Anmeldelse: PET-kommission som hvidvaskningscentral

Den lille antologi, De overvågede tager ordet, der består af 15 selvstændige indlæg, retter en sønderlemmende kritik mod PET-kommissionens mammutværk, der udkom i sommeren 2009.

Forfatterne til antologien fatter simpelthen ikke, hvad PET-kommissionen har bedrevet i de ti år, den har haft til at foretage en undersøgelse af PET’s arbejde i perioden 1945-1989.

Alle muligheder lå åbne, men blev tilsyneladende ikke udnyttet. Arbejdet har kostet 10 millioner kroner, og 4.600 sider er blevet skrevet, men alligevel er resultatet stort set nyttesløst, hvis formålet ikke bare har været at frikende PET for at have været en stat i staten.

Kommissionen har derimod skrevet rigtige mange ord, for at komme uden om det helt centrale spørgsmål – nemlig om PET på et ulovligt grundlag registrerede helt almindelige borgere og politikere, der alene udøvede lovlig politisk virksomhed. En ret der burde være grundlovssikret.

PET-kommissionen frikender blankt PET, da påstanden er, at PET intet gjorde, der ikke havde opbakning hos landet ledende politikere.

Efter at have gennemført et politisk bestilt rengøringsarbejde nedlagde PET-kommissionen sig selv. Derimod sidder mange af dem, der blev overvåget af PET under den kolde krig tilbage med en ret bitter smag i munden.

De mener, at kommissionsrapporterne var stærkt kritisable – enøjede og mangelfulde. Det fremførte de bl.a. på en offentlig høring i august 2009. Antologien indeholder, i en lidt mere udførlig form, de kritikpunkter, der blev fremført på selve høringen. Det er afslørende læsning.

Først og fremmest mener alle deltagerne fra konferencen, at det var besynderligt, at PET-kommissionen overhovedet ikke overvejede, om der fandtes andre kilder til belysning af PET’s arbejde end PET’s egne arkiver. I årevis overvågede PET nemlig en række politiske miljøer – helt overvejende det, PET betegnede som venstreradikale miljøer.

Typisk brugte PET lettere anløbne personer som infiltratorer. Mennesker, der enten politisk eller psykisk var syge i hovederne, var de foretrukne informanter, der fylde PET’s meget omfattende arkiver med mere eller mindre sandfærdige historier fra miljøet.

Disse informanters primære interesse var givetvis, at malke PET for penge for egen vindings skyld. Det gjorde også, at de givetvis så en egeninteresse i at fylde PET med finurlige og svært verificerbare historier. Desto mere kryptiske tilbagemeldinger de kunne give, i desto længere tid var de interessante for PET.

Meget tyder på, at PET’s infiltratorer og informanter var placeret langt væk fra de besluttende cirkler i de partier, de var sat til at overvåge. De legede kokke og de slikkede frimærker, men var tilsyneladende troværdige nok for PET til, at de kunne indgå i deres efterretningsvirksomhed.

Men et er, hvad PET kunne bruge, noget andet er, at PET-kommissionen tyve, tredve år efter også anvender dette materiale som en slags bevis på PET’s nyttige arbejde. Nu hvor man ved, at PET overvågede de venstreradikale miljøer, ville det da have været nyttigt at se, om de informationer, som PET lå inde med, også stemte med virkeligheden.

Samtlige venstreorienterede partier, som blev overvåget af PET, havde indvilget i at stå til rådighed for PET-kommissionens undersøgelser. Alligevel så man, at PET-kommissionen overhovedet ikke kontaktede de nøglepersoner, der med stor sandsynlighed kunne have nuanceret billedet af PET’s omfattende overvågningsaktiviteter.

Som historikere i PET-kommissionen må man da vide, at ikke alle kilder er sande, og at en hvilken som helst historisk begivenhed bedst belyses ved at se sagen fra alle parter.

Søren Søndergaard udtrykker det meget præcist: »Jeg vidste f.eks. ikke – og forestillede mig heller ikke – at en kommission kunne sidde i ti år og bruge 70 millioner kroner af skatteydernes penge uden at snakke med de folk, som PET overvågede, og som kommissionen i sin beretning videregiver allehånde udokumenterede beskyldninger imod« (s. 17).

Et andet uløst problem er, at det i dag er ganske usikkert, om PET-kommissionens arbejde har ført til, at man som borger har fået sikret sine rettigheder til at kunne udøve lovligt politisk arbejde uden at blive registreret.

Poul Smidt er ikke helt overbevist: »Det er PET-kommissionens ansvar, at der i dag er 4600 ulæselige sider og ikke et eneste sted en klar tekst, der giver sikkerhed for fremtiden« (s. 23).

Da PET-kommissionen i 1989 blev nedsat stillede Folketinget naturligvis en række spørgsmål, som den gerne ville have besvaret.

Til trods for en bemandingsmæssig stor kommission, og ti år til at finde passende svar, er det Line Barfods vurdering, at det ikke er sket fyldestgørende. Især er belysningen af PET’s anvendelse af infiltratorer (penetratorer) yderst mangelfulde. Ligeledes er det aldeles uklart i hvor stort et omfang PET har overvåget og registreret folketingsmedlemmer og ministre.

Svarene fra PET-kommissionen synes ikke at bygge på systematisk forskning af kilderne, men mere på løse formodninger om, at vise politikere og ministre vistnok blev overvåget, når de deltog i ambassadereceptioner, frokostmøder og den slags: »Det fremgår således, at PET i vidt omfang har registreret og overvåget folketingsmedlemmer, og at der ikke var nogen særlige retningslinjer for dette« (s. 32).

I hele den kolde krigs tid poppede der i offentligheden historier op om, at ganske almindelige og lovlydige borgere blev registreret i hemmelige kartoteker. Dette førte til, at regeringen i efteråret 1968 kom med en erklæring om, at denne aktivitet skulle stoppe. Erklæringen er sidenhen blev misbrugt på det skammeligste.

Hver gang der blev rejst offentlig kritik af uretmæssig politisk overvågning, blev kritikken affejet med, at det ikke kunne have sin rigtighed med henvisning til regeringserklæringen og de parlamentariske instanser, der var blevet nedsat for at sikre, at alt gik retmæssigt til.

Her leverer Preben Wilhjelm (som sædvanlig?) en uhyre skarpsindig analyse af dette politiske rænkespil. Wilhjelm er helt klar i mælet:

»Spørgsmålet er så: Hvordan har PET forvaltet regeringserklæringen. Efter PET-kommissionens beretning kan det besvares meget klart: Den er aldrig blevet efterlevet! Den er systematisk blevet omgået så at sige fra første dag« (s. 37).

Som bekendt frikender PET-kommissionen PET for ikke at have fulgt regeringserklæringen – med henvisning til at de ledende politikere i hemmelighed (vistnok) var blevet orienteret.

Det får med rette Wilhjelm til at stejle: »hvis det virkelig er rigtigt, at PET gennem alle årene har haft politisk rygdækning for en praksis, som klart er i strid med VKR-erklæringens registreringsforbud, så forekommer det mig langt alvorligere, end hvis det ’blot’ var PET selv, der havde anlagt vidtløftige fortolkninger. For så handler det jo om, at den ene regeringstop efter den anden bevidst har ført Folketinget bag lyset. Så er det ikke blot en forvaltningsgren, der er på afveje, men selve demokratiet, der er angrebet ved roden, fordi man fjerner forudsætningen for enhver demokratisk beslutningsproces« (s. 47-48).

Man går helt galt i byen, hvis man tror, at det kun var lovlige politikere og politiske partier, der var i PET’s søgelys. I en række indlæg på konferencen – og dermed i bogen - får man et rystende men indsigtsfuldt indblik i, at PET så sandelig med stor nidkærhed holdt de faglige miljøer under kritisk opsyn – typisk godt hjulpet af hjælpsomme socialdemokratiske fagforeningsmedlemmer.

Fredsbevægelsen som langt hen af vejen af PET blev betragtet som kommunistiske dækorganisationer (benævnt frontorganisationer), blev også registeret på livet løs. Medlemslister og indkaldelser blev registreret, gemt og arkiveret. Intet var for småt, selvom folk i fredsbevægelsesmiljøet kan bevidne, at PET af og til løb med en halv vind.

Dette har endog ikke givet PET-kommissionen lejlighed til at overveje troværdigheden af PET’s arkiver.

På samme vis blev Vietnam- og Sydafrika-komiteer genstand for PET-overvågning – til trods for, at der alene var tale om en lovlig politisk virksomhed. Også de nye socialistiske partigrupperinger og forskellige anarkistmiljøer blev intimideret. Typisk for PET uden den tilstrækkelige indsigt i, hvad de i det hele taget gik og foretog sig. Så meget af registreringen blev til på grundlag af fordomme og dubiøse indberetninger.

PET-kommissionen lægger faktisk yderligere til i forhold til PET’s eget arbejde.

