Annonce

Foto

Koncert
3. oktober 2015 - 15:18

Spids Nøgenhat i Pumpehuset

Spids Nøgenhat gav fredag den første af tre helt udsolgte koncerter i Pumpehuset. Koncerten var blandt bandets bedste. De næste koncerter er lørdag og søndag.

Om en lille måned udkommer bogen om Spids Nøgenhat, og en dokumentarfilm om Lorenzo får biografpremiere under CPH:DOX

Fredag aften inviterede Spids Nøgenhat til første etape af denne weekends syrerockcamino i Pumpehuset i København, som forsanger Uffe Guf Lorentzen formulerede det inden åbningsnummeret ’Mere Lys’.

Lysshow og musik - og meget andet - påvirkede sanserne.

Spids Nøgenhat står som flagskibet i en dansk syrerocksbølge, der de seneste par år har budt på navne som bl.a. Fribytterdrømme, The Hedghogs og De Underjordiske. Men Spids Nøgenhat har bevæget sig langt ud over det publikum, der trofast følger de danske syrerockbands i undergrunden.

Og da bandet i 2008 besluttede at gendanne sig og spillede koncert på Stengade i København og på Studenterhuset i Aalborg, var det nok de færreste, der forudså, at Spids Nøgenhat ville spille fredagsrock på Plænen i Tivoli i 2015.

Det betyder dog ikke, at det bredere publikum sætter mindre pris på musikken, eller musikken, som blev leveret knivskarpt fredag aften, er dårligere.

Hemmelig rock

Med to plader og et bemærkelsesværdigt salg af vinyl har bandet nu også syng med-hits som ’Lolland Falster’ og Hans Winding-klassikeren ’Den gennemsigtige mand’, der i Furekaabens oprindelige version er kaldt ’Mandssang’. Sidstnævnte har i flere år været fast del af bandets setliste.

Og det er stadig en del af bandets mission at præsentere glemt, dansk rock fra den glemte guldalder af hippiemusik fra omkring 1970 for det voksende publikum. Før har Gasolins ’Langebro’ været en del af sanghæftet, ligesom Røde Mors 'Lille Johnnys mund' har været det og var det igen fredag.

Derudover har det sagnomspundne Spectator Records fra Aalborg leveret numre til setlisten.

Det gjaldt fredag aften både Hasse Levy-sangen ’Du er min allerbedste ven’, leveret i en fantastisk melankolsk version, selvom William Skotte Olsens violin var erstattet af Morten Arons støjende elektriske guitar.

Til sidst sluttede Spids Nøgenhat af med nummeret ’Udkoksning i tre satser’ af Spectator-bandet Cindarella. Sangen endte i et herligt støjinferno efter cirka en time og 40 minutters koncert.

Man kunne tydeligt høre, at de har spillet meget i de seneste år. Aldrig tidligere har en koncert med 'Spids Nøgenhat' været så helstøbt og vellykket, og det på trods af, at Spids Nøgenhat flere gange tidligere er blevet udnævnt til årets liveorkester. De, der skal til koncert i aften og på søndag, har så sandeligt noget at glæde sig til.

12 år uden udgivelser

Spids Nøgenhats første album 'En mærkelig kop te' udkom tilbage i 2001 og solgte dengang under 100 eksemplarer. Fra dengang og frem til at gruppen udgav deres andet studiealbum, var der forholdsvis stille om Spids Nøgenhat med kun ganske få koncerter. Men 12 år efter - i 2013 - da gruppen udgav det andet studiealbum 'Kommer med fred' begyndte det at gå stærkt. 'Singlen ' Lolland Falster' blev nærmest et hit.

Se og hør 'Lolland Falster'

I 2014 ved Danish Music Award fik Spids Nøgenhat prisen som årets livenavn. Ved uddelingen af kritikerprisen 'Årest Steppeulv' tidligere i år, fik Spids Nøgenhat både prisen som årets orkester og årets livenavn.

Spids Nøgenhat: Roskilde Festival er blevet et supermarked

Ny bog og dokumentarfilm

En ny bog om Spids Nøgenhat udkommer om en lille måned. I bogen - der kommer til at hedde 'Mere lys' - fortæller medlemmerne af bandet selv deres forunderlige historie. Bogen handler ikke kun om Spids Nøgenhat, men er også et portræt af de enkelte musikere. Det hele startede med bandet 'On Trial', og siden er Spids Nøgenhat, Baby Woodrose, Aron, Dragontears og flere soloprojekter startet med afsæt i 'On Trail'. Ifølge forlaget giver bogen den fulde historie om 'On Trial'-familien. Bogen har forord af Jan Sneum, og vi følger op med anmeldelse her på Modkraft.

Den 5.-15. november afvikles dokumentarfestivallen CPH:DOX. CPH:DOX har nu offentliggjort 20 film fra programmet, og der er bl.a. Palle Demants film om Lorenzo Woodrose fra Spids Nøgenhat.

Redaktion: 
Genre: 
Kultur

Annonce