Ganske som Golf-krigen i 1991, så handler den aktuelle konflikt i Centralasien i høj grad om adgangen til og kontrollen over regionens store olie- og naturgas-ressourcer, skriver Asia Times.
- Amerikansk indflydelse og militær tilstedeværelse i Afghanistan og de Centralasiatiske stater, ikke ulig den blandt de olie-rige golfstater, ville være en større strategisk landvinding, siger den tidligere indiske general og strategiske analytiker V. R. Raghavan til Asia Times.
Fremmede magter har haft et godt øje til Afghanistan i mange år. Men hvor det tidligere har handlet om adgang til den Persiske Golf, så handler interessen idag om adgang til uudnyttede olie-reserver i regionen omkring det Kaspiske Hav.
Afghanistans placering gør landet strategisk vigtigt i forhold til at nedlægge olie- og gas-ledninger, når disse oliereserver skal udnyttes.
I 1999 forklarede den konservative tænke-tank Heritage Foundation Repræsentanternes Hus, at der i Aserbadjan, Kazakhstan, Turmenistan og Usbekistan findes en oliereserve på 15 mia. tønder olie. I samme område findes ni billioner kubikmeter gas.
En anden undersøgelse viser at olie- og gas-forekomsterne i området repræsenterer en værdi på 3 billioner dollars (ca. 20 billioner kroner) i sidste års priser.
Selve Afghanistan er ikke kun interessant som vært for olie- og gas-ledninger. Landet har selv betragtelige forekomster af naturgas, og havde tidligere en produktion på 275 mio. kubikmeter gas om dagen.
Den produktion blev ødelagt af afghanske frihedskæmpere under den sovjetiske besættelse af landet i 1980’erne.
Det amerikanske firma UNOCAL har tidligere været involveret i konsortiet CentGas, der arbejder på at anlægge en olieledning fra Turkmenistan, gennem Afghanistan til Pakistan. UNOCAL trak sig ud efter de amerikanske angreb på det der formodedes at være Osama Bin Ladens træningslejre i 1998.
Men så sent som marts sidste år mødtes repræsentanter fra UNOCAL med Taliban for at diskutere CentGas-projektet.
(Kilde: Asia Times)
Mere baggrund:
Læs mere om UNOCAL og andre olie-projekter
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96