjen med magtdynamikker at gøre. Og ved at afkræve redegørelser og forklaringer er du med til at opretholde denne ulighed og få den anden person til at arbejde for dig, forklarer Poe.

– Hvis du er heldig, kan det være at personen kan give dig nogle tips til, hvor du kan læse eller lære mere. Men dybest set behøver de ikke at gøre noget som helst for dig.

– Men husk også på, at det ikke er verdens ende. Vi begår alle fejl. Så du kan begynde med at indrømme, at du har gjort noget forkert og så prøve at lære af det.

Hvidhed og politiske strategier

Når snakken falder på andre politiske kampe end den direkte anti-racistiske er det ligeledes nødvendigt, at hvide mennesker på venstrefløjen overvejer deres eget racialiserede udgangspunkt.

Dette er fx noget som ifølge Poe mangler i den såkaldte anti-gentrificrings bevægelse:

– Hvide mennesker og fx det hvide queermiljø, er på mange måder ansigtet på gentrificering. Det betyder ikke, at de hvide alternative venstreradikale miljøer ikke burde eksistere, men det betyder, at disse miljøer ikke bare kan overtage anti-gentrificeringsbevægelsen, fordi de rent faktisk også er en del af gentrificeringen. Det er ligemeget, om du er queer eller straight, faktum er, at hvide beboere i et område er med til at forhøje huslejen og huspriserne.

Anti-gentrificeringsbevægelsen nævner Poe som et eksempel på en bevægelse, der er nødt til at medtænke sit eget racialiserede - og ofte hvide - udgangspunkt. Faktum er nemlig, at hvide mennesker er med til at hæve husleje og huspriser, og race-spøgsmål bør derfor være en integreret del af denne kamp

– Det betyder ikke nødvendigvis, at man ikke – som en person, der nyder hvide privilegier – skal flytte ind i gentrifikationstruede områder. Men det betyder, at man skal være opmærksom på at dette er et privilegie som en hvid person, og på de konsekvenser, det kan have.

Et anti-racistisk badge

Et spørgsmål, Poe ofte bliver stillet i sine workshops, er, hvordan man kan få flere etniske minoritetspersoner til at være en del af såvel venstreorienterede som queer-politiske sammenhænge.

Og her er Poes svar ganske klart:

– Lad være med at gøre noget! I behøver ikke at lave særskilte invitationer til os. Vi kan faktisk godt læse – og kan finde ud af at kigge i de eksisterende aktivitetskalendre. Derudover taler vi som etniske minoritetspersoner sammen, og hvis I inden for jeres miljøer arbejder med at afvikle hvide privilegier og på den måde er med til at gøre det trygt for etniske minoriteter at være der, så skal vi nok høre om det.

– Og hvis I som hvide personer overvejer, hvorvidt jeres bevægelse er et trygt sted for etniske minoriteter, så kig rundt. Hvis vi ikke er en del af jeres miljø, så er det fordi, det ikke er trygt.

Selvom arbejdet med at anerkende og forsøge at afvikle hvide privilegier kan være svært at gå til, så vil dette ifølge Poe være en langt mere frugtbar og langsigtet strategi end at invitere et par etniske minoritetspersoner, som så forsvinder igen efter et par måneder igen, fordi den hvide dominans stadig florerer:

– Man kan sammenligne det med forskellen på at forpligte sig til et reelt stykke politisk arbejde, frem for blot at anskaffe sig det nyeste anti-racistiske badge til at sætte på sin jakke.

Poe Liberado holder blandt andet workshop på Copenhagen Queerfestival 2010. Hold øje med programmet her: http://www.queerfestival.org/