Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
23. november 2009 - 18:21

Mere end én dag

Though nothing, nothing will keep us together
We can beat them, forever and ever
Oh, we can be heroes just for one day
Though nothing will drive them away
We can be heroes just for one day
We can be us just for one day
I, I can remember
Standing by the wall
And the guns, shot above our heads
Oh, we can beat them, forever and ever
Then we could be heroes just for one day

(David Bowie, Heroes)

Mange elskende har det, de kalder »vores sang«. En sang, der minder dem om den første gang, de mødtes, om en fælles oplevelse, der bragte dem nærmere hinanden, om en intens og euforisk tid, hvor man delte noget særligt og hævede livet til noget større.

Venner kan også have en »vores sang«. Og Martins og min var David Bowies Heroes.

En sommeraften i 1985 sad jeg med Martin i vores besatte hus i Ryesgade 58 og spillede Bowie for fuld udblæsning. Politiet havde igen skudt med skarpt ved huset, og denne gang havde det været tæt på. Vi var selv ude om det, og det er ikke det, det skal handle om nu.

Men det var her, vi skrålede med på »and the guns, shot above our heads« og »heroes, just for one day«.

JPEG - 45.9 kb
Martin Lindblom, 1966 - 2009. Foto: Mark Knudsen/Monsun.

Tyve år efter, hvis vi var til en fest og sangen kom på, vendte vi automatisk blikket mod hinanden, smilede og huskede den dag og hele den tid.

Skyderier var trods alt ikke hverdag i BZ-bevægelsen, men den slags, der fik os til at føle os som del af alle dem, der virkeligt kæmpede for at gøre noget ved den lidelse og uretfærdighed, som vi så overgå mange mennesker rundt om i på kloden. En følelse af at være privilegerede, fordi vi fik lov at opleve den rene følelse af at kunne reagere, »beat them« og være »us«, om ikke andet så »just for one day«.

Ja, vi var nogle skide idealister og romantikere, og Martin bidrog til romantikken med sin højtlæsning for os, der boede i kollektiv med ham på 5. sal i Ryesgadehuset. Stearinlysene blev tændt og kakaoen varmet og så samlede vi os om køkkenbordet og lyttede til Martins stemme og Jonathan Livingston Havmåge. En fortælling om at gøre op med den fortvivlelse og de begrænsninger, der hindrer menneskene i at være frie og flyve højt og flot. En stor og smuk fortælling typisk for Martins idealer og æstetik.

Martin var i det hele taget et meget æstetisk menneske. Da jeg i 1983 kom vadede ind i Ryesgade i mine jyske træsko, var min første tanke, da jeg så Martin: Bare jeg var som ham. Han havde indrettet sit værelse med Corto Maltese tegneserier og anden udsøgt stil, var en helvedes flot fyr og lød navnet, Martin Kat.

Det sidstnævnte med al mulig grund. Martin havde et smukt katteagtigt ansigt, en elegant fremtoning og kattedyrets karakteristiske stolthed og snært af aristokrat.

Aristokrater opleves ofte som nedladende overfor andre, og sådan var der også nogle, der oplevede Martin. Specielt i den tid, hvor Martin var engageret i Antifascistisk Aktion, AFA.

Hverken Martin – eller resten af os i BZ-tiden og da vi hed de autonome – var engle eller fejlfri. Det gælder AFA og alle os andre, at vi var mennesker, der prøvede at kontrollere en kaotisk bevægelse og ønskede at gøre det hele perfekt. Og med vores voksende erfaring vidste vi jo efterhånden, hvordan alting gøres bedst, og vi havde i det hele taget så evig ret. Men det havde vi naturligvis ikke altid.

Også Martin havde sine fejl og begik de bommerter, man skal på ens vej gennem livet. For et stolt og ærekært menneske som Martin, er den slags ikke nemt at indrømme. Men det gjorde han, og han tog kampen op med sine skyggesider.

Måske derfor var Martin en mere ydmyg person i de senere år, og mindre hellig og frelst end når den slags kom over os som BZ’ere og autonome. Men det politiske og sociale engagement forblev uanfægtet ligeså glødende.

Med Martin var det sjovt at være politisk. Seriøst, produktivt og skideskægt, simpelthen. Og jeg mener: så man dårligt kan få vejret for grin. Sådan var mine allerførste oplevelser med Martin, og sådan var nogle af de sidste.

Nok forandrede han sig, men heldigvis ikke på alle måder. Der var en klar tråd i hans meningsfulde liv. En tråd der blev ved at handle om social retfærdighed, om at alle mennesker har ret til at flyve højt, flot og frit – og hvor Martins tid som modkraftredaktør virkeligt viste os andre nye veje og handlemuligheder. En tråd der tillige bandt gamle BZ’ere som mig og helt nye mennesker sammen omkring Martin og hans virke. Vi har været heldige, at Martin var der.

Da Martin for ca. halvandet år siden fik konstateret kræft, var det med beskeden om, at det var uhelbredeligt. Men igen og igen fortalte han os optimistisk, at det nok skulle gå alt sammen.

Han fortsatte sit arbejde, når han kunne, og han fortsatte med at være der for os. Det har ikke været nemt for Martin selv, men han gjorde det nemt for os. Da håbet til sidst var ude, holdt han inde med optimismen og gjorde det så nemt, som det nu er muligt, at tage afsked. Og det er ikke særligt nemt.

Nu hvor han ikke kan modsige mig (for så ville han gøre det), så lad mig sige, at for mig var Martin en helt. Mere end én dag.

Martin Kat. Æret være hans minde.

René Karpantschof er sociolog, historiker og tidligere BZ’er.

Martin Lindblom bisættes fredag den 27. november kl. 12 fra Hellig Kors Kirke, Kapelvej, Nørrebro. Familien opfordrer til at man i stedet for blomster støtter Modkraft.dk økonomisk. Se hvordan her.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce