»Hvis du ikke kan sige, hvad du mener, kan du aldrig mene, hvad du siger«: Dette Lewis Carroll-citat (i den originale engelske version) pryder mit oversættelsesfirmas hjemmeside. På mange måder er det et dybt problematisk citat.
Spørgsmålet er nemlig, om sproget – forstået som et gennemsigtigt medie – er i stand til nøjagtigt at gengive menneskers holdninger og tanker? Selv hælder jeg til den anskuelse, at det forhåndenværende sprog er medbestemmende for, hvad der overhovedet kan tænkes og dermed menes.
Og for Sørensen, hvor kunne man have skrevet meget om det poststrukturalistiske opgør med troen på 1:1-repræsentationens mulighed og autenticitetens primat her. »Men man ku’ å’ la’ vær’«, som de ville sige der, hvor jeg kommer fra.
I stedet kommer her min personlige udlægning af et par termer, der måske umiddelbart kan virke unødigt svære at forstå, men som det kan være meget praktisk at tilegne sig alligevel.
Every tool is a weapon...
Med termerne i baghånden er det nemlig lettere at blive bevidst om, hvad det lige var, der ramte én – og slå igen. De kan være en trøst. En øjenåbner. En boomerang. Et brækjern.
Da jeg var barn, blev jeg ramt af en masse ting, jeg ikke forstod. Det sker velsagtens for de fleste børn, og det kan stadig ske for mig den dag i dag.
Jeg er ofte blevet beskyldt for, at mit sprog er utilgængeligt: »Ka’ du ik’ tal’ dansk?« spurgte mine klassekammerater mig af og til. Også dét sker stadigvæk, om end jeg har mistet kontakten til stort set alle dem, jeg gik i skole med dengang; nu er det nogle andre, der spørger.
Imidlertid har hensigten med at bruge de såkaldt svære ord aldrig været at hægte mine samtalepartnere af. Tværtimod. Og jeg kan komme i tanker om en hel del gloser, der volder langt mere skade end de nedenstående – sidstnævntes græske eller latinske oprindelse til trods.
Det er blandt andet på grund af de andre ord, at det kan være nødvendigt at gå til verbalt selvforsvar og gribe til modværge med dem her.
Ordene og tingene
Så når du siger: »Piger kan ikke få stå«, siger jeg: Fallogocentrisme! Det kunne have været sejt, hvis jeg også havde svaret dét i 5. klasse, men dengang havde jeg desværre intet begreb for, hvorfor jeg blev så rasende og forurettet.
På skrift er det måske ikke videre tydeligt, men udsagnet er selvfølgelig et ordspil: »få stå« og »forstå« er (næsten) enslydende. »Jo, de kan!« Mit blik naglet fast til sammenføjningen mellem to skoleborde belagt med imiteret træ. Blodets brusen i ørerne. Drengenes indforståede fnisen: Jeg sidder i saksen, for hvor jeg måske nok kan argumentere mod betydning nr. 2, bliver det straks sværere at stille noget op over for nr. 1.
I et patriarkat er evnen til hhv. at ’få stå’ og ’forstå’ desværre mere end enslydende. ’Fallos’, som de fleste vel kender fra dansktimerne, og ’logos’, som betyder ’ord’, opfattes faktisk i vid udstrækning som sammenfaldende: Hvad skulle frygten for et lavere fagligt niveau på universiteterne i takt med kvindernes indtog ellers udspringe af?
Nu ved jeg, hvad fænomenet kaldes, og hvis jeg tager ordentligt sigte, kan jeg være heldig at ramme lige midt i -centrismen. Bull’s eye!
Den dag jeg fik bryster
Året forinden var fronterne ellers knap så skarpt trukket op. I frikvartererne væltede vi fodboldlystne ud i skolegården og fordelte os i to hold efter det velkendte princip: 1.-vælger! 2.-vælger!
Når det blev for varmt – og jeg husker netop dén sommer som gloende hed – smed vi vores T-shirts. Det var OK, så længe vi var udenfor: Det var i hvert fald sådan, jeg havde hørt reglerne formidlet videre til mine svedige medspillere.
Men en dag blev jeg hevet til side af gårdvagten, som synligt utilpas meddelte mig, at jeg »hellere måtte tage noget på overkroppen«. Jeg kiggede ned ad mig selv. Jeg kiggede over på drengene, som med stjålne blikke i min retning fortsatte spillet.
Og her kunne jeg lige så godt have skrevet: »De andre drenge«, for vi var alle cirka lige fladbarmede. Saltet sved i øjnene. Gråden sved i halsen. Jeg var blevet kaldt til orden.
De, der henviser til feministisk kritik som »skyttegravskrig«, skulle måske overveje en ekstra gang, hvem der giver signal til første spadestik. Jeg var blevet anråbt – eller interpelleret – som pige, og interpellationen gjorde, at jeg blev netop dét – og pludselig ikke ret meget andet end dét – i mine holdkammeraters blik.
»Ord skaber, hvad de nævner!« Sådan skrev allerede Grundtvig. Jeg gjorde, som der blev sagt.
Og så gik det ellers slag i slag. Tidligere havde jeg til min mors store bekymring nærmest været frygtløs; indersiden af mine bukseknæ var kronisk foret med et sprødt lag af betændelse og indtørret blod, og jeg havde allerede brækket næsen to gange.
Men nu begyndte jeg at lægge bånd på mig selv. Eller: Det føltes, som om det var andre, der gjorde det, men når jeg så mig omkring, var der jo ingen, der direkte havde sagt til mig, at jeg sikkert ikke kunne vippe klatten indover til en nikker eller score på en helflugter.
Så det måtte være mig selv, der begrænsede min udfoldelse, konkluderede jeg. Gradvist internaliserede jeg de fordomme, jeg havde hørt om pigers fysiske underlegenhed. I was »throwing like a girl«, som Iris Marion Young så rammende har formuleret det: Jeg indvendiggjorde den svaghed, jeg forventedes at udvise.
Med andre ord
Det er godt at vide, hvor stenen i skoen sidder. Men det føles endnu bedre også at vide, hvad den hedder.
Min molo er ladet med fremkaldervæske. I mine øjne er det ikke frigørende, at diverse minoriteter pålægges at stå frem ved navns nævnelse, så længe de normer, der regulerer vores gøren og laden, forbliver uitalesatte.
Synliggørelse kan være fin nok, men den kan ikke stå alene: Rigtig undergravende bliver det først, hvis man vender forklaringskanonen om. Så hvis der er nogen, der skal respektere maskeringsforbuddet, er det sgu normerne! Som Judith Butler skriver (og med mig som afsender kan denne tekst næsten kun slutte med et Butler-citat):
»Who devises the protocols of ’clarity’ and whose interests do they serve? [...] What does ’transparency’ keep obscure?«
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96