Paraguays præsident Fernando Lugo har fyret cheferne for de tre militære værn, hæren, luftvåbnet og flåden og i stedet indsat nye folk på posterne.
Samtidig har præsident Lugo aflyst en militærøvelse, hvori 500 soldater fra USA skulle have deltaget.
Det sker samtidig med, at det svirrer med rygter om kup mod præsident Lugo, som 20. april sidste år vandt præsidentvalget som kandidat for en bred centrum-venstre alliance, der kæmper for bedre vilkår for landets fattige.
Fernando Lugo afviser, at der er fare for kup, men medgiver ifølge Al-Jazeera, at der er politiske modstandere i dele af militæret:
– Som øverstkommanderende for de væbnede styrker kan jeg forsikre om, at der institutionelt ikke er fare for et militærkup. Der kan forekomme små grupper i militæret, som har forbindelse til, eller som kan bruges af den politiske klasse, men institutionelt er der ingen tegn på, at militæret har til hensigt at tilbagerulle den demokratiske proces, siger præsident Lugo.
Præsidentens alliance har et flertal imod sig i landets lovgivende forsamling.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96