Torsdag den 21. januar bliver der udtaget en symbolsk stævning mod regeringen for at acceptere fattigdom og social udstødelse i det danske velfærdssamfund. Det sker til den såkaldte fattigdomskur, som afholdes på Kofoeds Skole i København.
Bag stævningen står 21 organisationer, som er gået sammen i initiativet Stop Fattigdom Nu.
– Vi har prøvet at få socialminister Karen Ellemann til at komme og modtage stævningen, men hun er desværre forhindret, så nu må vi sende den, siger Knud Vilby.
Han er formand for Socialpolitisk Forening, som sammen med den danske afdeling af det europæiske fattigdomsnetværk EAPN er initiativtager til Stop Fattigdom Nu. Initiativet er kommet op at stå i anledning af, at EU har erklæret 2010 som fattigdomsår.
Stop Fattigdom Nu’s første aktiviteter er indkaldelse af fattigdomskuren og udsendelse af en erklæring, som kræver handling i forhold til det voksende fattigdomsproblem. Blandt forslagene i erklæringen er en officiel dansk fattigdomsgrænse, klare strategier til bekæmpelse af fattigdom og ulighed samt årlige fattigdomsrapporter på landsplan.
– Med vores initiativer prøver vi at presse regeringen til at acceptere fattigdom som et reelt problem. Den kan ikke blive ved med at snakke udenom, erklærer Knud Vilby.
Fattigdomserklæringen støttes indtil videre af 21 organisationer. Blandt underskriverne er 3F, Dansk Socialrådgiverforening, HK Kommunal, Mødrehjælpen, Ældre Sagen, Kirkens Korshær og Socialpædagogernes Landsforbund.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96