Anmeldelse: PET og den kolde krig

PET. Historien om Politiets Efterretningstjeneste fra den kolde krig til krigen mod terror handler om PET under den kolde krig. Bogen er velskrevet, men må nok i al væsentlighed betragtes som et koncentrat af PET-kommissionens mammutrapporter, der udkom i sommeren 2009.

I kort form er det historien om det danske politis overvågning af spioner, politisk ekstremisme og international terrorisme. Heldigvis har Danmark stort set været forskånet for de store anslag eller skandaler på dette område, men har alligevel i mindre skala snuset til det meste.

PET-kommissionens stærke og svage sider går så at sige igen i denne lille og overkommelige bog, hvilket ikke er så mærkeligt, da bogens tre forfattere, der alle er velanskrevne historikere, i kortere eller længere tid har været ansat ved PET-kommissionen.

Der fremkommer i bogen, så vidt det kan vurderes, ikke ny viden omkring PET’s efterkrigstidshistorie. Så hvis man allerede har læst kommissionens ufattelig mange rapportsider kan man godt spare sig for at læse bogen. Omvendt vil dem, der ikke orker eller har tid til at læse disse PET-mursten, kunne slippe hæderligt igennem med denne bog – og være relativt godt og informativt orienteret.

Meget betegnede har forfatterne bevidst valgt at kalde deres historie for »en fortælling«. Dette begrunder sandsynligvis også, at kildematerialet er henvist til en kortere omtale sidst i bogen. Som omtalt tidligere er kilderne til bogen stort set baseret på PET-kommissionens arbejder.

Hermed er tonen i bogen også slået an. Tilgangen er mere forklarende end kritisk analyserende. Hvidvask af PET er der ikke ligefrem tale om, men meget forståelse og overbærenhed af deres til tider besynderlige og stærkt politisk begrundede dispositioner er der til gengæld i rigt mål.

Omdrejningspunktet i bogen er en beskrivelse og analyse af, hvordan PET under den kolde krig håndterede overvågningen af borgernes lovlige politiske aktiviteter, og hvilken rolle politikerne spillede i den forbindelse.

De tre forfattere frikender blankt PET for at skulle have fungeret som en stat i staten. PET gjorde intet, der ikke havde opbakning hos landets ledende politikere. Noget andet var så, at de måske ikke informerede alle parlamentarikere og slet ikke den brede offentlighed:

»Der havde siden 1947 været skiftende borgerlige og socialdemokratiske regeringers officielle politik, at politiet ikke måtte registrere danske statsborgere alene på grundlag af deres politiske tilhørsforhold. Et var officiel politik, noget andet, hvad man i virkeligheden mente« (s. 88).

Med jævne mellemrum dukkede der kritik af de hemmelige kartoteker op i offentligheden, og når kritikken blev for heftig, lovede regeringen bod og bedring.

Regeringserklæringer om mindre registrering af lovlige politiske aktiviteter flød herefter i en lind strøm, men bureaukratiet i både politi- og justitsvæsenet arbejdede stille og roligt videre, og neutraliserede på de væsentligste områder enhver form for ændringspraksis.

De tre historikere rykker denne praksis til undsætning, da historien: »viser, at der i politik ikke altid er fuld overensstemmelse mellem det sagte og det gjorte: Indadtil gav man PET vide beføjelser. Udadtil lod man forstå, at en væsentlig begrænsning i PET’s registreringer nu var indført« (s. 184).

Man får forklaret, at politikerne ofte står i det demokratiske dilemma, om de skal følge en folkestemning, eller om de skal lade sig lede af det, som de selv mener tjener Danmarks sikkerhed bedst. Det gives der jo ikke noget let svar på - og slet ikke i bogen, da borgernes retssikkerhedspolitiske garantier overhovedet ikke bliver inddraget i bogens analyser.

Det forhold at politiet slet ikke følger loven, generer tilsyneladende slet ikke forfatterne. Det afgørende for dem er, at landets ledende politikere har accepteret politiets praksis. Det skulle efter deres begreber være legitimitet nok.

Dermed vasker politikerne og politiet så at sige ansvaret af på hinanden. Politiet har så at sige fået lov til at lave ulovligheder af dem, der laver lovene. At borgernes grundlæggende demokratiske rettigheder til at udøve lovlig politisk arbejde i princippet er krænket, kæres ingen om.

Man får derimod at vide, at politiet faktisk overholdt loven, da man ikke registrerede folk, der alene bedrev lovlig politisk virksomhed. Spidsfindigheden opstår derved, at politiet af egen drift, og uden myndighedskontrol kunne afgøre, at stort set al venstreorienteret politisk virksomhed ikke alene skete i forbindelse med lovlig politisk aktivitet.

Keine hexerei, nur Behändigkeit – loven var dermed formelt set overholdt.

PET’s egne vilkår og arbejdsmetoder bliver behandlet ret indgående i bogen. Interessant læsning.

PET var langt fra altid lige professionelle, og de gik ofte egne veje uden at rådgive sig med det politiske niveau. De modarbejdede på mange måder muligheden for ekstern kontrol af deres virksomhed – ud fra devisen om, at den der lever skjult, lever godt.

Bogen viser tydeligt, at PET var præget af meget få bevillinger og stor intern rivalisering. Etaten var også præget af en stor grad af politisk naivisme og kynisme – med stærkt højredrejede tendenser.

