Igennem den sidste uge har jeg stået på konstant standby. Burokratiet havde sat ind og krævede dokumenter, nøgler og kopier til godkendelse men endelig skete det. De sidste papirer blev stemplet og jeg fik billetten i hånden. Cph – Ist one-way.
Jeg er officielt udsendt af foreningen VIOMIS (Viden om Islam) for at overvære og dokumentere at den nødhjælp der er blevet indsamlet i Danmark bliver delt ud.
Personligt er jeg her for at forstå.
Det startede i Oktober 2011 hvor jeg rejste til Damaskus. Det var mens medierne stadig omtalte konflikten som en opstand og Assad som en despot hvis dage var talte inden året var omme.
Dengang var der ikke synlige tegn på ufred i Damaskus og kampene nordpå kom kun ind i stuerne igennem statskanalens optik. Den kristne familie der gav mig husly var tro mod Bashar al-Assad og brød sig ikke om deres muslimske naboer.
Det var en by besat. Ikke af våben, men af frygt. Under Assads mange øjne levede folk i en frygt for hvad der ville komme. Jeg tror at når indbyggerne gik i seng om aftenen var det for de flestes vedkommende ikke med et ønske om sejr for den ene eller anden part, bare med et håb om at det ville være hurtigt overstået.
Her et år senere dør der i gennemsnit 100 mennesker om dagen. Aleppo er stadig frontlinjen og der er ikke mange synlige sprækker i Assads facade.
Hverdagens atrociteter er blevet netop så hverdags, at nyhedsstrømmen er skyllet ind over den næste konflikt. Tilbage står syrerne med en splittet opposition såvel som internationalt samfund hvis divergerende interesser langsomt river landet itu.
Det eneste der virker sikkert er at slutspillet, når det kommer, ikke bliver fredeligt.
Med denne rejse håber jeg på at komme i kontakt med mennesker direkte berørt af konflikten og igennem deres fortællinger selv forstå, såvel som formidle en virkelighed som foregår nu og her.
De sidste ambulancer pakkes i containere før afgang til Istanbul.
Abu Bashir og Khalid Alsubeihi fra VIOMIS planlægger de sidste detaljer før turen.
Efter ankomst til Istanbul skal der køres 1200 km for at komme til den syriske grænse.