Vand

Rent drikkevand kan være en luksus. I Danmark har vi masser af godt grundvand. Alligevel henter vi meget store mængder vand fra andre lande via vores import af landbrugs- og industriprodukter. Det er en moderne form for imperialisme, hvor ulige handelsforhold trækker naturressourcer ud af mindre rige lande.

Behov

Vi mennesker består af over 70 % vand og vi udskiller (sveder, udånder og tisser) 2-4 liter i døgnet, som skal erstattes. ¾-dele af jordens overflade består af vand, men 97 % af dette vand er saltvand, som vi ikke kan drikke og planterne dør af. De sidste 3 % kan drikkes, men hovedparten sidder fastfrosset i polernes iskapper. Den sidste procent er meget ulige fordelt.

En sjettedel af klodens befolkning har ikke adgang til rent drikkevand. I mange områder går kvinder og børn mange km hver dag for at skaffe vand til familien, fordi man ikke har mulighed for at grave brønde ned til grundvandet.

I flere sydeuropæiske lande trækker turisme og kunstvanding til eksempelvis golfbaner så hårdt på grundvandet, at risikoen for indtrængen af salt i ferskvandsreservoirerne stiger markant. I disse lande kommer meget drikkevand fra sådanne reservoirer/overfladevand og må tilsættes klor.

I Danmark er 98 % af alt drikkevand grundvand, det er helt unikt i en europæisk sammenhæng.

Alligevel har der været gentagne kampagner for at få os til at spare på vandet og det er lykkedes at få gennemsnitsforbruget ned på 116 liter vand i døgnet pr. person. Og det kan komme meget længere ned, for kun 8 liter går til mad og drikke; resten går til vask, bad og toiletskyl.

WC’et og flere dumheder

Siden WC’et blev opfundet er mange sanitetseksperter nået frem til, at det er en af de dummeste teknologier, der nogensinde er indført. I sin bestræbelse på at gøre affaldsstofferne ”usynlige”, blander det vandskyllende toilet bakterieholdig afføring med relativt ren urin. Så opblandes denne slamagtige masse med omkring 100 gange så meget rent drikkevand og dette rodes sammen igen med industrigiftene i kloaksystemet. Herved bliver et glimrende gødnings- og jordforbedringsmiddel til et alvorligt forureningsproblem. Desværre indeholder mange danskeres affaldsstoffer så store rester af medicin, herunder bl.a. p-piller, at det ikke må spredes over landbrugsarealer, men da det ikke kan renses helt ud, ledes det blot videre ud til fiskene og forårsager skader dér, bl.a. feminisering af fisk.

Vi må finde en måde at få næringsstofferne tilbage til naturen. Jordens humuslag bliver tyndere og tyndere. Humuslaget er det mørke lidt slimede jord, som ikke er ler og ikke sand. Humuslaget er dér, hvor ilten skaber forrådnelsen og omdanner blade, grene, træstammer, dyr og deres affaldsstoffer til muld. Hvis humuslaget bliver for tyndt, kan der ikke gro noget, som kan binde jorden, og derfor vil den blæse væk med vinden og efterlade os i en ørken.

Jeg er vild med science fiction, fordi den både kan sætte fantasien på himmelflugt og sige noget om vores tid og samfund, som vi ikke kan se, fordi vi er for tæt på. Sagaen om Dune ("Klit" på dansk) af Frank Herbert handler om en fjern fremtid i et planetsystem, hvor en planet er udtørret pga. menneskets dumhed. Planeten bebos af nogle mennesker, ”the freemen”, som har tilpasset sig de barske forhold i ørkenen. De lever i underjordiske grotter og kommer kun ud iført heldragter, der opsamler udånding, sved og urin. Væskerne bliver renset og opbevaret i fælles tanke i grotterne, hvor der også dyrkes fødevarer. Det lykkes dem faktisk at genskabe planetens vandbalance, at få regnen tilbage og få genskabt humuslaget og overjordiske planter - takket være en streng moral og arbejdet i fællesskab. David Lynch lavede en sær film om det første bind i Dune-sagaen.  

