Studerende ved Københavns Universitets naturfaglige uddannelser droppede mandag den 1. februar undervisningen og trodsede sne og kulde for at blokere deres universitet i protest mod fyringer af undervisere.
På Institut for Geologi- og Geografi deltog 150 studerende i blokaden mens Biologisk Institut blev blokeret af godt 300 studerende.
– Vi blokerer vores universitet i håb om, at vores rektor Ralf Hemmingsen vil tænke sig om en ekstra gang, inden han gennemfører de planlagte forringelser, siger Troels Petersen, talsperson for de biologistuderende.
På Biologisk Institut er planen at nedlægge 36 job. Det betyder, at 40 procent af underviserne vil blive afskediget over en treårig periode.
Derudover bliver hele uddannelses- og forskningsgrene skåret væk og den praktiske laboratorieundervisning vil blive erstattet af masseforelæsninger.
De studerende foran biologis hovedindgang dansede limbo imod forringelserne og bagte pandekager over bål.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96