Vejen videre for Regeringen

Regeringens meningsmålinger er jammerlige. SF ligger langt under hvad man kunne ønske sig. Et genvalg ser overordentligt svært ud og Danmarks kortet bliver formenligt malet blåt til efterårets valg i regioner og kommuner. Men hvad kan der egentligt gøres for at vende udviklingen?

Den gejst og det håb der sikrede en ny regering i efteråret 2011 skal man lede længe efter i disse tider. Det er egentligt bemærkelsesværdigt at det er endt her. Jeg opfatter danskere som de er flest som et solidarisk folkefærd. Vi bidrager gerne til at hjælpe de, der uforskyldt rammes af livets tilfældigheder. Og de fleste synes sikkert også at det er et sundt princip, at de der kan bidrage skal bidrage. Det er også mit indtryk at danskerne har en stor grad af krisebevidsthed. Folk har fanget at nullerne er ovre, at krisen har bidt sig fast og at der er lang vej til den anden side.

Det burde slet ikke være umuligt for en centrumvenstreregering at navigere i det farvand. Alligevel er regeringen rasende upopulær. Det kan man have forskellige gode forklaringer på. Her er en hurtig serie af standardforklaringer, der sikkert hver især bidrager til regeringens problemer. Venstres kampagne om løftebrud. Rivegilder internt i regeringspartier. Den arvede borgerlige økonomisk politik. Den massive kritik fra Enhedslisten. Ringe kommunikation af de faktiske magtforhold og det blå økonomiske flertal. Men alt det er forklaringer. Det er ikke en vej videre at mene at det ville være bedre med en anden mandatfordeling, en anderledes opposition eller et andet støtteparti. Det er ret givne forhold, men hvordan kommer vi så videre?

Fra 2020 til 2013
Regeringen bør helt afgørende skifte fokus. Alt for meget politisk opmærksomhed er blevet rettet mod det magiske år 2020; hvor alt skulle være i (strukturel) balance. Det er blevet et besynderligt ritual at høre finansministeren forklare, at reformerne er nødvendige. Jeg tror ikke mange danskere er dybt og dagligt bekymret for den strukturelle balance. Sådan er politik selvfølgelig nogengange, der er givetvist udfordringer på den lange bane. Så må politikerne sørge for at de bliver det, i stedet for at lade problemerne vokse sig over hovedet.

Men derfra til det massive fokus på fremtidigt arbejdsudbud er der et langt stykke. S-SF fokuserede også inden valget på øget arbejdsudbud og det er helt fint. Men det må og skal kobles med viljen til at lave reformer der også gavner Danmark frem mod 2020. Vi skal gøre Danmark stærkt, ikke blot dansk økonomi. Regeringen må i sin kommunikation, politik og prioritering af politiske opmærksomhed skifte fokus fra 2020 til 2013. Det indebærer at der skal blæses til kamp for øget beskæftigelse.

Pengene skal bruges fornuftigt
Jeg tror som sagt at danskerne sagtens forstår, at man ikke kan få alt. Politik handler om at prioritere, således også i krisetider. Jeg synes regeringen med satsninger på grøn omstilling, et løft til erhvervsskoler og forskning har taget fornuftige skridt på den lange baner, jeg mener at de prioriteringer der er lavet med uddannelsesgaranti til udfaldstruede dagpenge modtagere, forlængelse af dagpengeperioden og offentlige investeringer er gode prioriteringer på den korte bane. Man kan ikke få alt. Det ved vi godt, og man bliver ikke mere venstreorienteret af at mene at mere af det gode ville være godt. Man bliver højest lidt skinger i længden.

Regeringen skal sige klart til danskerne at det er en politisk opgave at sikre, at pengene i den offentlige sektor anvendes bedst muligt. De skal gribe hårdt fat i bonuskultur, overadministration og så skal de turde rykke på at kernevelfærden skal tilbage i centrum. Jeg tror grundlæggende ikke danskerne er et folkefærd, der mener at det offentlige sektor skal være enorm og at krisen ikke kræver hårde prioroteringer. Men det er en hån mod folks bidrag til fællesskabet hvis pengene ikke anvendes fornuftigt. I forlængelse heraf skal  regeringen gøre sig pinligt bevist, at hver eneste reform der sælges med hårde miner og saglig alvor også forpligter regeringen på selv at prioritere de ting fra, der  ikke er råd til.

At ret og pligt skal gå hand i hånd 
Det har længe været en central del af budskabet fra S og til dels også SF, at rettigheder og pligter hører sammen. Ihukommende de røde faner og den tidligere arbejderbevægelse betones det, at man skal gøre sin pligt og kræve sin ret. Rækkefølgen er i øvrigt ikke ligegyldigt. Når der stilles krav i beskæftigelsessystemet og når kontanthjælpsreformen sætter unge unddannelsesparate på skolebænken, så gøres det ud fra en tankegang om ret og pligt. Ud fra et grundlæggende sundt og rigtigt samfundssyn om, at alle der kan bidrage skal bidrage. Og måske skulle man tilføje, særligt når tiderne er dårlige.

Igen tror jeg her ikke på, at det er sådanne holdninger der giver regeringen problemer i meningsmålinger. Nej det er snarere at de ikke følges til dørs. At ret og pligt ikke går hånd i hånd helt til samfundets top. At ikke også de, der fik mest ud af 00’erne bliver bedt om at bidrage lidt mere end de gør i dag.

Vejen ud af krisen må ikke føre os ind i den næste.
Al politik handler i disse dage om at komme ud af krisen. Nogen gange gøres det med fanfare og tro på, at 00’ernes vækstrater vender tilbage, andre gange mere afdæmpet med et from håb om, at væksten kommer tilbage og arbejdsløsheden bringes ned. Det er det helt rigtige fokus, på sigt skal vi bare også sørge for at vi ikke ender her igen. I en ny krise og i et nyt lavpunkt. Et centralt element heri er, at vi skal regulere finanssektoren. Regeringen har hidtil ikke gået forrest i den kamp. Det burde den, ikke så meget for at komme i takt med vælgerne men mere for at undgå at vi ender her igen. Krisen skal bruges til at

Jeg tror at regeringen skal anerkende at den pt. ikke er i trit med danskernes prioriteringer og værdier. Lars Løkke er ikke pludselig blevet hverken statsmand eller en fremragende politiker, men han lukrerer på at regeringen som helhed ikke i tilstrækkelig grad løfter det store ansvar den har påtaget sig. Hvis regeringen skal tilbage på sporet så er det på tide at tage fat i initiativer med klangbund i vælgerbefolkningen og klarere overenstemmelse med de værdier og tankesæt der har gjort Danmark stærkt.