Skal din nabo kunne udvises, hvis han mistænkes for at ville begå terror, og skal du kunne anholdes, hvis du surfer på befrielsesbevægelserne PFLP`s og FARC`s hjemmesider?
Det mener danske folketingspolitikere fra Dansk Folkeparti til SF, som i kølvandet på attentatet mod tegneren Kurt Westergaard fremsætter en række forslag til stramninger i terrorlovgivningen og udvisningsreglerne.
– Det er bekymrende og skadeligt for retssamfundet, at politikerne kaster sig ud i hovedløse forslag til stramninger af loven, hver eneste gang der er en risiko for terror, siger formand for Retspolitisk Forening, Bjørn Elmquist.
Han mener i øvrigt ikke, at drabsforsøget kan betegnes som terror, da det er rettet mod en enkeltperson og udført på egen hånd.
Venstre, DF og Socialdemokraterne er enige om at øge mulighederne for administrative udvisninger, så folk fremover skal kunne udvises alene på en mistanke om at være involveret i terrorisme.
– Det må nu stå lysende klart for de fleste, at vi ikke kan acceptere at have terrorrelaterede islamister på mere eller mindre tålt ophold i landet. De skal langt nemmere end i dag kunne udvises og hjemsendes, lige så snart myndighederne sporer et tilhørsforhold til terrororganisationer, siger Pia Kjærsgaard.
SF vil forbyde besøg på såkaldt terrorrelaterede hjemmesider på internettet.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96