Wonderfulde København

Turister strømmer til København, fordi byen ikke ligner et hvilketsomhelst standardprodukt, lader Informations leder, ”Wonderful, wonderful København” (10.aug), forstå, en uklædelig (selv)forherligelse af København. Først og fremmest kan man spørge, om turiststrømme bevidner andet end godlidende menneskers mentale affotografering af gamle turistbrochurers ulidelige klichéer. Hvor ofte har udenlandske besøgende ikke op i ens fjæs påstået, at København var en ren by, mens et simpelt blik nedad mod fortovet og rendestenen kunne overbevise enhver, der tror sine egne øjne, om det modsatte?

I øjeblikket er byen en uskøn byggeplads (se mit tidligere indlæg ”Køb-en-havn”, 17. april 2012). Dér hvor der ikke graves eller hamres, er der festlarm i gaden. Københavns middelalderby er i fare for at forslumme, Strøget ser især nede ved Rådhuspladsen herrens ud. Butikkerne vulgariseres/ turistificeres. Det er rigtigt, som Informations lederskribent David Rehling gør opmærksom på, at der bor folk i byen, hvilket sikrer mod ”forladte og truende gader i centrum”, men der er ikke mange på Rådhuset, der aktivt prøver at få os beboere til at blive boende.  

Billige barer afløser dem, der går nedenom og hjem. De prøver at få unge indenfor med alle midler – shots med mængderabat ledsaget af et støjspor af heavy metal/techno og godt med forstærkere. Udviklingen giver mere larm i gaden (udover i lejligheder i nærheden af støjkilderne), flere cigaretskod, ituslåede flasker, pizzabakker og uhumskheder. Borgerinitiativer har lanceret fremstød for civil opførsel, hvilket er meget velkomment, men foreløbig synes centrums weekend-besøgende at have det godt med deres helt naturlige danske uhøflighed og hensynsløshed.

For os, der bor i Københavns centrum, er det ved at være ulideligt med de ofte aggressive grupper, der drager råbende gennem gaderne ud på de små timer. Der er ikke meget smittende løssluppenhed og livsglæde. Ofte er det svært at afgøre, om råbene er skrig om hjælp eller blot ønske om at gøre opmærksom på, hvor nær man er på målet om at få sig drukket i hegnet.

Problemerne bliver ikke løst, fordi de end ikke bliver erkendt af byens styre, og derfor er Informations leder kontraproduktiv. Når borgerrepræsentation og forvaltning bliver gjort opmærksomme på problemerne, fornægter de dem. Bevillingsnævnet under Kultur- og Fritidsborgmester Pia Allerslev fungerer som gummistempel for forvaltningens hovedløse anbefalinger af nye udskænkningssteder og længere natbevillinger, vel ud fra devisen om at bringe penge til byen. Kommunens borgerhøringer er kun til pynt, beboerne ved så udmærket, at deres indsigelser og observationer ingen konsekvenser får.  

Jeg hører indvendingen: forkælede og sure beboere. Og vi har skam fået lokaludvalg. Om Indre By Lokaludvalg kan man på dets hjemmeside læse, at det ”skal styrke det lokale demokrati ved at være bindeled og sikre dialog mellem københavnerne i Indre By og politikerne i Københavns Borgerrepræsentation i alle spørgsmål, som har særlig betydning for Indre By”, kønt om ikke ligefrem elegant formuleret. Har det og de andre lokaludvalg ydet nogen særlig modstand mod de vilde planer, kommunen går med til, bare der står penge bag? Eller har de bare ingen magt? Det forekommer, at det snarere er spontane organisationer, der yder modstand.”Lad Havnen Leve” kæmper for at bevare Christianshavns-kanalernes liv, og retssagen om broerne begynder snart. I den anden ende af skalaen er der også problemer, kan man læse om i Hus Forbi. De hjemløse må ikke bo i deres campingvogne ude på Sydhavnstippen, nej, de skal ind i herberger. Ikke at der er nok af dem heller...

De her temaer rejser spørgsmålet om, hvem byen er til for. Hvem som helst der ønsker at slå hurtig mønt af den? Dem, der har nogle mere eller mindre fjollede ’forskønnelsesideer’? Dem, der nedslider den? Beboerne har engang imellem fået forsinket projekter, der sikkert i forvejen var svagt funderet, men en masse tvivlsomt byggeri har også set dagens lys. Det er vel et rimeligt forlangende, at borgerrepræsentation og magistrat ikke bare ’sikrer dialog’ med de 11 københavnske lokaludvalg plus det på Frederiksberg om, hvad byen bruges til, men også hører efter, hvad Københavns græsrødder siger. De kender problemerne, der dybest set er Københavns egne.