Jesper Jensen (1931-2009) var, selvom han var af en generation før os, en integreret del af den nye venstrefløjs historie.
Jesper var psykolog af uddannelse og var, da jeg lærte ham at kende, ansat på Danmarks pædagogiske Institut. Efter han var færdiguddannet i 1957 skrev han flere bøger om pædagogisk psykologi. Interessen for børn blev ét spor i hans liv. Fra Kammeratvalg i skoleklasser fra 1961 til bestselleren Den lille røde bog for skolelever, som han skrev sammen med Bo Dan Andersen og Søren Hansen i 1970 frem til nogle af de børnebøger, han skrev senere i livet.
Han sagde engang, at der var mange mennesker, der spurgte ham, hvad de skulle stille op med deres børn, og om han ikke kunne hjælpe dem med deres problemer. »Jeg ville foretrække, at de havde spurgt mig, om jeg ikke kunne skrive en konfirmationssang i stedet for.«
Jesper havde visesangen med hjemmefra, og det viste sig hurtigt, at han var god til at skrive sange. Det talent bragede igennem i offentligheden med Studenterforeningens nytårskomedie Gris på gaflen, som han skrev sammen med Leif Panduro og Klaus Rifbjerg. Revyen kom som LP i 1962 og var en åbenbaring. Han fortsatte samarbejdet med sin gamle skolekammerat, Rifbjerg, i teaterstykkerne Hva’ skal vi lave? fra 1963 og Diskret ophold fra 1965.
Sangene blev til mange, og de blev i stigende grad politiske som i Den praktiske socialisme og andre sange fra 1967.
I 1971 udsendte han sammen med Benny Holst Den første maj. Forbindelsen mellem Jespers politiske sange og Benny Holsts melodier, fingerpicking guitar og klare stemme var en helt ny form for politisk musik for os. Det var ikke de gamle højstemte arbejdersange, men sange i et nyt, moderne og ligefremt sprog. Samarbejdet fortsatte (og sammen med Arne Würgler) med Skolesange og Europasange fra 1971, Lærlingesange fra 1972, Hvor længe endnu fra 1973 og Den sidste olie fra 1975.
Jesper skrev i politisk revy fra bladet begyndte at udkomme i 1963. Fra 1965-66 var han redaktør af bladet. I 1968 vendte han tilbage til redaktionen og var medlem af den til 1971.
Han var der således, da jeg i 1969 begyndte på bladet. Jeg kom fra venstrefløjens aktivistmiljøer, mens Jesper allerede havde arbejde og børn. Men forskelle (inklusiv alders-) til trods, var Jesper en aktiv del af bladet. Hans store erfaring med at skrive var til stor hjælp.
Jeg husker én af hans råd: »Når du har skrevet artiklen, så skær hele indledningen væk; det er kun opvarmning. Bagefter kan du strege afslutningen; den er kun en gentagelse.«
Han var selv hurtigtskrivende og praktisk orienteret i diskussioner. Og så var han et utroligt sødt menneske. Også efter han gik ud af redaktionen bidrog, han jævnligt med en sang eller en artikel.
Sangskrivningen førte ham til digtene, som i begyndelsen udsprang af hans nære samliv med venstrefløjen. Således med digtsamlingen Digt om så det gælder fra 1978. Titlen skal have tryk på »om«, for meningen var, at man skulle digte de gamle sange om, så de gjaldt i nutiden.
Mand, mand fra 1979 var en udløber af kvindebevægelsens rystelse af venstrefløjens mænd, men også begyndelsen på hans række af digtsamlinger, som i højere grad tog udgangspunkt i ham selv end i den fælles kamp. Det gælder også To af en slags fra 1980 og sangromanen Om lidt sir vi farvel om kærligheden.
I 1995 begyndte Jesper at skrive sine erindringer. Han forsøgte ikke at skrive én sammenhængende historie med sig selv som hovedperson, men skrev en række »tilbageklip« uden at tage hensyn til kronologien. Det blev til tre fantastiske bind: Tilbageklip (1995), Muntre minder (1998) og Tidens tænder (2000).
Da jeg snakkede med ham i august i år, overvejede han, om han skulle skrive et bind mere, selvom sidste bind hed Sidste tilbageklip i undertitlen.
Jesper var en fantastisk sangskriver, en fin digter og konstruktiv ven. Han var vores mand og vi kommer til at savne ham.
Morten Thing er forskningsbibliotikar på Roskilde Universitetscenter.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96