Annonce

1. oktober 2001 - 16:12

Kristne fundamentalister ejer Ungdomshuset

Faderhuset har nu bedt politiet om at rydde Ungdomshuset, men ifølge Politiken afviser politiet dog at rydde huset, og henviser i stedet til en civil retssag, der skal afgøre om kontrakten mellem de to parter er brudt.

Faderhuset på Nørrebro blev grundlagt i 1990 af en lille gruppe mennesker, der ville lave en kirke ”præget af varme, omsorg og kærlighed til de svage i samfundet”.

Menigheden er ikke tilknyttet nogen større kristen organisation, men ifølge Dialogcentret i København står Faderhuset i tæt forbindelse med Københavns Bibeltrænings Center (KBC). KBC sættes typisk i forbindelse med Livets Ord i Sverige, hvis lære kaldes for Herlighedsteologi eller Fremgangsteologi.

Deres bevægelse kalder sig for ”Trosbevægelsen”. Her forkyndes det, at man gennem sin tro kan sejre over alt lige fra penge- til kærestesorger. En rettroende har fået magten af Jesus til at klare alle problemer, og kan derfor ikke blive hverken arbejdsløs eller syg.

På Dialogcentrets hjemmeside beskriver centrets generalsekretær Robert Andreas Kronberg en seance arrangeret af Faderhuset, der er præget af folk, som taler i tunger og bliver besat af Helligånden:

”Uulu uuluUUU…" – trommehinderne blafrer, mens slagstøjmusikken skrues højere og højere op. Gardinerne er passende trukket for, og lyset er dæmpet under ‘opvarmningen’. Alle hopper, mens de fortsat råber "UuuuuUUU" ud i salen.

Forrest sidder lederne, men ellers er et af flertal yngre mennesker til stede i salen. Rundt omkring står ‘dørvogterne‘ iført mørke habitjakker med gule skilte. De lukker folk ind i salen. Men de griber også deltagere, når de falder bagover; og bagefter lægger de tæpper hen over dem, hvis de går i krampe”.

Profetisk manipulation

Faderhuset udviklede sig hurtigt til en klassisk sekt, som de involverede kun kan forlade med store personlige omkostninger.

Tidligere medlemmer fortæller således til Kristeligt Dagblad, at Faderhuset er kendetegnet ved mange profetiske budskaber, der bliver udlagt som Guds ord, og at menighedens pastor, Ruth Evensen ”får mange konkrete budskaber til de enkelte medlemmer”.

Den slags påståede profetiske budskaber gør typisk medlemmerne mere afhængige af den pågældende leder end af Gud.

- De mister troen på sig selv, og må spørge lederen om, hvad Gud vil sige til dem, siger læge Torbjörn Svartling til Kristeligt Dagblad. Han er svensk afhopper fra Trosbevægelsen og forfatter til bogen "Åndelig manipulation og hjernevask".

Op imod 100 mennesker er i løbet af de seneste år hoppet af fra Faderhuset, mange af dem fordi de følte sig kontrolleret. Ifølge et tidligere medlem blev folk for eksempel ringet op, hvis de udeblev fra en gudstjeneste, og når nogen meldte sig ud, blev det af ledelsen udlagt som en ”udrensning”.

I Sverige har problemet med folk, der led overlast på grund af deres medlemskab af autoritære kirker været så stort, at der er oprettet en politisk og religiøs neutral organisation kaldet Fri. Den hjælper afhoppere fra Trosbevægelsen med at vende tilbage til et almindeligt liv.

Af Martin Lindblom/Monsun Nyheder

Læs mere om Faderhuset i Kristeligt Dagblad

og hos Dialogcentret

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce