Hvis man ellers ser bort fra den MEGET omtalte dom fra EF-domstolen i sommers (der vedrører udlændingeloven), så har der været én anden dom i år, som har været omtalt – måske lidt i Danmark, men til gengæld væsentlig mere i vores nabo-land, Sverige.
Det drejer sig om sagen, der kaldes ”Vaxholmssagen”. Den er strengt taget fra sidste år (december 2007), men en stor del af debatten er kommet i år, så jeg tillader mig lige at tage den med.
Den drejede sig, kort fortalt, om et lettisk firma der arbejdede i Sverige, men nægtede at indgå overenskomst med de svenske fagforeninger og underbetalte sine medarbejdere. Det fik den svenske fagforening til at lave blokade.
Blokaden var fuldt lovlig efter svensk lov, men blev dømt ulovlig af EF-domstolen. Tja... hvad skal man sige, den svenske fagbevægelse blev noget overrasket, og dommen har generelt skabt noget forvirring.
Tilbage står indtil videre: Fagforeningerne må ikke uden videre benytte blokade som et redskab, hvis der er tale om et firma fra et andet EU-land, selv om det typisk er et godt redskab til at presse firmaer til at indgå overenskomst.
Baggrunden for dommen er i høj grad hensynet til det indre marked og den frie bevægelighed (af varer, kapital, arbejdskraft og serviceydelser). For at fremme denne bevægelighed er det bedst, at det ikke skal være for besværligt for en virksomhed at lave arbejde i et andet EU-land – og man betragter krav ud over en grundlæggende minimumsløn, som værende unødvendige begrænsninger.
Det går så ud over os andre! Det giver jo et voldsomt pres på det arbejdsmarkedssystem vi har – det presser lønninger og ordentlige arbejdsforhold – og det er hamrende udemokratisk, at EU skal bestemme det, fremfor f.eks. folketinget.
Søren Søndergaard, medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, stillede forslag om, at spørgsmålet om strejkeret skal være et nationalt anliggende. Det forslag stemte bl.a. SF, Radikal Venstre, Venstre mv. imod – selv om det slet og ret kun gik på, at strejkeretten skulle være et nationalt anliggende...