To tredjedele af det tilgængelige ferskvand på vores jord går til kunstvanding. Aralsøen i det centrale Asien var engang den fjerde største sø på kloden (68.000 km2), men i 1960 lancerede det daværende Sovjetunionen et enormt projekt, som skulle opdyrke den centralasiatiske steppe. Til det formål byggede ingeniører et omfangsrigt netværk af kanalsystemer og sluser langs de to floder, der er søens livsnerver, for at gøre bomuldsdyrkning mulig. Som konsekvens faldt den samlede tilstrømning af vand til Aralsøen fra 25 km3 pr. år til under fem km3 pr. år og det forventes at søen vil være helt forsvundet i 2020. Hvor der tidligere var vand ligger nu en masse rustne skibe.

Overforbrug af vand

93 % af det kunstvandede område får vandet tilført i form af overrisling – den mindst effektive metode. Underjordisk dråbevanding er langt mere effektivt, men selvfølgelig også dyrt at få installeret.

Bomuldsdyrkning er den mest vandkrævende afgrøde i forhold til udbyttet. Et halvt kilo bomuldsfiber kræver mellem 3.500 - 30.000 liter vand. Bomuld dyrkes kun på 2,4 % af det dyrkbare land, men bruger 25 % af de totale insektmidler og 11 % af de totale pesticider.

For at få et billede af vandforbruget i forskellige forbrugsvarer, opererer man med begrebet virtuelt vandforbrug. Det dækker over grønt vand, som er plantens optag af regnvand, blåt vand, som er kunstvanding fra søer og grundvand, og gråt vand, som er det vand, der forurenes af kunstgødning, pesticider, blegemidler, farve, m.v. En burger ”koster” ud fra denne beregning 2.000 liter vand, en T-shirt 2.700 liter vand og et par jeans 10.000 liter. Med denne metode har man beregnet vand-fodaftrykket for samtlige lande og for en lang række produkter (se http://www.waterfootprint.org). Og her er det pinligt at Danmark har et stort aftryk i andre lande og altså er stor nettoimportør af vand. Handlen med bomuldsvarer er årsag til 25 % af vandmængdernes transport over landegrænser. Dernæst kommer industriprodukter med 12 % og soja-bønner og hvede med hver 9 %. Disse vandtunge produkter fylder meget i dansk import, især vores enorme forbrug af tøj og sojakager til opdræt af 25 mio. svin om året. Omvendt er Vietnam, Zimbabwe, Thailand, Pakistan, Kazakhstan, Indien og Argentina netto-leverandører af vandholdige varer.

I Danmark betaler vi i snit 50 kr. pr. m3 (1.000 liter) vand inklusiv alle afgifter. Som tankeeksperiment ville vandet til et par jeans altså koste 500 kr., hvis vi skulle hente vandet op af den danske undergrund. Nu følger vandet med i den gode handel vi gør i fattige lande, der har billig arbejdskraft og sundhedsskadelige arbejdsforhold.

Svineri

Min ældste datter og jeg vandrede rundt i Bhopal i Indien en dag i sommeren 2008 og mindedes den skrækkelige ulykke på den amerikansk ejede fabrik i 1984, hvor en masse sprøjtegift slap ud og sivede ned i jorden. Vi så de vandtanke myndighederne stadigvæk kørte ind til beboerne, fordi vandet fra brøndene er udrikkeligt. Vandet rækker ikke, fordi slummen vokser hurtigere end myndighederne kan registrere. Vi så tegningerne på muren og mindesmærkerne om den største industrielle ulykke til dato med mellem 3.400 – 20.000 dræbte. Billeder fra vores tur kan ses her.

Moralen

Moralen skal være, at vi må stille de samme miljøkrav til danske firmaer, der opererer i udlandet, som de skal opfylde i Danmark. Her skal Greenpeace have tak for den aktuelle kampagne Detox, der har afsløret rester af NPE i tøj, som danske tøjfirmaer får produceret i sydøstasien. NPE er et giftstof, som er forbudt at bruge i EU. Når kemikalierne fra produktionen udledes og omdannes til stoffet NP, kan de bl.a. skade mænds sædkvalitet.

Dernæst må vi nedbringe importen af varer fra udlandet, for at begrænse Danmarks økologiske fodaftryk. En bæredygtig udvikling indebærer, at vi skal sørge for ikke at lægge beslag på mere jord og vand end vi bebor. Det er OK, at handle med andre lande, men fordelen skal være gensidig. En vis afgift på det importerede vandforbrug kunne begrænse noget af importen og provenuet føres tilbage til producentlandet og betale for teknologi til at spare på vandet, dybere brønde, osv.