Vor tids heksejagt

Om hvorfor de etiske og moralske principper der styrer samfundet er NØDT til at være gode nok til også at gælde i sager, hvor der er børn involveret.

Barndommen er hellig
Vi lever i en kultur hvor forestillingen om barndommen har antaget samme religiøse betydning som paradis havde det i gamle dage. Barndommen huskes som et magisk eventyrland hvor alt var perfekt. Et sted man legede lykkeligt dagen lang i et trygt miljø, hvor intet ondt kunne ske. Altid elsket og værdsat betingelsesløst. De voksne var engle med flammende svær - altid klar til at beskytte en mod alle trussler.

Men i vor tid er glansbilledet af barndommen ved at krakelere. Mobning har synliggjort at de små kan være lige så onde ved hinanden som de store. Den ideelle kernefamilie eksisterer stort set ikke længere. Skilsmisser, stress, depressioner og psykiske lidelser er en tiltagende overalt i samfundet og det rammer helt naturligt også børnene.

Problemer for voksne og børn
Vi ved det jo godt et eller andet sted. At barndommen er et spejl på den voksne hverdag med præcis de samme problemer, kriser og udfordringer der præger voksenlivet. Den ubehagelige sandhed er, at så længe livet ikke føles rart og trygt for den voksne, er chancen stor for at barnets liv heller ikke er det.

Men det er som om de fleste af os gerne vil blive i troen på barndommens lands paradisiske endegyldighed. Så de fleste leder konstant efter de tilfælde hvor nogen klarer det værre end os selv. Et sted vi kan pege fingrene hen. Et sted vi med definitivt kan sige "De ødelægger barndommen!" Jagten går ind på pædofile, dårlige adoptivforældre eller kommunalt ansatte, der reagerer for langsomt på sager om barnets tarv.

Heksejagt
Og når vi finder dem, binder vi dem og trækker dem igennem landsbyen, så alle kan kaste sten efter dem. De fjernede vores adgang til paradis og ingen straf kan være hård nok til dæmonerne, der vover at true barndommen. Alle principper og al fornuft bliver underordnet danskernes kollektive behov for hævn, når barndommen er truet.

Vi praksiserer moderne heksejagte, hver gang der opdages en institution der ikke har orden i sagerne. Eller hver gang nogle adoptivforældre reagerer dårligt på en svær opdragelsessituation. Eller hver gang pædofilirygterne svirrer i fodboldklubben.

Heksebålets skygger
Men hver eneste heksejagt har en masse ofre. De hjælper sjældent børnene. I hvert fald ikke i et større perspektiv. En heksejagt har ingen eller meget lille præventiv effekt overfor dem de går ud over.

Det værste er, at deltagere i selvtægt eller hadfulde agressioner, vor tids heksejagte, overskrider de moralske og etiske grænser, der er vor civilisations sidste værn overfor forbrydelser mod menneskeheden.

Med vores kulturs hyldest til barndommmen er der ikke mange, der gør børn ondt med vilje. De fleste forældre og kommunalt ansatte gør faktisk deres bedste, selvom det ikke ser sådan ud i medierne.

Dobbelte ofre
De fleste sager om vanrøgt eller dårligt forældreskab er derfor dobbelte tragedier der også er sørgelige set fra andre perspektiver end barnets. Det er altså synd for alle medlemmer af familier hvor børnene ikke har det godt, selvom barnet muligvis har den mindste del af ansvaret.

Det giver selvfølgelig mening at vi har et retssystem der straffer overgreb mod børn særligt hårdt fordi børn har ringere mulighed for at forsvare sig. Det er almindelig sund fornuft at vores sociale sikkerhedsnet er ekstra opmærksomme på barnets tarv. Det er helt naturligt at blive forarget og følelsesmæssigt påvirket, når vi på TV ser børn der har det dårligt.

Fornuft, etik og moral
De fleste af os har en masse holdninger og principper om hvordan vi bedst administrerer retfærdighed i vores samfund. Disse er grundlagt i etik, moral og på et fornuftigt grundlag. Den samme fornuft bliver nødt til at styre vores holdninger til sager hvor børn er involveret også. Som det ser ud nu, er vi ved at opildne til nogle ret ubehagelige forfølgelser. En heksejagt hvor bevisbyrden er omvendt; alle kan blive ramt og hvor vrede pøbler brænder de måske skyldige på bålet. Et samfund hvor retfærdigheden er dikteret af hadfuldt mobiliserede følelser i stedet for etik og fornuft.