Det irriterer mig hver gang. Jeg surfer en del rundt på de danske blogs, der diskuterer prostitution, sexarbejde osv. Og det slår stort set aldrig fejl. På et eller andet tidspunkt dukker det altid op: Det biologiske argument. Nåja, men mænd har jo en større sexlyst/er bedre i stand til at skille sex fra følelser, eller hvad ved jeg. Fordi de skal ud og jage og sprede deres sæd og kvinderne skal passe ilden og hulen med børnene. Selv de mest ”fritænkende” bloggere elsker, når de kan falde tilbage på en biologisk forklaring. Jeg ved snart ikke, hvad man skal gøre ved det.
For trangen til at forklare alting med hulemænd er jo ikke begrænset til blog-diskussioner. Det gennemsyrer stort set al tale om køn for tiden, og det er ikke til at holde ud. Forleden så jeg en avis-klumme, som gudhjælpemig forsøgte at forklare kvinders ”shopping-gen” med et eller andet bærplukker-instinkt. Jeg kan ikke huske præcis, hvad forklaringen var, men det der slog mig var, at eksperten der var blevet sat til at forklare fænomenet, var trend- og designforsker.
Manden vidste altså en masse om indkøb og mode, men ikke det fjerneste om, hvordan arten homo sapiens tilbragte tiden for tusinder af år siden. Ikke desto mindre var hule-fortiden et gyldigt forsøg på at forklare et absolut nutidigt fænomen. Ikke at jeg ved specielt meget om vores præhistoriske forfædre heller, men jeg tror ikke de brugte specielt meget tid på at shoppe.
I mine ører lyder hule-forklaringen præcis som dengang de kloge doktorer forsøgte at argumentere for, at kvinder ikke kunne cykle/tænke rationelt/stemme, fordi det ville skade deres livmoder. Tricket er at forklare tingenes nuværende tilstand som ”naturlig” med et eller andet pseudo-videnskabeligt argument, og dermed holde det uden for forandring og politisk diskussion.
Det retoriske greb er så letgennemskueligt, at jeg ikke fatter folk bliver ved med at falde for det. Men det er åbenbart svært at stå for. Programmer som ”Den lille forskel” er et præmie-eksempel – alle ved godt, det er pseudo-videnskab, men man refererer alligevel til det, for det er da sjovt, at mænd ikke kan snakke og vaske op samtidig, og det er da sikkert fordi de skulle jage de der mammutter der..
Men hvad sådan nogle programmer aldrig fanger, er, at det ikke er muligt at lave neutrale forsøgsopstillinger inden for socialvidenskaben. At teste nogle menneskers reaktioner i en givet sammenhæng giver os kun svar på, hvordan mennesker opvokset under netop deres vilkår reagerer på en givet opgave. Sjovt nok kunne den mand, som ofte vaskede op derhjemme, f.eks. godt finde ud af at snakke samtidig. Men det blev ikke taget op af programmet, for så gav det jo pludselig ingen mening at begynde at snakke om mammutter.
Jeg har en ide om, at mennesket er, hvad vi gør det til. Og jeg kunne godt tænke mig, at vi begyndte at snakke lidt mere om, hvad vi gerne vil have det bliver til, frem for at forklare alting med, at sådan har det altid været. For så kommer vi da helt sikkert aldrig videre.