Annonce

3. september 2009 - 1:10

Flere end 10.000 på gaden mod tvangsudvisninger

Over det ganske land beviste Kirkeasyl onsdag aften, at solidariteten med de afviste irakiske asylansøgere – både dem som onsdag morgen blev udvist til Bagdad samt de, der stadig er i landet – er intakt.

Ifølge arrangørerne i Kirkeasyl gik op imod 10.000 mennesker fra Integrationsministeriet til Brorsons Kirke på Nørrebro i protest mod den danske asylpolitik. Gennemgående i talerne var, at selvom det ikke lykkedes at forhindre udvisningen af de 22 asylansøgere, så er kampgejsten fortsat tilstede.

JPEG - 95 kb
I København samledes mere end 10.000 mennesker i protest mod tvangsudvisningen af irakiske asylansøgere. Foto: Morten Rosendal

– De ansvarlige politikeres fatale mangel på menneskeliglighed er vores drivkraft. Derfor giver vi ikke op, og vi vil fortsætte kampen for, at de irakere som stadig er her i landet, ikke sendes ud, lød det fra Eskil Nielsen, som fra højttalervognen holdt tale på vegne af Kirkeasyl.

Fremme ved Brorsons Kirke spillede blandt andre Savage Rose, og der var taler fra Amnesty International, Enhedslisten og sognepræst Flemming Pless.

JPEG - 60.5 kb
I København startede demonstrationen ud for Integrationsministeriet. Foto: Mark Knudsen/Monsun

– Regeringen har valgt – og jeg vil gerne gentage ordet ”valgt” – at overhøre alle advarsler: Amnesty, Red Barnet, selv FN. De kender risikoen, men ikke ét eneste menneskeligt hensyn har de fundet plads til. Det er kynismens triumf. Vores opgave er at sørge for, at den sejr ikke bidder sig fast, sagde Enhedslsitens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, i sin tale.

JPEG - 66.8 kb
På trods af udvisningerne vil Kirkeasyl fortsat arbejde for humanitært ophold til de afviste irakere. Foto: Mark Knudsen/Monsun

Århus kom først

I Århus mødte omkring 500 mennesker op kl. 21.00 i Botanisk Have, hvorfra de gik i et sørgeoptog med lys i hænderne igennem byen. Blandt de deltagerne var også en busfuld fra Silkeborg.

Allerede tidligere på dagen havde aktivister fra Kirkeasyl været på gaden for at protestere over tvangsudvisningerne og dele løbesedler ud.

– Folk fra Kirkeasyl blandede sig med menneskemængden og viste et portræt frem af en af de irakiske asylansøgere. Det gjorde vi for at vise, at det er konkrete mennesker, det handler om, fortæller Jon Boiesen fra Kirkeasyl i Århus.

Asylaktivister fra Smilets By var desuden blandt de første og eneste fra Kirkeasyl, som faktisk nåede frem til Odense Lufthavn, hvorfra de 22 irakere onsdag morgen blev sendt ud af landet. Oprindeligt var gruppen på vej til Billund Lufthavn, men et tip sendte dem med toget til Odense, og herfra nåede de ud til lufthavnen med et banner og råbte slagord.

JPEG - 37.1 kb
Asylaktivister fra Århus kørte natten til onsdag den 2. september mod Billund lufthavn for at hindre udvisningen af 22 irakiske asylansøgere. Da de hørte udvisningen skete fra Odense ændrede de kurs, men nåede først frem efter flyet fra Danish Air Transport var lettet. Stillbillede fra videooptagelse af Aage Rais-Nordentoft.

Kampen er ikke slut i Aalborg

Længere nordpå – nærmere bestemt i Aalborg – var det ligeledes Enhedslisten, Amnesty International og Kirkeasyl, som stod på talerstolen. Et par hundrede mennesker bakkede op om manifestationen, som bestod af en blanding af taler og musik.

– Det har været en succes at opleve, hvordan der stadig er en stor gejst til at fortsætte arbejdet også fremover. Der stadig mange udvisningstruede irakere i Danmark og kampen fortsætter, udtaler Lasse Olsen til Modkraft.dk.

Allerede den 10. september holder den lokale afdeling af Kirkeasyl åbent møde for at mobilisere endnu flere aktivister i Aalborg.

I Svendborg samledes godt 50 mennesker på den lokale kirketrappe for at synge sange, læse digte op og holde spontane taler. I den anden ende af Fyn, i Odense, blev der tændt lys og sunget protestsange, ligesom Bedstemødre for Asyl og kunstneren Jens Galschiøt holdt taler for de omkring 150 mennesker, som dukkede op i Flakhaven.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce