22 irakere er blevet tvangshjemsendt til Irak fra Odense Lufthavn. Det oplyser lufthaven til Ritzau.
Rygtet om en snarlig udvisning har svirret siden tirsdag aften, hvor nyhedstjenesten NewsPaq, efter at have snakket med kilder i politiet, kunne fortælle, at en politiaktion var lige på trapperne.
Onsdag kort før kl. 02 om natten ankom fem transitter ved fængslet i Ellebæk. Her hentede politiet 21 mænd og en enkelt kvinde og kørte dem mod Odense. I forbindelse med deportationen anholdt politiet desuden syv aktivister fra initiativet Kirkeasyl præventivt.
Blandt de anholdte ved Ellebæk fængslet var desuden en journalist fra Modkraft.dk. Journalisten er ikke sigtet for noget, men anholdt præventivt sammen med aktivisterne på stedet. Dette til trods for, at han viste betjentene sit pressekort og gjorde tydeligt opmærksom på, at han var på arbejde. Journalisten blev løsladt onsdag morgen omkring kl. 07.00 uden nærmere forklaring.
Også i København blev en gruppe på omkring 50 asylaktivister præventivt anholdt, da de steg ind i en bus nær Brorsons Kirke på Nørrebro. Det skete ligeledes omkring kl. 02 og aktivisterne blev kørt direkte til Bellahøj politistation. De er løsladt igen onsdag morgen.
Kirkeasyl oplyser til Modkraft.dk, at det lykkedes at få mellem 50-100 aktivister til Roskilde Lufthavn, da man i en periode troede, at udvisningerne ville ske herfra.
Kirkeasyl har indkladt til en manifestation i dag onsdag kl. 18.30 foran Integrationsministeriet i København i protest mod udvisningerne.
Fra Integrationsministeriet vil man gå til Brorsons Kirke, hvor der vil være lystænding, talere og musik fra kl. 21, oplyser aktivisterne.
I Århus vil der være en manifestation på Rådhuspladsen kl. 21, hvor der vil blive tændt lys og holdt taler.
I Aalborg har den lokale afdeling af Kirkeasyl desuden indkaldt til demonstration kl. 19 på Louise Plads.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96