Er den politiske musik død? Det mener de ikke i Oktoberkoret, som den 20. november fremfører Jørgen Allan Christiansens suite i syv satser for kor og orkester 'Kender du dette?'
Suiten er komponeret af Oktoberkorets faste dirigent Jørgen Allan Christiansen over tekster af arbejderdigteren Carl Scharnberg, kulturradikale Klaus Rifbjerg, digteren Jean-Joseph Rabearivelo fra Madagaskar, senegalesiske Davis Diop og et digt af Nelson Mandelas datter Zindziswa Mandela Sydafrikas nuværende ambassadør i Danmark.
Stykket bindes sammen med digte af danske Iris Garnov. Sangerne bakkes op af Carmen Mezei og Torben Kjær på piano, Lars Bo Svendsen guitar, Ib Lund Nielsen bas, græske Christos Farmakis på bouzouki, Morten Skøtt håndterer slagtøj, Hans Leonardo Pedersen spiller saxofon og fløjte og det hele holdes sammen af Jørgen Allan Christiansen i dirigentrollen.
Ved aftenens koncert er Oktoberkoret forstærket af Jalo-koret og FSB-koret.
I anden halvdel af koncerten opfører korene gamle og nyindstuderede korsatser af f.eks. Mikael Wiehe, Miguel Matamoros, Victor Jaras ikoniske 'Te recuerdo Amanda' og mange andre.