Verdens Fødevaredag: Sult - et politisk valg

Der tales alt for meget og handles alt for lidt. Men nu skal jeg altså blogge. Om, at der tales alt for meget og handles alt for lidt.

I dag er det FN’s Fødevaredag – World Food Day. Temaet er på internationalsk: "Achieving food security in times of crisis".

Yderst aktuelt, må man sige – for kriserne flokkes. Fødevarekrise, finanskrise, klimakrise – og krise for internationale samfund, hvor mistillid præger forholdet mellem rige og fattige lande, Nord og Syd, Øst og Vest – og hvad der i øvrigt findes af prædikater.

Hvert sjette menneske på denne klode går sulten i seng hver aften. Hver sjette! Så er min families røv reddet – dernæst en underernæret, så fem igen – og så atter en sulten og underernæret. Men sult er et politisk valg – verden kan afskaffe den. Der er både tilstrækkelig mad og tilstrækkelig viden. Men ikke vilje hos dem, der har ressourcerne og magten. Magten til at omfordele og forandre. Til at sikre, at hver gang min familie er mæt, så er der ikke én, som er underernæret og sulter, sådan lidt banalt sagt.

Det er efterhånden trivielt at påpege, at den politiske vilje mangler hos de, der sidder på magten. Jeg føler mig i hvert fald ind i mellem som soldat i hæren hvis slagsang er ”Det er for dårligt at …” – men ender som regel med at konstatere, at sangen jo skal synges. Der er så få, der stiller sig op og der sker fortsat alt alt for lidt, når lyset slukkes efter topmøderne.

Det superspændende på denne World Food Day er faktisk, at på trods af den rige del af verdens utålelige arrogance og sløvhed, på trods af brudte løfter og tomme skåltaler, så er der et lys! Ikke i form af Obama (surprise), men i form af, at regeringerne i en gruppe udviklingslande har truffet et andet politisk valg – nemlig valget: at mad og fødevaresikkerhed er en ret.

Hvem bekæmper sult er titlen på en rapport, som Mellemfolkeligt Samvirke/Action Aid udgiver i dag. Den viser, at sult er et politisk valg. Og politiske valg kan afskaffe den.

Regeringer i blandt andet Malawi, Brasilien og Ghana har besluttet at ville. Gennem lovgivning om fødevaresikkerhed, nationale handlingsplaner for at afskaffe sult arbejder de politiske beslutningstagere målrettet på at reducere børnedødelighed og fejlernæring. Ja, Ghana har rent faktisk formået at opfylde 2015-målet om at halvere antallet af sultende.

Den opmærksomme læser har nok bemærket sig, at de tre eksempler ikke befinder sig på vores halvklode. Til trods for lave indkomstniveauer, så har de politiske beslutningstagere valgt at levere på retten til mad. Og det virker.

Det gode ved den historie er, at den dels understreger, at udviklingslandenes magthavere har et ansvar og ikke bare kan ’vente på de rige landes bistand’. Den understreger også, at det kan lade sig gøre, hvis verden vil. Og sidst men ikke mindst understreger det, at der simpelthen ikke findes nogen undskyldning for de, der har magten og ressourcerne, til ikke at tage ansvar.

De fattige lande kan ikke afskaffe sulten selv. Det har vi vidst længe, men sammenfaldet af kriser gør det kun endnu mere klart. De rige lande må og skal levere på de mange afgivne løfter. Skal levere penge, retfærdig handel, støtte og vilje til forandring.

At det er ”times of crisis” er evident. Lige så evident er det, at sult skyldes ulighed – mellem nord og syd, rige og fattige. Ulighed i magt, ressourcer og viden. Hvad der ikke er sprøjtet ud af bankpakker og krisepakker i verdens rige lande, uden en eneste pakke, der er målrettet klodens fattige, som i dén grad står til at betale prisen!

Det ærgrer mig at skulle synge sangen igen-igen, men med omtrent 50 dage til klimatopmødet – og garanti for paroler om vigtigheden af globalt sammenhold og samarbejde og om at sikre, at det ikke blot bliver verdens fattige, der betaler prisen for verdens riges forbrug og høje levestandard – er man jo nødt til det. Med ”Who’s really fighting hunger” burde presset på denne klodes stærkeste magthavere bare blive tydeligere og tungere.

Ikke desto mindre er værtslandets regering gået i selvsving over bilags-rod og kiminel lavalder.