EU og lande i Latinamerika underskrev nye frihandelsaftaler i forbindelse med et topmøde mellem EU samt Latinamerika og Caribien i Madrid sidste tirsdag.
Den ene aftale er indgået mellem på en ene side Colombia og Peru og på den anden side de 27 EU-lande.
Den giver Peru næsten fri adgang til markedet i EU med sin landbrugseksport. Helt præcist bliver 93 procent af Perus eksport til EU-lande fritaget for told, oplyser det cubanske nyhedsbureau Prensa Latina.
Tilsvarende opnår EU’s eksport til Peru og Colombia stort set toldfrihed.
EU forhandlede oprindeligt en frihandelsaftale med Andeslandene, som ud over Peru og Colombia også omfatter Ecuador og Bolivia. Men de to sidste lande ønsker ikke at indgå en frihandelsaftale med EU.
Det fremmer ikke udviklingen i fattige lande, påpeger Ecuadors udenrigsminister.
– Ecuador afviser at underskrive en traktat om frihandel fordi, vi foreslår en anden type mekanisme, citerer tv-stationen Telesur udenrigsminister Ricardo Patino.
Han foreslår handelsaftaler, der fremmer udvikling og ikke bare handel, og det er ikke aftaler om frihandel, påpeger Patino.
Der er modstand mod EU’s frihandelsaftale med Colombia fra flere sider.
Menneskeretsgrupper protesterer med henvisning til at regeringen og myndighederne i Colombia har blod på hænderne. Faglige og poliske aktivister bliver myrdet og mennesker bliver fordrevet.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96