Annonce

21. august 2009 - 15:36

Asylforening åbner vikarbureau

Mandag den 17. august blev der stiftet et vikarbureau for afviste irakiske asylansøgere. Selskabet Asylbureau ApS er et nonprofit vikarbureau, som vil ansætte afviste asylansøgere, så de kan få lovligt ophold efter den såkaldte beløbsordning.

Ordningen kan give udlændinge midlertidigt ophold, hvis de får et job i Danmark med en årlig en indkomst på mindst 375.000 kroner.

Det er Støtteforeningen for afviste asylansøgere i Danmark, der står bag initiativet og har lånt selskabet iværksætterkapital. Foreningen har blandt været involveret i arbejdet i Kirkeasyl, som støttede irakerne i Brorsons Kirken.

Direktøren for selskabet, Nikolaj Bøcher, siger i en pressemeddelelse, at selskabet vil ansætte vikarer ud fra vurderinger om, hvem der står overfor umiddelbar tvangsudvisning.

JPEG - 46.4 kb
Et nystiftet vikarbureau vil forsøge at sætte asylafviste irakere i arbejde - for at udgå tvangsudvisninger. Foto: Gabriela Manzur/Monsun.

– Vi er selvfølgelig bevidste om det absurde i, at man kan købe sig til ophold, men når der er overhængende fare for tvangsudvisning, ser vi ikke andre muligheder.

Kæmper stadig for humanitær opholdstilladelse

Ifølge Nikolaj Bøcher er vikarbureauet ikke den endelige løsning for irakerne, men ét af flere tiltag, nu hvor de afviste asylansøgere ikke har mange muligheder tilbage:

– Vi kæmper stadig for humanitær opholdstilladelse til alle de afviste irakiske asylansøgere, men med dette firma vil vi forsøge at helgardere os mod tvangsudvisninger, siger Nikolaj Bøcher.

– Ud fra en antagelse om, at der findes mange virksomhedsejere og enkeltpersoner med hjertet på rette sted rundt om i Danmark, der har brug for kvalificeret arbejdskraft, har vi valgt at stifte selskabet.

Asylbureau ApS vil indenfor den nærmeste fremtid nedsætte en bestyrelse og fremlægge en detaljeret virksomheds- og vækststrategi. Bureauet har indtil videre ansat én vikar.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce