Først en serviceoplysning til alle mine med-eksil-århusianere, der ligesom mig er strandet på Djævleøen. Jeg har været hjemme i smilets by til festuge. Og tænkte jeg burde benytte båndbredden til en kort update. Gellerup fighter HA’erne, Thorkild Simonsen er ikke borgmester mere, det er blevet legitimt at gå med Silkeborg IF hjemmebanetrøje nedad Strøget, Stiften er skiftet til mindre format, Blitz hedder nu Heidis Bierbar, ’kulturlivet’ i Mejlgade forsvarer graffiti på gadens bygninger, pusherne er væk fra Mølleparken (der er blevet nyrenoveret og lækker), Huset på Vester Allé er blevet et slags ungdomshus, pornobiksen i Paradisgade har stadig ikke skiftet vinduesudstilling, og den dér specielle stank fra Oliemøllen, er altså ikke helt forsvundet endnu.
Det var faktisk i et flugtforsøg fra denne stank, at jeg stødte ind i min gamle ven, der i vanlig spritstiv og småspyttende tilstand, svinede mig til for at være en ’nationalistisk arbejderist, med det ene kansasbeklædteben i ’den gamle skole’ og det andet i den populistiske’. Det er jo rene hædersbetegnelser, hvis du spørger mig, og jeg svarede derfor tilbage med et tørt og ædrueligt ’tak’, hvorefter jeg brugte halvdelen af turen med 52’eren hjem fra mormorbesøg i Solbjerg, på at stene over det for mig efterhånden sagnomspundne tøjmærke: Kansas.
Når jeg i sluthalvfemserne argumenterede imod 2200’ificeringen af Rød Ungdom, blev der modargumenteret imod dette tøjmærke. Da jeg senere på et medlemsmøde i mit tidligere parti – Enhedslisten – kritiserede vores profil i 2007-valget, blev Kansas-arbejderismen igen omdrejningspunkt for et andet synspunkt, senere blev jeg anklaget for at vifte med mine arbejdsbukser på disse blogsider. Og nu igen. I min politiske livmoder, Århus!
Jeg steg af 52’eren lige uden for den engelske boghandel på Frederiks Allé. På jagt efter en bog jeg for nogle år siden glemte i en natbus. Den hedder såmænd: What’s the matter with Kansas – forfatteren Thomas Franks politiske bibel for alle, der vil forstå højreromantikkens fremmarch. Den handler om, hvorfor republikanerne, med Bush i spidsen, vandt den tidligere sikre demokratiske stat, Kansas. Og altså ikke umiddelbart om mærket på mit arbejdstøj – og så alligevel…
Kort efter republikanernes udnævnelse af Sarah Palin som kandidat til vicepræsidentposten, kunne Amazon.com melde om hastigt stigende salg af Franks bestseller. Samtlige meningsdannere i og omkring det demokratiske parti har såmænd lugtet lunten, og vil formentlig læse på lektien. Nu arbejder McCain på at dreje valgkampen væk fra de økonomiske diskussioner, og ind på republikanernes hjemmebane: værdipolitikken.
Nu skal der snakkes hard-working-families vs. elitære café-latte liberale. Den kamp vinder McCains kampagne, ligeså sikkert som Haiders, Sarkozys, Fogh/Kjærsgaards og Siv Jensen tilsvarende har gjort det på vores side af Atlanten.
I USA har den værdipolitiske debat et navn: kulturkrigen. Den absolut mest intelligente, indflydelsesrige og retorisk uovertrufne fortaler for det højreromantiske standpunkt i den krig, hedder Charles Heston. Han har forfulgt mig i 10 år – en person, jeg elsker at hade (og hader at elske).
Første gang jeg stødte på ham, var som vicepræsident for National Rifle Association, hvor han med denne tale i 1997 gav mig lidt at tænke over. I talen præsenterer Heston sine to hovedmodstandere i kulturkrigen: rapperen Ice-T og homo-supporteren Bill Clinton.
I Århus har vi ingen indflydelsesrig lobbyorganisation for retten til at sove med ladte automatrifler under hovedpuden. Det er måske derfor, vi lidt mere jysk og nede-på-jorden kalder kulturkrigen for værdikamp. En anden – og for mit gode humør afgørende – forskel er, at der i USA kun er tre krigere i ringen, mens der i Århus er fire:
I 1. højreromantiske ringhjørne har USA Charles Heston; i Århus har vi Stiftstidende og Heidis Bierbar.
I 2. anarkistiske ringhjørne har USA Ice-T; i Århus har vi HA-rockere, Gellerup-drengene, forsvundne pushere fra Mølleparken og pornobiksen i Paradisgade.
I 3. venstreliberale ringhjørne har USA Bill Clinton; i Århus har vi kulturlivet i Mejlgade, fremmede fodboldtrøjer og et nyt slags ungdomshus på Vester Allé.
I 4. socialistiske ringhjørne er en cliffhanger – det er udenlandsk, og betyder at klokken er blevet mange, og at fortsættelse derfor følger.
Godnat.
M