Uden overhovedet at involvere Jens Peter Bonde fra EU-modstanderne, når PET-kommissionen på grundlag af tvivlsomt PET-materiale frem til den groteske påstand, at han ikke har været agent: »PET-kommissionen konkluderer, at jeg ikke har været agent for Sovjet. Det har den vanskelighed, at jeg ikke kan forlange et dementi. Jeg har i stedet krævet et berigtigende genmæle, som jeg har bedt Justitsministeriet anbringe på deres hjemmeside« (s. 104). Den er dog endnu ikke at finde på ministeriets hjemmeside.

Man forstår godt Bondes vrede: »Beretningens omtale er infam. Kommissionen refererer, hvad PET-folk måtte have sagt eller skrevet eller ment, det er teknikken. De tager ikke stilling til, om det er sandt. Men anklagerne bliver hængende, så man efter frifindelsen stadig står som en sovjet-agent, der har skaffet penge fra Moskva til Notat og Folkebevægelsen« (s. 105). Dette er mere en kritik af kommissionens arbejde, end PET’s ditto.

Ingen kan være i tvivl om, at det var venstrefløjen, der var i PET’s søgelys. Retfærdigvis må man dog nævne, at dele af den ekstreme højrefløj også påkaldte sig PET’s interesse, men meget fylder det ikke.

Overvågningen koncentrerede sig, som Morten Thing siger, alene »om de kendte hel- og halvnazistiske grupper, men tilsyneladende ikke har beskæftiget sig med de små radikale afskalninger som Blood and Honours, Combat 18 (omtalt én gang), Dansk Front, Dansk Forum, Dansk National Front, White Pride m.fl.« (s. 114).

Interessant i denne forbindelse er det, at PET tilsyneladende har holdt sig til regeringserklæringen, når det handlede om Fremskridtspartiet og senere Dansk Folkeparti – og om Den danske Forening har de været i syv sind.

Det oplyses også, at PET bevidst har brugt personer fra højrefløjen til infiltration i forskellige venstrefløjsmiljøer, mens de kun har sat lettere anløbne højrefløjsfolk til at overvåge og registrere højrefløjens aktiviteter.

PET har med stor nidkærhed overvåget alle KGB’s aktiviteter i Danmark, og givetvis ladet CIA gennemføre og finansiere overvågning af danske borgeres aktiviteter i Danmark, samtidig med at Mossads operationer i Danmark er forbigået PET’s opmærksomhed i stilhed.

Antologien slutter af med, at Ole D. S. Hansen beskriver, hvordan man i Norge har håndteret et sagskompleks, som ligner den danske PET-kommission.

For det første ser det ud til at deres kommissionsarbejde har været beriget med en større faglighed og en evne og lyst til at finde frem til sandheden i politiets overvågning af norske borgeres lovlige politiske aktiviteter. I modsætning til i Danmark findes der en egentlig lov i Norge, der forbyder ulovlig politisk overvågning. I Danmark blev det aldrig til en lov, men kun en regeringserklæring. Det har være med til at give et tåget lovgrundlag, og i dag kan alle (måske undtaget PET-kommissionen) se uklarheden i det lovmæssige grundlag for PET’s aktiviteter.

Det utrygge består stadig. Med stramningen af terrorlovgivningen både i 2002 og 2006 kan man frygte, at den overvågning PET i dag foretager af borgernes lovlige politiske arbejde, gør overvågningen under den kolde krig til det rene og skære vand.

Teknologiske landvindinger, arkivsystemernes mangedobling og terrorfrygten generelt har givet gjort, at man med stor sandsynlighed kan hævde, at alle skribenter og læsere af Kontradoxa nidkært bliver registreret af PET.

Det er dog vigtigt, at man ikke lader sig skræmme væk fra sine demokratiske rettigheder i frygt for registrering. Det bevidner de overvågede også. Derfor er deres bidrag en vigtig brik i Danmarks nyere politiske historie.

Det er sjældent at de overvågede kommer til orde. Det gør de her, og de gør det godt.

Preben Etwil er cand. polit. og medlem af hovedbestyrelsen i Socialpolitisk Forening. Han er desuden medredaktør af Tidsskriftet Social Politik.

De overvågede tager ordet, 126 sider, forlaget Frydenlund 2009. Pris: 199 kroner. Bidragsydere: Søren Søndergaard, Poul Smidt, Line Barfod, Preben Wilhjelm, Poul-Henrik Jensen, Anton Nielsen, Anker Schjerning, Michael Voss, Tom Vilmer Paamand, Jens-Peter Bonde, Gorm Gunnarsen, Morten Thing, Ole S.D. Hansen og Petter Sommerfelt.