Wilhjelms vigtige bog om krisen

Preben Wilhjelm har begået en vigtig bog om den økonomiske krise. Den er blevet stort slået op i pressen og den er blevet taget pænt imod af anmelderne. Min opfordring er klar: Læs den!
Wilhjelm berører krisens årsager, og det besynderlige forhold, at vi kun i ringe grad har diskuteret den hjerhjemme. Og de pæne salgstal på Wilhjelms bog bevidner, at han ikke er alene med det synspunkt, at vi bør tage den debat.



Wilhjelm argumenterer overordnet for, at det mest bemærkelsesværdige ved den økonomiske krise er, at den ikke kan relateres til nogen bestemt politisk beslutning. Han harcelerer over den nuværende regerings manglende evne til at debattere krisen som et systemisk fænomen. Han skoser dem for, at tale om Fogh og Løkkes skattelettelser, når de burde diskutere kapitalismen. Han mener det igen er på tide, at bringe Karl Marx på banen og at systemkritikken bør relanceres. Den skal afløse moralsk kritik af bankbosser, og finansfyrster.  Wilhjelm mener, at man i lige så ringe grad kan bebrejde en haj, at den ikke er en dresseret delfin, som man kan bebrejde virksomheder eller bankfolk, at de er grådige i grådighedens system.

Selv mener jeg at Wilhjelm har en god pointe. Vi mangler systemdebat og vi mangler debat af, om vi har det rigtige økonomiske system. Krisen giver god grund til at forsøge at tage den debat. Men Wilhjelm har måske også ladet sig gribe lidt, af sit eget ønske om systemkritik, for det er bestemrelevant at diskutere de politisk vedtagne dereguleringer af finansmarkederne, der bidrog til krisen.



Hernæst argumenterer Wilhjelm for, at politikerne griber det helt forkert an, når de taler om at tage ansvar for krisen (s. 25). Pointen er tilsyneladende, at det er forkert at sige sådan, når krisens årsager i al væsentlighed ikke kan hanføres til politiske beslutninger. Jeg mener det ser skudt ved siden af. Det er politikernes ansvar at løse krisen, ligesom lægen har et ansvar hvis nogen får et ildebefindende i hendes nærhed. Det er ikke et ansvar der er opstået, fordi  man har skabt den givne situation. Det er et ansvar der er knyttet til en position som regeringsparti i et land i økonomisk krise. At der så er en politisk diskussion om, hvilke løsninger der skal tages i brug, det er en anden sag.



Wilhjelm kritiserer primært markedet og dets rolle. Han bebrejder den tillid politikere har haft til særligt de finansielle markeder, og han beskriver hvorledes markedet kan forstærke kriser. men han er uklar på, om markedet skal begrænses eller fjernes. I det hele taget er bogens svaghed dens alternativer. Wilhjelm konstaterer over et par bemærkelsesværdigt opgivende sider, at det er svært at sige noget om, hvad socialisme er i dag. Dernæst bruger han tid og plads's på at beskrive tiltag der, uden at bryde med systemet, kan forbedre det. Med enkelte undtagelser er der ikke meget nyt at henter de forslag Wilhjelm bringer på banen: finansskat, vækstpagt, boligskat og statslig bankvirksomhed er ikke nye ideer og det påstår Wilhjelm selvfølgelig heller ikke. 

Så her ligger den altså. En letlæst bog til 80 kr, der giver rigeligt stof til eftertanke. Der er selvfølgelig skønhedsfejl der træder frem og nuancer der går tabt i en kort bog. Men ikke desto midre har Wilhjelm begået en vigtig bog, der bør læses af enhver, der vil blive klogere på krisen.