Venstrepopulisten Chavez

Agurketids-Danmark byder på ikke så få ‘nyheder’ af mere eller navnlig mindre lødig karakter, og det har på mange måder været skønt at holde en tiltrængt pause i forsøget på at følge den åh så larmende nyhedsstrøm. Eller pause har det jo ikke været, blot et frivilligt (fra)valg af de mindst væsentlige hhv. bedste ting.

VK-regeringen har sit at slås med. Altså ud over økonomisk krise, faldende popularitet, Afghanistan-krig, Lene Espersens frie fald (selvom jeg synes, at medierne gik lovlig meget i selvsving med afbuddet til udenrigsministermødet i EU forleden – det har aldrig været nogen skade at sætte sig lidt ind i tingene, heller ikke som journalist – hvor Lene Espersen jo ikke ligefrem var den eneste minister, der meldte afbud).

Regeringen og støtteparti griber så til det velkendte: Populistiske kneb, ofte ved at diskutere indvandrere/flygtninge og truslen mod sammenhængskraft i det danske samfund, eller ’den ydre fjende’. Den seneste af slagsen er Dansk Folkepartis ’krav’ om at ændre 24-årsreglen til en 28-års regel.

Desværre har venstrefløjen internationalt set ikke noget at lade højrefløjen i Danmark høre i den forbindelse.

En kriseramt økonomi og faldende popularitet – forud for et nærtstående valg – er også, hvad Venezuelas Hugo Chavez har at slås med. Populisme-niveauet når nye højder i hans tilfælde. Venstrepopulisten lader sig ikke slå ud; man kan vel altid vælge sig et århundredgammelt mord-mysterium.

Det gjorde Chavez så. I sidste uge lod han liget af den latinamerikanske store historiske figur Simón Bolívar (der døde i 1830) grave op for at undersøge, om frihedshelten reelt døde af tuberculose eller om han i virkeligheden var blevet forgivet af sine politiske modstandere (“crucified like Christ” skulle Chavez omtale det).
Det er jo overordentligt langt (ud) at gå for at aflede ’folkets’ opmærksomhed. Og lettere tosset, skulle jeg mene.

I den mere alment kendte ende af afledningsmanøvrer, er brugen af eksterne fjendebilleder. Venezuela har længe haft et anspændt forhold til nabolandet Columbia, som både skyldes Columbias samarbejde med USA i guerilla- og narkobekæmpelse, og Columbias påstande om, at Hugo Chavez støtter eller i hvert fald beskytter de columbianske oprørsbevægelser ELN og FARC. I sidste uge fremlagde Columbia angiveligt bevismateriale for, at disse oprørere befinder sig på venezuelansk territorium og Columbias ambassadør har anmodet Organisationen af Amerikanske Stater, OAS, om at iværksætte en undersøgelse af disse påstande.

Det fik Chavez til at kyle de columbianske diplomater ud af landet, afbryde alle forbindelser til Columbia og sætte sine grænsetropper i højeste alarmberedskab.
OAS maner til ro og besindighed, men går ind i en form for mægling mellem de to lande. Hvorvidt det er rigtigt eller forkert, at Venezuela rent faktisk aktivt yder beskyttelse til oprørsbevægelserne skal jeg ikke gøre mig klog på. Uagtet den colombianske regerings åbenlyst og overordentligt problematiske forhold til demokrati, menneskerettigheder, retsstatsprincipper osv., så har jeg i øvrigt aldrig kunnet forstå begejstringen for og fascinationen af FARC. De benytter metoder og har en praksis, som i mine øjne er aldeles uacceptable.

Men det interessante hér er, at påkaldelsen af ’den ydre fjende’ også (eller igen) tages i brug af den trængte Chavez. Alle former for afledningsmanøvrer gælder, hvad enten man er højre- eller venstrepopulist og gerne vil vinde det næste valg.

Hvis ikke det var fordi, det hele er alvorlig virkelighed med konsekvenser for så mange mennesker og for venstrefløjens helt andre samfundsprojekter – ja så måtte man jo nøjes med at grine og trække på de solbrune skuldre.

Men. Det, der sker i Latinamerika med en voksende venstrefløj, der tilmed har magten, er så vigtigt. Og det er alt for vigtigt til at slå sig til tåls med, at populismen også har gjort sit indtog i Venezuela. Den skal venstrefløjen holde sig fra.