Tillad mig at være lidt harm og forarget. Tilmed iført min forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke kasket.(Denne blog ligger også på www.ms.dk)
U-lande er rasende på Danmark efter topmødets dag 2.
Et worse-case scenario i topmødets drejebog kunne næppe have forudset en dårligere dansk start for klimatopmødet. Først annoncerer udviklingsminister Ulla Tørnæs, at hun giver 1,2 milliard til klimatilpasning i de fattige lande. Dernæst lækkes et dansk forhandlingsudspil via det britiske The Guardian.
Lad mig reflektere over dem begge ovenpå topmødets to første dage. Og tillad mig at være lidt harm og forarget som forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke. Hvad i alverden er det, dette lands regering foretager sig?
Udviklingsminister Ulla Tørnæs meldte i går ud , at Danmark giver 1,2 mia kr til klimatilpasning i de fattige lande: “Danmark tager nu som et af de første lande i verden bladet fra munden og bringer 1,2 mia. kr. med til forhandlingsbordet i København”.
Pengene skal gå til det, der kaldes ‘opstartsfinansiering’ - det vil sige hurtig handling fra 2010-12. Alligevel er bidraget fra Danmark mere end højst problematisk.
De danske penge tages fra u-landsbistanden
Bladet fra munden – ja, det tør siges. Klimatopmødet har været i gang i få døgn og det er åbenlyst for alle, at en af de helt store knaster i forhandlingerne, handler om finansiering. Det vil blandt andet sige, hvem der skal betale for klimatilpasning i u-landene og for teknologioverførsel, så u-landene kan bidrage til CO2-reduktioner.
Det står himmelråbende klart, at u-landene kræver nye og ekstra penge. Ikke noget med, at tidligere forpligtelser på u-landsbistand bare får et nyt klistermærke på, så det nu er ‘klimabistand’. For der er stadig alvorligt brug for den udviklingsbistand til demokratisering, god regeringsførelse, uddannelse, sundhed og korruptionsbekæmpelse, selvom der nu også skal bygges diger og graves dybere brønde.
U-landene er særdeles hårdt ramt af det sammenfald af kriser, der har ramt kloden: Finanskrise (hvor bankpakker i trillion-størrelsen ikke har omfattet støtte til verdens fattige), klimakrise og fødevarekrisen, der slog ud for små to år siden.
Dertil kommer, at det er de rige lande, der har hovedansvaret for klimaforandringerne. Det er os, der har en kodyl stor udledning af CO2, set historisk. Og følger man det gode princip – som vi håndhæver i alle mulige andre sammenhænge – forureneren betaler, ja så er der en temmelig stor klimagæld at betale fra rig til fattig. Vi har i dén grad overtrukket vores kassekredit under den årelange CO2-fest. Og nu skal den altså nedbringes. Også derfor skal der penge på bordet, nye og additionelle midler, som det hedder, under topmødet.
At u-landene forventer og kræver det, ved alle. Også Connie Hedegaard har ved adskillige lejligheder påpeget det. Værts-Danmark er med andre ord ganske klar over det element i forhandlingerne og ved, at det er et af de helt centrale steder at presse for forpligtelser fra de rige landes side. Ellers får man ikke u-landene med på en aftale.
De 1,2 mia kroner, som Tørnæs nu siger, at Danmark tager med til forhandlingsbordet, er bare det modsatte. De er fra den såkaldte klimapulje - penge der tælles med under u-landsbistanden, og som nu gives som ‘opstartsfinansiering’. Altså en helt gratis omgang for Ulla Tørnæs. Der er altså ikke tale om ‘nye og additionelle’ midler, sådan som danske politikere i flere omgange har sagt, at klimamidler skal være. I Danmark giver vi 0,82% af vores bruttonationalindkomst i u-landsbistand, fordi vi har forpligtet os til det. Pengene til klima skal ses som afdrag på vores andel af klimagælden (vi skal betale for den forurening, vi selv har skabt) eller kompensation for den klimakrise, vi selv har skabt. De fattige får ingen reelle nye midler ud af Ulla Tørnæs udmelding. Det er jo helt absurd. Hvor mange gange skal de fattige lande betale for, at de rige lande lader som om, at de vil støtte de fattige?!
“Opstartsfinansiering”
Opstartsfinansiering spiller en tvetydig rolle i de klimaforhandlinger, der foregår lige nu. På den ene side er det godt, hvis der kommer nye og additionelle penge til u-landene nu. De har brug for dem. Men det er skidt, hvis de rige lande fokuserer på opstartsfinansieringen for at slippe for at forhandle en mere langvarig finanseringsmodel på plads. Og sådan ser det ud lige nu. Endnu værre er det altså, hvis alle lande udhuler u-landsbistanden. Og det er en stor dårlig nyhed at netop Danmark lægger ud med at gøre det på topmødets anden dag.
At det tilmed er et aldeles vovet træk på en af klimatopmødets første dage – endog som værtsland – at trække det kort (cannibalization, kalder Oxfam fænomenet) , gør det ikke mindre absurd.
At kalde det at tage ”Bladet fra munden”.... Det er et blad, der for værts-Danmarks skyld skulle være blevet, hvor det var. For ikke at tale om for klimaaftalens skyld.
Det er virkelig en om’er. Og der er kun 9 dage at gøre det om i.
Et lækket dokument
Dernæst lækkes et dansk forhandlingsudspil via det britiske The Guardian. Efter sigende har udspillet kun har været vist til en række rige lande, og Lesotho, der er formand for gruppen af mindst udviklede lande (Least Developed Countries) melder da også ud, at man ikke tidligere har set papiret. Det stiller store spørgsmålstegn ved regeringens løfter om en åben og inkluderende proces.
Og indholdet i forslaget åbner da også en åben kritisk flanke:
1) De rige lande giver ingen konkrete tal for, hvor meget af de samlede reduktionsmål de vil tage sig af
2) Forslaget åbner op for at multilaterale institutioner såsom Verdenbanken og GEF kan administrere klimamidlerne. Verdensbanken er en udemokratisk institution, som ikke nyder tillid blandt udviklingslande og GEF er kendt som en ineffektiv og bureaukratisk FN institution
3) Forslaget gør op med principperne fra Kyoto, der undlader at sætte reduktionsmål op for u-landene. I følge det nye forslag skal både i - og u-lande forpligte sig til reduktioner, selvom de mindst udviklede lande er undtaget.
Forhåbentlig er det danske værtsskab igang lige nu med det store reparationsarbejde for at genvinde u-landenes tillid, organisere reelt åbne og gennemskuelige beslutningsprocesser hvor u-landene deltager - ellers kommer der ikke tilsvarende retfærdige tekster på bordet ved næste uges udgang.
Denne blog har jeg forfattet som forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke - se med på www.ms.dk for klimaaktiviteter