I perioder var der også betydelige problemer med at fokusere på det væsentlige i forhold til PET’s formål. Man forfaldt til avislæsning og overvågning af de forkerte, og man havde såkaldte informanter, der socialt set var lettere anløbne og tvivlsomme sandhedsvidner. Overdrivelse og opdigtede historier hørte til dagens orden. Ikke overraskende var der i betydelig grad tale om en del skæg og blå briller.

Efterretningerne var ofte historier af tvivlsom karakter, der ikke førte nogle vegne hen. Et sted i bogen omtaler PET faktisk det som vi andre ville kalde løgn og latin, som »mere dynamisk og effektiv, end der var dækning for« (s. 250). Det danske sprog har som bekendt vide rammer.

Bogen har en række interessante omtaler af enkeltstående spionsager. Interessante historier, men af og til også af yderst tvivlsom sandhedsværdi. Forfatterne til bogen vil da heller ikke lægge deres hoveder på blokken, men kun videregive hvad de har fundet frem til i PET’s omfattende arkivmateriale.

Mange rygter om navngivne personer, der på en eller anden måde skulle have drevet spionage, kan hverken bekræftes eller afkræftes. Man kan spørge sig selv, hvilket formål det har at nævne personerne med navns nævnelse i bogen. Politisk hævn, nysgerrighed eller reel oplysning?

Her kunne man godt have tænkt sig, at bogens forfattere – og for øvrigt også PET-kommissionen – havde undersøgt nogle af de fremførte påstande hos de personer, der stadig lever. Det har man tilsyneladende ikke følt noget stærkt behov for. PET’s arkiver bliver i denne forbindelse ukritisk betragtes som troværdige kilder. Ikke fordi at andre vidner nødvendigvis skulle tale mere sandt, men for at nuancere fremstillingen. En sandhed har som regel to sider.

Bogen rejser en række problemstillinger, som man i hverdagen måske ikke går og tænker så meget over.

Hvor langt kan man gå i at modtage informationsmateriale fra en anden stat og anvende det i sin egen politiske eller litterære virksomhed uden at blive betragtet som statsfjendtlig spion?

Hvor langt kan man gå i forsøget på - i fuld offentlighed - at påvirke den offentlige mening i retning af hvad en anden statsmagt ønsker, uden at blive anklaget for spionage?

Det gives der ikke noget entydig svar på i bogen.

I en sag fra begyndelsen af 1980’erne var en dansk forfatter ved at komme i alvorlige vanskeligheder, da han angiveligt havde samme synspunkter om en atomfri zone, som vores daværende hovedfjende Sovjetunionen havde. Han havde såmænd også modtaget informationer fra sovjetisk side – ingen tvivl om dette. Der var derimod tvivl om hvilke modydelser han evt. skulle have modtaget – om overhovedet nogle.

Men enhver tvivl kommer i denne bog PET til gode. Han blev anholdt og spionanklaget, men sagen måtte opgives, da den tilsyneladende ikke kunne stå en domstolsprøvelse. Spørgsmålet var også, om sagen i virkeligheden ikke var mere politisk end sikkerhedsmæssig begrundet.

Den spionanklagede, men frikendte forfatter, fik anstændigvis mulighed for at føre en klagesag mod politiets anholdelse af ham, men: »Han afslog med den begrundelse, ’at en sag, som den, jeg har mulighed for at føre ikke vil komme ind på det centrale, nemlig skyldspørgsmålet’« (s. 245). Nemlig det forhold om man kan betragtes spion, hvis man har samme politiske opfattelse som fjenden – og giver udtryk for den.

Forfatterne af bogen mener, at det er urimeligt, at bedømme PET’s resultater eller succeser på det antal af sager, som tjenesten vandt i retssystemet: »PET’s primære opgave under den kolde krig var dog ikke at søge en retsforfølgning af danske statsborgere, der er mistænkt for spionage. PET skulle først og fremmest tage vare på landets indre sikkerhed og hindre, at danske statsborgeres forbindelser østeuropæiske diplomater kunne udvikle sig til noget ulovligt« (s. 249).

Bogen giver et udmærket billede af PET’s arbejdsmetoder og resultater fra Anden verdenskrigs afslutning i 1945 frem til Murens fald i 1989. Dem, der blev jagtet og registeret, var primært de venstreorienterede, der ofte blev sat i ledtog med statens ydre fjender, mens de højreekstremistiske kredse stort set blev betragtet som stærkt marginaliserede, hvilket gjorde at de blev betragtes som ufarlige for statens sikkerhed.

Det er ikke muligt at foretage en nuanceret samtidshistorie af det danske samfund i efterkrigstiden uden at inddrage Politiets Efterretningstjeneste i sin historieopfattelse.

Historien om PET viser nemlig både de nationale og internationale politiske spændinger, som det danske samfund i høj grad var kendetegnet af. At det så er et delvist partindlæg, må man leve med.

Forfatterne har faktisk gjort en del ud af ikke at fremstå som ensidige historikere, men deres valg af kilder gør det svært at forstå det meget anderledes.

På dette grundlag skal bogen anbefales - om ikke andet så som en slags appetitvækker til at kaste sig over selve PET-kommissionens meget omfattende arbejde.

Preben Etwil er cand. polit. og medlem af hovedbestyrelsen i Socialpolitisk Forening. Han er desuden medredaktør af Tidsskriftet Social Politik.

Regin Schmidt, Rasmus Mariager og Morten Heiberg: PET. Historien om Politiets Efterretningstjeneste fra den kolde krig til krigen mod terror, Gyldendal 2009.