Den colombianske kongres har godkendt et lovforslag, der giver mulighed for at Colombias præsident Álvaro Uribe kan blive valgt til en tredje periode som statsoverhoved fra 2010. Forslagets endelige godkendelse kræver dog godkendelse fra både en forfatningsdomstol og kvalificeret flertal ved en folkeafstemning.
Vedtagelsen i Repræsentanternes Hus skete med stemmerne 85 mod 5. Det store flertal dækker over, at oppositionen nægtede at deltage i afstemningen. Parlamentet har i alt 166 medlemmer.
Afstemningen er faldet sammen med, at Colombias Højesteret har rejst sigtelse mod senator Alirio Villamizar, der er næstformand for det regerende konservative parti.

Villamizar er anklaget for at have modtaget betaling for støtte til en forfatningsreform, der i 2004 tillod præsident Uribe at søge genvalg første gang. Ved en husundersøgelse for nylig er et beløb på næsten en halv million dollars fundet i senatorens hus.
Oppositionen beskylder også denne gang regeringen for op til afstemningen at have fremsat favorable tilbud til tilhængerne i kongressen. Men regeringen nægter at have givet gaver for at sikre et flertal.
Et forskningsprojekt ved Universidad de los Andes, som overvåger arbejdet med lovgivning i Colombia, rapporterede dog i sidste uge, at processen for vedtagelsen af loven var behæftet med fejl.
Hvis forfatningsdomstolen godkender lovforslaget, forventes en folkeafstemning gennemført i marts måned 2010 – og med et efterfølgende præsidentvalg to måneder senere.
Ifølge den amerikanske avis The Washington Post er det fortsat usikkert om Uribe overhovedet vil søge genvalg for en tredje periode. Uribe er ved de to foregående valg blevet valgt på at føre en særdeles konfrontativ linje over for landets oprørsbevægelser og for accept af USA’s anti-narkotikapolitik og liberalistiske handelspolitik.
Men især den sidste valgperiode har regeringen været ramt af omfattende skandaler. Utallige regeringsstøtter i de lovgivende forsamlinger er blevet anholdt for forbindelser til landets højreorienterede paramilitære dødspatruljer – så sent som mandag den 31. august blev tre kongresmedlemmer fængslet for mistanke om forbindelser til paramilitære grupper. Landet efterretningstjeneste, DAS, er desuden blevet anklaget for at have ansatte, der har spioneret mod opposition, dommere og journalister.
Uribes regering anklages desuden for at være særdeles træg i efterforskningen af mord på landets fagforeningsfolk samt i sager om soldater, der har bortført og dræbt civile for at tælle dem med i opgørelser over døde oprørsoldater.
Ecuador og Venezuela har for nylig indført lovgivning, der åbner mulighed for, at de mere venstreorienterede præsidenter her har kunnet søge valg for en tredje periode. Det er i begge lande sket på trods kritik for, at det kan bane vejen for halvautoritære regimer. Samme kritik er blevet rejst i Colombia.
– Det, der her er på spil, er de demokratiske regler, sagde oppositionsmedlemmet River Franklin Legro eksempelvis under debatten op til afstemningen.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96